Folketingets præsidium besluttede den 15. maj, at landets folkeskoleelever ikke skulle have lov til at diskutere Palæstina til næste års skolevalg. Begrundelsen er, at emnet er for “komplekst” og “vil vække for mange følelser”.
Det er slet og ret et emne, som skoleeleverne ikke er klædt nok på til at diskutere, må man forstå. Derfor den her censur hvor elevernes ytringsfrihed begrænses, fordi når magthaverne ikke vil have en bestemt debat, så er det nemmeste bare at lukke ned for den!
På mange måder er det en videreførsel af den linje, som statsministeren allerede lagde tilbage i 2023. Her instruerede hun Justitsministeriet til at undersøge, om Palæstina-aktivister kunne retsforfølges for deres aktivisme.
Nu er turen så nået til folkeskoleeleverne. De skal heller ikke have mulighed for at vise utilfredshed med, at de lever i et land, hvor regeringen fortsat støtter op om et folkemord, som nu går ind i sin 20. måned.
Og de elever, som selv har palæstinensiske rødder, må forstå, at Folketingets Præsidium ser på deres identitet, historie og kultur som et debatemne, der er for “komplekst” at tale om. At deres smerte og sorg “vækker for mange følelser”, til at det skal tales om i et klasselokale.
Ironisk nok har Folketingets forsøg på at begrænse elevernes demokratiske rettigheder tændt en gnist og mobiliseret dem til kamp for de selvsamme rettigheder.
Det er en dybt skammelig beslutning at tage fra præsidiets side. En så vidtgående og direkte begrænsning af elevernes ytringsfrihed burde få alle til at spærre øjnene op. Det er et direkte angreb på deres demokratiske rettigheder, og det må og skal kæmpes imod.
Det er også gået op for både elever og kommuner rundt om i landet. Blandt andet i Ishøj Kommune er det blevet besluttet, at Palæstina gerne må diskuteres til skolevalget næste år.
Eleverne har også selv valgt at vise deres utilfredshed.
Græsrodsinitiativet Undervisningsstrejke For Gaza har opfordret elever rundt om i landet til at strejke i dag mandag den 2. juni for at protestere mod præsidiets beslutning. De indkalder også til en demonstration foran Christiansborg klokken 12:30.
– Vi ser, hvad der sker i Gaza – og vi ser, hvem der støtter det. Den danske regering tillader våbensalg til Israel, alt imens folkemordet nu yderligere eskaleres. Det er, hvad regeringen vil stoppe os fra at tale om og organisere os imod. Det her er et angreb mod unges ytringsfrihed og et angreb mod hele bevægelsen i solidaritet med Palæstina, skriver de blandt andet i deres indkaldelse.
Eleverne ved altså godt, hvad der er på spil i den her sag. De ser også, at det er deres demokratiske rettigheder, som er under angreb. Fra Arbejderens side kan vi kun sige, at vi støtter dem fuldt og fast. Er man selv skoleelev, så nedlæg jeres undervisning! Vil man vise sin solidaritet, så tag med til demonstrationen!
Ironisk nok har Folketingets forsøg på at begrænse elevernes demokratiske rettigheder tændt en gnist og mobiliseret dem til kamp for de selvsamme rettigheder.
Retten til at tale om folkemordet og retten til at kritisere regeringen for dens rolle i det skal forsvares. Det er eleverne flot i gang med at gøre, så lad os alle støtte dem i deres kamp!
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.