Fredsaktivister gør klar
Palæstinensere skudt og dræbt da de ventede på nødhjælp.
Overskrifter som den er dukket op nærmest dagligt i medierne, siden den såkaldte Gaza Humanitarian Foundation (GHF) overtog distributionen af nødhjælp i Gaza sidst i maj. Organisationen er støttet og godkendt af USA og Israel og bliver af flere humanitære organisationer beskrevet som “et forsøg på at bruge nødhjælp som våben”.
Og det er også tydeligt, når man ser nærmere på, hvad deres praksis for at uddele nødhjælpen er. Allerede før organisationen gik i gang med at uddele nødhjælp, sagde de, at de ville benytte ansigtsgenkendelse og andet teknologi til at vurdere, hvem der fortjener nødhjælp.
Blandt andet for at sikre, ifølge dem selv, at “ingen støtter af Hamas fik nødhjælp”, samt for at “flytte palæstinensere til specifikke steder i Gaza”, særligt i den sydlige del tæt ved grænsen til Egypten.
Altså at bruge essentielle ting som mad og medicin som et middel til at presse palæstinenserne i Gaza til at følge ordrer. Israels premierminister Netanyahu har endda sagt, at når palæstinenserne er flyttet i de bestemte områder, “kommer de nok ikke tilbage til deres hjem”.
Netanyahu har også udtalt, at “når Hamas er udryddet”, vil Israel implementere en plan foreslået af USA’s præsident Donald Trump, hvor palæstinenserne helt skal rykkes ud af Gaza.
Den folkelige solidaritet skal fortsætte, ellers kommer Vesten kun til at blive ved med at støtte folkemordet.
Den etniske udrensning bliver altså nu talt fuldstændig åbent om fra den israelske ledelses side. Kombiner det med de mange drab, som Israel begår mod palæstinenserne, når de venter på nødhjælp, og det er tydeligt, at folkemordet nu intensiveres yderligere.
Og selvom historierne om nødhjælpsmassakrerne blev dækket af medierne for blot en uge siden, er de nu rykket videre til Israels krig mod Iran. Folkemordet er altså rykket ned i prioriteringslisten.
Besættelsesmagten i Gaza har derfor nu helt frie hænder til at optrappe brutaliteten mod palæstinenserne, mens verdens øjne er rettet andetsteds hen.
Men vi må ikke glemme befolkningen i Gaza, uanset hvilke andre forfærdeligheder, Israel begår. Folkemordet er stadig i gang, og det kræver vores opmærksomhed og handling.
Lidt er der også sket i den politiske linje fra Vesten. Lande som Frankrig, Storbritannien og Canada har blandt andet indført personlige sanktioner mod de ekstremistiske ministre i den israelske regering, Itamar Ben-Gvir og Bezalel Smotrich. Der tales også åbent om at reevaluere EU’s associeringsaftale med Israel.
Det er små skridt i den rigtige retning, selvom de langt fra er nok. Flere og større sanktioner er nødvendige mod hele den israelske regering samt et komplet stop for vestlig våbenstøtte til folkemordet.
Den danske regering har også ændret tonen lidt i sin retorik, men er stadig på mange punkter bagud. Lars Løkke Rasmussen har for eksempel udtalt, at han er “villig til at tage EU’s associeringsaftale op til diskussion”, dog uden at blive mere konkret end det.
Samtidig afviser Mette Frederiksen dog fuldstændigt at ville stoppe Danmarks involvering i F-35 programmet, hvor danske virksomheder som Terma leverer våbendele, som ender i israelske fly.
Derfor må presset på regeringen ikke stoppe. Der er stadig meget at ønske fra dem, for eksempel at stoppe våbenhandlen. Men at der overhovedet er åbnet op for en snak om EU-sanktioner viser, at presset virker.
Palæstinenserne må ikke falde i baggrunden i verdenssituationen, vi må ikke glemme dem midt i alt det kaos, som krigsforbryderne i Tel Aviv skaber i Mellemøsten. Folkemordet skal stoppe, og nødhjælpen skal gives frit til palæstinenserne. Det skal stadig være centrale krav.
Den folkelige solidaritet skal fortsætte, ellers kommer Vesten kun til at blive ved med at støtte folkemordet.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
