Da Friedrich Engels i 1845 skrev værket ‘Den arbejdende klasses stilling i England’, betegnede han det som socialt mord, når den herskende klasse kunne leve et liv i luksus, samtidigt med at det store flertal var henvist til en for tidlig død, eksempelvis på grund af sygdomme som kunne kureres, sult og underernæring samt elendige boligforhold.
Meget er sket siden 1845. Men det sociale massemord finder fortsat sted hver dag. Både herhjemme hvor fattige dør tidligere og lever et liv med mere sygdom og flere kvaler end rige. Men aller hæsligst fremstår kapitalismens ansigt, når vi hæver os op og kigger på fordelingen af elendigheden globalt.
Kun én procent af befolkningen i lavindkomstlandene har fået en coronavaccine, og 100 millioner mennesker er blevet skubbet ud i ekstrem fattigdom i 2020, og antallet af mennesker, der lider af sult eller underernæring, er seksdoblet under coronakrisen.
Imens er de rigeste 2.690 menneskers formuer ifølge Oxfam steget med svimlende 35.000 milliarder kroner på de 17 måneder, der er gået, siden verden lukkede ned i marts 2020. Det er mere end, hvad deres formuer samlet set steg med i hele perioden fra 2006 til 2020.
Ifølge Oxfam kunne disse 2.690 mennesker – alene med de penge, som de har tjent under pandemien – betale for en coronavaccine til alle i verden og samtidig give en kontant udbetaling på over 100.000 kroner til hver af de millioner af mennesker, der har mistet jobbet som følge af krisen. Og alligevel ville de stadig have flere penge, end da pandemien satte ind.
Medtager vi de klimaforandringer, som forårsages af overforbrug blandt verdens rige og først og fremmest rammer verdens fattigste, bliver forbrydelsen uoverskuelig i sit omfang.
Det burde være selvindlysende, at vi ikke må tillade et sådant umenneskeligt samfundssystem at fortsætte uudfordret. Der er brug for alle gode kræfter i modstandskampen mod det sociale massemord.
Imperialismen er ikke udødelig – lige så brutalt og blodigt monopolernes magt opretholdes, lige så afhængig er den af flertallets ydmyge laden stå til. Første skridt er at erkende nødvendigheden af radikal forandring.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.