19. januar 2022
GO globaloffice Analytics
NEJ TIL NATO!
Freds- og antikrigsbevægelsen må mobiliseres på mange fronter mod en tiltagende krigsfare.
NATO´s øgede militarisering suppleres med at stadig flere civile områder inddrages i magtkampen.
Hændelser med højst uvisse årsager indenfor energiforsyning, handel og i informations- og cyberverdenen sættes automatisk ind i NATO’s fjendebillede.
Fjendebilledet forankres og militariseringen sker på flere fronter.
En regional konflikt bliver nu udvidet til også at omfatte Norden og vore nærområder. Sverige og Finland følger i stadig større grad NATO’s retorik.
NATO’s partner -og samarbejdsaftaler bruges som indgangsportal til medlemskab, militarisering og eskalering.
Denne ensidige oprustning og krigs spiral skal stoppe nu.
Danmark må stoppe deltagelsen i den militære optrapning som øger spændingen og som også udgør en trussel imod Danmark.
Vi stiller nu krav til den danske regering:
– Stop deltagelsen i NATO’s styrker og allierede samarbejde i militære aktiviteter.
– Stop deltagelsen i NATO’s Response Force (NRF), – og NATO’s fremskudte bidrag i Baltikum, Enhanced Forward Presence (eFP) må afvikles.
– Stop bidragene til NRF med maritime styrkeenheder, og deltagelse i NATO’s stående flådestyrker.
– Stop bidragene til NATO’s Readiness Initiative (NRI) – med én fregat, og F-16 kampfly.
– Danmark skal afslutte sin såkaldte ”kapacitetsopbygning” i Baltikum og ift. Hviderusland og Ukraine.
– Danmark må sige nej til NATO-medlemskab til Ukraine og Georgien.
I den aktuelle situation er det vigtigere end nogensinde før at vi bidrager til afspænding og ikke fungerer som NATO-base og allieret til en aggressiv militær eskalering.
I Norge har Freds- og antikrigsbevægelsen formuleret og stillet tilsvarende krav til den norske regering.
Det sidste, Europa og verden har brug for, er krig. Alligevel buldrer krigstrommerne mod Rusland for fuld udblæsning, og den danske regering følger trofast i hælene på USA i dets aggressive offensiv mod Rusland og Kina.
Den nuværende og ekstremt skærpet konflikt er et resultat af NATO’s og USA’s ekspansive vækst af militær tilstedeværelse langs Ruslands grænser, som tog sin begyndelse efter murens fald i 1991 – trods løfter fra USA’s daværende udenrigsminister James Baker om, at NATO ikke ville ekspandere mod øst.
Der er brug for besindighed og at sætte sig ved forhandlingsbordet. Tiden er forbi, hvor USA og NATO ensidigt kan diktere hele verden, hvor skabet skal stå.
I 1999 blev Polen, Tjekkiet og Ungarn indlemmet i NATO. I 2004 fulgte Rumænien, Bulgarien, de tre baltiske lande, Slovenien og Slovakiet efter. I 2009 kom Albanien og Kroatien til, i 2017 Montenegro og i 2020 Nordmakedonien. Mod nord har de “neutrale” lande Sverige og Finland stillet deres territorier til rådighed for USA og NATO.
De næste, der står for tur for at blive indlemmet i NATO, er Ukraine og Georgien. Det er altså ikke mærkeligt, at Rusland i stigende grad føler sig truet af et stadigt mere krigerisk USA og NATO.
Oveni er den interne konflikt i Ukraine, hvor det siddende styre intet har gjort for at gennemføre Minsk-aftalerne og skabe fred i den østlige del af landet og bryder jævnligt den aftalte våbenhvile.
I måneder har regeringen, NATO og USA anklaget Rusland for at planlægge et angreb på Ukraine – både retorisk og militært optrappes konflikten, og den danske regering holder sig ikke tilbage. Seneste har udenrigsminister Jeppe Kofod skridtet østfronten af i Ukraine, og få uger før gjorde forsvarsminister Trine Bramsen det samme. Begge puster sig op og bærer ved til bålet med tropper, militært isenkram og penge. Og begge tier helt bevidst om NATO’s og USA’s rolle i den optrappede konflikt.
Rusland har under forhandlingerne med USA stillet fem forslag, der kunne lette krigsfaren på kort og langt sigt:
At NATO stopper sin ekspansion mod Rusland – herunder undlader at optage Ukraine og Georgien som fuldgyldige medlemmer. At NATO garanterer, at det ikke opstiller missiler i lande, der grænser op til Rusland, at stoppe NATO’s militære øvelser i lande og havområder der grænser op til Rusland, at genindføre INF-traktaten mod atomare mellemdistanceraketter som USA forlod i 2019, og endelige en vedvarende dialog mellem Rusland og NATO om sikkerhed.
Det kunne bane vejen for en dialog og en nedskalering af den skærpede sitation, men ikke overraskende skyder både USA, NATO og halehænget Danmark forslagene ned.
Der er ellers brug for besindighed og omtanke. Der er brug for at sætte sig ved forhandlingsbordet. Tiden er forbi, hvor USA og NATO ensidigt kan diktere hele verden, hvor skabet skal stå.
Det bør den danske regering indse.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.