Læserbrev
Mette Frederiksen har lovet at se på lønnen for offentligt ansatte.
Den skal være en del af den politiske diskussion på Christiansborg for at løse problemet med manglende hænder i det offentlige, siger hun.
I den seneste økonomiaftale med kommuner og regioner har regeringen også lagt op til et regulært blodbad. Det holder naturligvis de offentligt ansattes løn nede.
Med andre ord: Lønnen skal op, hvis vi skal kunne rekruttere mere omsorgs- og plejepersonale og sygeplejersker.
Det lyder forjættende, men desværre klinger det også hult.
Mette Frederiksen og regeringen har selv sat rammerne for de lønforhandlinger, der senest savede sygeplejerskerne midt over, og her ønskede hun ikke at løfte hverken en finger eller lønniveauet.
Nogle advarer om, at den danske model kan være i fare, hvis politikerne blander sig i de offentligt ansattes løn. Men reelt er det jo de folkevalgte, der er arbejdsgiverne. Det er Folketinget, der – sammen med EU – sætter rammen for de offentlige lønforhandlinger, og de har ikke givet ved dørene.
I den seneste økonomiaftale med kommuner og regioner har regeringen også lagt op til et regulært blodbad. Det holder naturligvis de offentligt ansattes løn nede, men det faktum gled fint hen over både statsministerens og finansministerens bord og blev i øvrigt forbigået i tavshed af de fleste.
Hvis lønnen skal op – og det skal den – er der brug for et opgør med Folketingets sparepolitik og den EU-dikterede budgetlov. Alt andet er valgflæsk og hovsaløsninger.
Vi går en tid i møde, hvor voldsomme prisstigninger vil ramme især de ufaglærte – foruden de arbejdsløse, syge, pensionister og andre på sociale ydelser.
Der er brug for at opbygge en bevægelse, der favner løn og leveomkostninger og tager et opgør med de store firmaers kæmpeprofitter – det, som man i øjeblikket forsøger i Storbritannien.
Der er brug for at sige fra over for EU’s sparediktater.
Og der er brug for solidaritet mellem offentlige og private faggrupper.
Det er ikke tiden til ævl, kævl, fagchauvinisme eller til at sætte partihensyn øverst, men til at støtte op, hver gang en gruppe kræver værdige løn- og arbejdsforhold. For vi står på skuldrene af hinanden. Det glemte mange, da sygeplejerskerne strejkede sidst.
Ja, Mette Frederiksen, det er også et politisk ansvar. Det er vores alle sammens ansvar.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
