Tale
Nogle gange udspiller der sig fjernt fra offentlighedens søgelys drabelige politiske og ideologiske kampe, der – hvis man får øje på dem og undersøger dem dybere – i kondenseret form afspejler meget vigtige træk ved tiden.
Det skete for eksempel i FN’s generalforsamling den 16. december.
På overfladen ser alt tilforladeligt ud:
Et stort flertal af verdens lande vedtager en resolution, der i stærke vendinger advarer mod konkrete udslag af nazisme og nynazisme og mod nazistiske og nynazistiske aktiviteter og begivenheder. Advarslen begrundes med, at nazisme og nynazisme giver næring til racisme, racediskrimination, fremmedhad og intolerance.
Med andre ord: EU mener, at man ikke må bekæmpe nazisme og nynazisme, hvis ikke man bekæmper dem, der har kæmpet og kæmper mod nazisme og nynazisme.
Resolutionen er født i en FN’-underkomite, og den henviser til en række tilfælde, hvor der gennemføres nazi-marcher og nazi-hyldestceremonier, ligesom den peger på, at mindesmærker for nazitidens forbrydelser skændes eller rives ned. Blot for at nævne nogle af eksemplerne. Resolutionen kræver, at verdens stater aktivt sætter ind mod sådan nazistisk og nynazistisk virksomhed.
130 af verdens lande stemte for. Men det interessante er her, hvem der stemte imod – og hvem der undlod at stemme.
To lande stemte imod, nemlig USA og Ukraine. USA med begrundelse i ytringsfriheden (sic!) og Ukraine fordi situationen i landet i dag udgør et af de problemer, som resolutionen vil til livs. De to landes stemmeafgivning er til at forstå. De blåstempler åbenlyst nazistisk virksomhed.
Mere tankevækkende er det imidlertid, at hele 49 lande undlod at stemme, herunder et samlet EU. Og det er her, det interessante politiske og ideologiske slag står.
Essensen i Den Europæiske Unions lange og snørklede begrundelse for ikke at stemme er, at det ikke duer at vende sig mod nazisme og nynazisme, hvis ikke man i samme åndedrag også lægger afstand til “andre totalitære regimer”. Disse “andre totalitære regimer” er ikke så besværlige at identificere. Det er nemlig især de stater, der opstod på baggrund af den antifascistiske kamp under Anden Verdenskrig – folkedemokratier og socialistiske stater især i Østeuropa.
EU angriber i sin begrundelse begrebet “historisk sandhed”, fordi det “baner vejen for at forvrænge de historiske kendsgerninger om Anden Verdenskrig, ligesom de monumenter og mindesmærker, der glorificerer totalitære regimer, der fortsat findes i det offentlige rum i visse medlemsstater, gør det”.
Så det hører åbenbart ikke til den historiske sandhed at have monumenter eller mindesmærker, der på nogen måde kan identificeres med folks og landes socialistiske fortid. Eller hvad med nutiden?
EU mener også, at resolutionen er “selektiv” og “partisk” og advarer mod “at monopolisere kampen mod nazismen ved at give en ensidig fortolkning af historien”. Resolutionen “politiserer” kampen mod nazisme, hedder det.
Med andre ord: Man må ikke bekæmpe nazisme og nynazisme, hvis ikke man bekæmper dem, der har kæmpet og kæmper mod nazisme og nynazisme!
Selvfølgelig bedyrer EU også, at kampen mod nazisme og nynazisme er vigtig. Men den er åbenbart ikke vigtigere, end at den bliver gjort betinget og kobles op på, hvad der vanskeligt kan ses som andet end en antikommunistisk dagsorden.
Skammeligt!
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
