Læserbrev
På mandag offentliggør FN’s Klimapanel, IPCC, sin 6. klimarapport. Den begivenhed vil helt sikkert fylde en del i medierne i hele verden. Borgerlige politikere, regeringsledere og repræsentanter for industrien vil lægge deres ansigter i bekymrede folder og love de unge utålmodige millennials, at fremtiden er i gode hænder, og at en endelig løsning på klimaudfordringerne er lige om hjørnet.
Og samtidigt med at snurrende kameraer og udstrakte mikrofoner sender det beståendes beroligende toner ud i æteren om at lade fremtiden give plads for fortiden, rykker kollapset nærmere minut for minut.
Forskere har snart længe advaret om såkaldte ‘tipping points’ – vendepunkter som medfører store og hurtige ændringer i klimaet, som ikke står til at ændre. Mange forskere peger sågar på, at et eller flere sådanne vendepunkter allerede kan være overskredet.
I maj rapporterede forskere, at afsmeltningen af en betydelig del af Grønlands indlandsis truer med stigninger i det globale havniveau. Andre forskere har for nylig vist, at Amazonas’ regnskov nu udleder mere CO2, end den absorberer, og at den sibiriske hedebølge i 2020 førte til bekymrende metanudslip.
I tillæg til det bliver vi nu nødt til at forholde os til et muligt kollaps i den atlantiske termohaline cirkulation, som transporterer varmt saltvand fra troperne til Nordeuropa og sender koldere vand tilbage sydpå langs havbunden.
Et sådant kollaps vil blandt andet forstyrre transporten af den livsvigtige regn, som milliarder af mennesker er afhængige af til produktion af mad i Indien, Sydamerika og Vestafrika. I Europa vil begivenheden føre til hyppigere storme og lavere temperaturer, og i det østlige Nordamerika vil havniveauet stige betydeligt. Samtidigt vil havstrømmens forandringer eskalere afsmeltningen af Sydpolens iskappe.
Det er forskeren Niklas Boers fra Potsdam-instituttet Climate Impact Research i Tyskland, som netop har udgivet Observation-based early-warning signals for a collapse of the Atlantic Meridional Overturning Circulation. Boers trækker på mere end et århundredes havtemperatur- og saltholdighedsdata og beviser betydelige ændringer i otte mål for cirkulationens styrke.
Niklas Boer slår fast, at kompleksiteten af pumpesystemet og usikkerheden omkring niveauet af fremtidig global opvarmning gør det umuligt at forudsige et præcist tidspunkt for et sammenbrud. Det kan være inden for de næste 10, 20 eller flere hundrede år.
Det vides heller ikke, hvilket CO2-niveau der vil udløse et sammenbrud, forklarer Niklas Boers: ”Så det eneste, man kan gøre, er at holde udledningerne så lave som muligt. Sandsynligheden for, at denne ekstremt voldsomme begivenhed sker, stiger med hvert gram CO2, som vi putter i atmosfæren”, siger han ifølge The Guardian.
Og Niklas Boer har helt ret. Der er ingen grund til at vente og se præcis, hvor omfangsrige konsekvenserne af en ændring af de globale havstrømme vil være. Der må akut handling til.
En sådan handling kan ikke basere sig på langsommelige parlamentariske processer, hvor vi for storkapitalens skyld sætter os til at vente på teknologiske fix – der ud over at ‘redde verden’ skal sikre store mængder profit til den eller de kapitalejere, som kommer først på markedet med den mest fikse idé.
Situationens alvor kræver resolut handling, og det er kapitalismen ikke i stand til at sikre. Tværtimod er kapitalismen selve den drivkraft, som skubber hele menneskeheden stadigt tættere på et klimakollaps.
Det er nødvendigt at arbejde målrettet for et kollaps i kapitalismens dødsspiral for at sikre naturens stabilitet – den vigtigste faktor for en fredelig, solidarisk og bæredygtig udvikling af de menneskelige samfund.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
