Åbent brev
Den 21. marts er det FN’s internationale dag mod racisme.
Den internationale dag for afskaffelse af racediskrimination markeres hvert år verden over på den dag, hvor politiet i Sharpeville, Sydafrika, åbnede ild og dræbte 69 mennesker ved en fredelig demonstration mod apartheids såkaldte paslove i 1960.
Fem år efter Sharpeville-massakren vedtog FN’s generalforsamling i 1965 Den Internationale Konvention om Afskaffelse af Alle Former for Racediskrimination.
På FN’s hjemmeside hedder det, at 60-året for konventionen i år kalder på “refleksion over de fremskridt, der er gjort mod racediskrimination”. “Det er tid til at bekræfte vores forpligtelse til lighed og fortsætte indsatsen for at eliminere racisme og sikre ligebehandling af alle individer.”
Det tør nok siges – også i Danmark!
For en måned siden udsendte den danske regering en Handlingsplan mod Racisme. Det skete tre år efter, at et politisk flertal helt tilbage i januar 2022 besluttede at afsætte penge til at udarbejde en sådan handleplan. Handlingsplanen rummer 36 konkrete initiativer, og alene det at den er udarbejdet, og at den anerkender, at racisme er et samfundsproblem, er blevet betegnet som en milepæl. Hvis dét er ambitionsniveauet, sigter man godt nok meget lavt!
Det officielle Danmark har bestemt ikke meget at prale af her på FN’s internationale dag mod racisme.
En nærmere gennemgang af handlingsplanen afslører en række indlysende problemer og skævheder. Som Amnesty International bemærker:
“Når regeringen anerkender racismens eksistens, men undviger at adressere, hvem den primært rammer, så svækkes udgangspunktet for en effektiv indsats. En målrettet og strategisk indsats kræver, at vi fokuserer på, hvordan de enkelte minoritetsgrupper rammes af racismen, og at vi adresserer problemstillingerne på hver sine niveauer. Det gælder alle minoritetsgrupper fra blandt andre inuitter, jøder og muslimer.”
Og mens inuitter nu endelig adresseres, udslag af antisemitisme omtales, og jøder inkluderes i initiativerne, så er der et gabende tomrum, når det kommer til den racisme, der rammer muslimer herhjemme. Islamofobi nævnes ikke med ét eneste ord. Den vender regeringen konsekvent det blinde øje til, selvom racisme, diskrimination og hadefulde angreb mod muslimer, brune og sorte er et alvorligt problem.
Hadforbrydelser mod muslimer er veldokumenterede, muslimske borgere møder strukturel diskrimination på arbejdsmarkedet, i uddannelsessystemet og på boligmarkedet.
En af de organisationer, der varetager muslimers interesser, IChange, peger på forskning omkring eksempelvis hadefulde angreb online. Her viser en ny undersøgelse, at “35 procent af alle hadefulde angreb online er baseret på etnicitet og nationalitet, hvoraf 84 procent af disse er rettet mod personer fra Mellemøsten”.
Og videre:
“Had baseret på religion udgør 15 procent af tilfældene, hvoraf 92 procent er rettet mod muslimer.”
Konklusion:
“Islamofobi er et omfattende og systematisk problem i Danmark. Alligevel nægter regeringen at anerkende det.”
Handlingsplanen adresserer heller ikke, hvad regeringen agter at gøre med den kritik, som FN’s Racismediskriminationskomite tilbage i 2021 rettede mod Danmark på baggrund af blandt andet ghettoloven. Kritikken blev gentaget i 2022 af Den Europæiske Kommission mod Racisme og Intolerance.
Alt i alt må handlingsplanen betegnes som en meget forsinket pligtaflevering uden megen saft og kraft – og kun understøttet af under 50 millioner kroner til finansiering af de 36 initiativer, den rummer.
Så det officielle Danmark har bestemt ikke meget at prale af her på FN’s internationale dag mod racisme.
Som nævnt markeres denne dag på årsdagen for apartheid-Sydafrikas massakre i Sharpeville den 21. marts 1960. Antiracismen er således i sit udgangspunkt knyttet til kampen mod apartheid. Derfor må vi i dag også lade markeringen omfatte det folkemord, som nutidens apartheidstat begår. Adskillige organisationer har gennem årene dokumenteret, hvorledes Israel håndhæver et apartheidsystem. Og sidste år afsagde FN’s internationale domstol ICJ en foreløbig kendelse, der finder Israel ansvarlig for apartheid i de besatte områder.
Også dét vender den danske regering det blinde øje til.
Af alle disse årsager – og ganske givet mange flere! – er der al mulig grund til at være med, når fagforeninger, politiske organisationer og antiracistiske bevægelser i mange byer landet over markerer FN’s dag mod racisme ved møder, demonstrationer og happenings.
Når magthaverne ikke vil tage ansvaret på sig, må vi andre træde til.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
