Den kinesiske præsident Xi Jinpings todages besøg i Rusland i denne uge har fået medier og politikere i vores lille del af verden til for en stund at stoppe op, rynke panden og spørge undrende:
Hov, hvad er det lige der sker her? Plejer det ikke at være USA eller andre NATO-lande under USA’s indflydelse, der sætter dagsordenen?
Ganske hurtigt vender de samme politikere og medier dog tilbage til de vante forståelsesrammer:
Nå jo. Det er jo bare fordi autokratierne Kina og Rusland vil tage vores demokratiske værdier fra os og sætte sig på den økonomiske, politiske og militære verdenstrone, hvor USA ellers har siddet tungt i 80 år.
Men hvis man kun ser verden fra én fastlåst udkikspost, misser man med sikkerhed muligheden for at få overblikket hele horisonten rundt.
Verdens økonomiske tyngdepunkter har ganske enkelt forrykket sig.
Der er ingen tvivl om, at de aftaler, der blev indgået, og de politiske signaler, der blev sendt fra topmødet i Moskva, er vidtrækkende. Hvor vidtrækkende konsekvenserne i sidste ende bliver, vil den kommende tid vise. Og det er naturligvis interessant i sig selv og absolut værd at følge.
Men betydningen af topmødet mellem Kina og Rusland rækker langt videre. Det føjer sig ind i rækken af verdensomspændende forandringer, som den førende imperialistiske blok i Vesten kun modvilligt og nødtvungent er begyndt at se i øjnene.
Forandringerne kaldes multipolaritet, en bevægelse i retning af flere centre på verdensplan. Den er en objektiv proces, der grundlæggende set hænger sammen med de store økonomiske forandringer, der er foregået på verdensplan i de sidste 50 år. Verdens økonomiske tyngdepunkter har ganske enkelt forrykket sig.
Det har konsekvenser i det imperialistiske verdenssystem og giver sig tydeligvis udtryk på det politiske plan. Et sigende eksempel:
I FN’s generalforsamling stod der “Verden mod Vesten” på afstemningstavlen, da der for nylig skulle stemmes om et forslag, der i sin essens går ud på at komme de stadig eksisterende elementer af kolonialismens økonomiske strukturer til livs (kald det bare nykolonialisme).
Forslaget baseres på principper som lighed, fælles interesser, gensidighed, samarbejde og solidaritet og vender sig mod illegale sanktioner og andre økonomiske straffeaktioner. En slags ny international økonomisk orden, en slags fairness inden for rammerne af det imperialistiske verdenssystem.
Afstemningsresultat: 123 FN-medlemslande stemte for, repræsenterende omkring syv milliarder mennesker i Asien, Afrika og Latinamerika. 50 lande stemte imod, repræsenterende omkring 900 millioner mennesker i USA, EU og nogle håndfulde andre lande i det kollektive Vesten.
Kun de lande, som USA-imperialismen direkte kan styre eller holder i en alvorlig økonomisk og politisk skruestik, makkede ret. Et markant signal der næppe lader sig overhøre.
Også holdningsmæssigt i spørgsmålet om indstillingen til verdens udvikling er der kæmpemæssige forskelle mellem USA, NATO-landene – og kredsen deromkring – og resten af verden.
Det EU-finansierede European Council on Foreign Relations udsendte for nylig en opinionsundersøgelse, baseret på svar fra ni EU-lande plus Storbritannien samt USA, Kina, Indien, Tyrkiet og Rusland. På basis af de afgivne svar konkluderer European Council on Foreign Relations:
“Vesten er måske mere sammentømret nu, men den har ikke nødvendigvis mere indflydelse på den globale politik. Det paradoksale er, at den nyfundne enhed (i Vesten, red.) falder sammen med fremkomsten af en post-vestlig verden. Vesten er ikke faldet fra hinanden, men den har konsolideret sig på et tidspunkt, hvor andre magter ikke bare vil gøre, som den ønsker.”
Tilsvarende bekymrede toner lød på den indflydelsesrige sikkerhedskonference i München for kort tid siden: Hvis Vesten skal vinde (!), må der tages “hensyn til den legitime kritik og bekymring i det bredere internationale samfund”. For “magtfulde autokrater (er) ikke alene om deres dybe utilfredshed med de eksisterende internationale normer og institutioner”.
Få dage efter kunne man læse et interview med Mette Frederiksen i Politiken, hvor hun siger:
“Vi har en oplevelse af, at vi som europæere er verdens omdrejningspunkt. Det er der ikke andre, der har. Og derfor er der en risiko for, at vi får et Vesten, hvor vi står sammen, men hvor vi til gengæld bliver isoleret globalt.”
Det er de verdensomspændende forandringer, som det kinesisk-russiske topmøde skal ses i lyset af.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Det er ikke gratis at levere nyheder og baggrund
med et klart, progressivt verdenssyn. Hjælp
Arbejderen med fortsat at levere gedigen rød
journalistik:
MobilePay: 87278
Abonnér
