Et år senere
I disse dage strejker omkring 50.000 jernbanearbejdere i Storbritannien. Det er den største togstrejke i landet siden 80’erne. Det er blot den seneste konflikt i en regulær strejkebølge i landet, hvor arbejdere har vundet lønstigninger på både 20 og 30 procent.
Samtidig demonstrerer titusindvis af briter mod de faldende levevilkår, forårsaget af årtiers lavtlønskapitalisme, der nu krydres med rekordhøj inflation.
Og briterne er ikke alene: I Belgien demonstrerede 80.000 forleden på opfordring fra fagbevægelsen i protest mod forringede levevilkår. Her er lønnen steget med 0,4 procent, mens priserne på eksempelvis el næsten er blevet fordoblet.
I Frankrig oplevede den neoliberale præsident Macron et svidende nederlag ved parlamentsvalget søndag, hvor venstrefløjens alliance gik frem. Det langt overskyggende tema ved både parlamentsvalg og præsidentvalg i Frankrig var købekraft: Almindelige mennesker har ikke råd til et værdigt liv. Ni millioner franskmænd lever under fattigdomsgrænsen, og 50 procent af franskmændene lever for under 13.000 kroner om måneden.
Fælles for de folkelige opråb er, at arbejderklassen har fået nok. De nye usikre jobtyper med lav løn og lave sociale ydelser kombineres nu med prisstigninger under en ny krise – en sprængfarlig cocktail. Samtidig har de største virksomheder skovlet penge ind.
I Sydkorea har 25.000 lastbilchauffører netop vundet en lønkamp efter et års konsekvent strejke.
På den anden side af kloden javel, men den virkelighed, arbejdere møder i de forskellige lande, ligner hinanden til forveksling: Det bliver sværere at betale huslejen, og rettighederne bliver færre.
Reaktionen har været umulig at misforstå: Nok er nok.
De faglige kampe og organiseringen for at forsvare levevilkårene bør tjene til inspiration på tværs af landegrænserne. Vi er her ude i en helt grundlæggende kamp for basale vilkår og rettigheder.
Det glædelige er, at organisationer og arbejdere i mange lande tager handsken op og kræver, hvad der er deres.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
