Læserbrev
FN’s 26. klimatopmøde, COP26, er slut, og der er ikke meget at råbe hurra for.
Hvis man tager de mest positive briller på, kan man fremhæve, at den vedtagne sluterklæring, den såkaldte Glasgow-erklæring, holder fast i målet om, at temperaturen ikke må stige mere end 1,5 grader i dette århundrede.
Til gengæld er der intet, der tyder på, at målet kan nås. Det er ganske vist aftalt, at landene til næste år skal komme med mere ambitiøse planer for at reducere CO2-udledningen. Men situationen lige nu er, at vi har kurs mod en langt større klimastigning, med alt hvad det indebærer af havstigninger, tørke og dramatisk vejr. Og de vedtagne målsætninger er langt fra, hvad forskerne anbefaler i den seneste IPCC-rapport (FN’s klimapanel).
Det eneste, der står lysende klart efter COP26, er, at kampen fortsætter.
Det fremhæves af flere, at aftaleteksten for første gang nævner fossile brændstoffer og taler om udfasning af kul. Og det har fået stor omtale, at Indien fik ændret formuleringen, fra at kul skal afvikles til at kul skal udfases. Til gengæld har det ikke fået samme opmærksomhed, at hverken olie, gas eller biomasse nævnes konkret i aftaleteksten.
Dermed fastholdes udskamningen af de fattigere lande, som bruger kul, mens den rige del af verden fastholder deres forbrug og oven i købet giver subsidier til olie og gas.
“For første gang nogensinde sætter en COP navn på den største klimasynder af dem alle, nemlig kul, med en opfordring til at nedtrappe kulforbruget og udfase fossile subsidier…“, siger den danske klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen.
Dobbeltmoralen står i kø. I Danmark har den franske energigigant Total fået tilladelse til at genåbne det lukkede Tyragasfelt i Nordsøen i 2023. Og den danske stat understøtter gasudvindingen økonomisk og spiller en aktiv rolle via Nordsøfonden.
Læs også
Indland
International aktionsuge
Klimaaktivister klar til demonstration foran Totals hovedkvarter i Danmark
Hvis man endelig skal rose COP26 for noget, så er det, at klimatopmøder sætter ansigter på alle dem, som bliver ramt af klimakrisen, og giver landene i Det Globale Syd en stemme. Til gengæld er det intet, som tyder på, at de rige lande inklusiv Danmark, for alvor lytter. Og de er stadig ikke parat til at betale regningen.
Da COP15 blev afholdt i København i 2009 blev det aftalt, at de rige lande skal betale 100 milliarder dollar om året til udviklingslandene i årene 2020-2025. Dette mål er stadig ikke nået, hvilket beklages i Glasgow-aftalen.
“Selvom små østater er de mest sårbare lande overfor klimaforandringer, har vi kun modtaget to procent af klimabistanden…” sagde Fijis premierminister, Frank Bainimarama på verdensledernes del af topmødet. Og han fortsatte: “Rige lande bruger billioner på forsvarspartnerskaber og våben, der kan jævne hele samfund med jorden, så de kan med sikkerhed bruge milliarder på samfund, så de kan tilpasse sig klimaforandringer”.
Så sandt som det er sagt.
Det eneste, der står lysende klart efter COP26, er, at kampen fortsætter. Og den kamp kan ikke vindes uden at tage et opgør med det system, som dominerer store dele af verden, hvor det ikke er menneskehedens ve og vel, som driver udviklingen, men jagten på profit. Kort sagt, det er nødvendigt med et opgør med kapitalismen.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
