Læserbrev
Ovenstående overskrift pryder forsiden på marts-udgaven af det italienske magasin Grazia. Det er et citat fra et stort interview inde i magasinet med Italiens premierminister Georgia Meloni.
Meloni er som bekendt højreekstrem, og det parti, hun repræsenterer, Fratelli d’Italia, har dybe rødder i Italiens fascistiske bevægelse. Det fik 26 procent af stemmerne ved valget. Derfor er hun nu premierminister.
Det er ikke kvindekamp og feminisme, som Meloni fører. Det er moderkamp og dyrkelse af det store moderideal. Kvinden som fødemaskine af fremtidens italienske børn.
I interviewet, der er timet til at ramme Kvindernes Internationale Kampdag, føres der så sandelig kvindekamp – og det fremstilles, som om Meloni er blevet kvindesagsforkæmper og feminist. Men det er ikke kvindekamp og feminisme, som Meloni fører. Det er moderkamp og dyrkelse af det store moderideal. Kvinden som fødemaskine af fremtidens italienske børn.
Umiddelbart er der ikke så langt til 1930’ernes fascistiske idealer om Kinder, Küche und Kirche, som det hed i Tyskland. I dagens Italien får højrepropagandaen så lige det ekstra twist, at Meloni langer ud mod den frie abort, LGBT+-personer og i det hele taget er et talerør for alskens hadpropaganda.
Egentlig meget sigende for den politiske højredagsorden, der får så meget rum…
Set i lyset af hvordan højrekræfter forsøger at bemægtige sig kvindekampen, er det befriende at høre FN’s generalsekretærs bandbulle i anledning af kampdagen:
– Patriarkatet kæmper tilbage, men det gør vi også, siger António Guterres og tilføjer, at der ikke bliver ligestilling mellem kvinder og mænd før om 300 år, hvis ikke tempoet sættes drastisk i vejret.
Guterres’ perspektiv er globalt, og han er ikke i tvivl om, at “kvinders rettigheder bliver misbrugt, truet og krænket rundt om i verden”.
Det er derfor helt på sin plads i dag at række vores hænder ud i solidaritet med kvinder i hele verden: Til kvinder i Ukraine og Rusland – krigens rædsler rammer altid kvinder dobbelt hårdt, for voldtægt og andre overgreb har alle dage været et foretrukket krigsvåben.
Vi rækker ud til kvinder i Iran, Yemen, Afghanistan, Peru, Palæstina – og listen kunne gøres meget længere, fordi der kæmpes så mange steder!
Vi rækker også vores hænder ud til kvinder i Cuba, som siden sidste 8. marts er blevet omfattet af verdens mest progressive familielov. Den ligestiller blandt andet det ulønnede reproduktive arbejde, som udføres inden for hjemmets rammer, med lønarbejde. Hørte I det, I pressede danske kvinder der stadig bruger enorme mængder af energi på at organisere og tilrettelægge hverdagen, så den kan hænge sammen, så der er plads til både arbejde og omsorg?!
For herhjemme er der 50 år efter loven om fri abort og 47 år efter ligelønsloven så sandelig også nok at kæmpe for:
En offentlig sektor der er i frit fald og stiller kvinder og familier i helt urimelige situationer. Overførselsesydelser der undermineres og stiller enlige forsørgere over for fattigdom.
Lavtlønsproblemer der stadig er langt fra at være løst. Pleje og omsorg der slet ikke kan ydes i det omfang, som børn, unge og ældre har brug for.
Så kvinder – lad os slippe vores kræfter løs for ligeløn, fred, frigørelse og socialisme. Men fri os for at blive spændt for højrefløjens demagogiske haddagsorden.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
