Mens bomberne regner ned over Gazas uskyldige befolkning, og israelske kampvogne gør sig klar til invasion, raser en kamp om krigens sandhed. Både om, hvad der kan regnes som fakta og om, hvilke holdninger der overhovedet er tilladte. Hvad er legitimt at sige?
Der bliver for eksempel slået hårdt ned på ytringer, der konstaterer det åbenlyse: At Israel er en besættelsesmagt, der knægter folkeretten, og at det er en krigsforbrydelse at afskære millioner af mennesker i Gaza fra rent drikkevand, strøm og mad, mens man tæppebomber landet.
Det er ubestridelige kendsgerninger. Uagtet de frygtelige konsekvenser som også angrebet den 7. oktober havde for civile.
Ville nogen forskere blive diskvalificeret, fordi de fremstod kritiske over for Hamas, Rusland eller Iran? Selvfølgelig ikke, det er nærmere en forudsætning for at være med i debatten.
FN’s generalsekretær Antonio Guterres kom for skade at sige, at Hamas’ angreb ikke skete i et vakuum, men i lyset af 56 års besættelse og vold mod palæstinenserne. Han fordømte Hamas’ angreb utvetydigt, men blot det, at han vover at nævne faktum – Israels besættelse og aggressive bosætterpolitik – fik landet til at kræve Guterres’ afgang.
Venstres udenrigsordfører, Michael Aastrup Jensen, følte sig derpå kaldet til at melde ud, at Antonio Guterres’ tale var “et kæmpe fejlskud”.
“Det er jo ikke to lande, som er kommet op at slås. Det er en terrororganisation, som har lavet et af de værste terrorangreb i nyere tid. Og der bliver man bare nødt til at sige meget klart, at i forhold til alle internationale regler og love har Israel lov til at svare igen på et terrorangreb og fjerne terrortruslen”, siger Aastrup.
Han har heller ikke – på linje med flere andre danske politikere – opdaget, at Israel er en besættelsesmagt, der dræber hundredvis af palæstinensere hvert år, opretholder et apartheidsystem og holder 2,3 millioner mennesker fanget i et åbent fængsel, ifølge FN. Alligevel må man ifølge Aastrup ikke tale om undertrykkelsen af palæstinenserne.
Den danske regering er gået all-in på besætternes side, og også herhjemme mærker vi den såkaldte cancel culture komme snigende, som vi også har set det i forhold til krigen i Ukraine.
Mellemøstforsker Sune Haugbølle blev i sidste uge angrebet af Henrik Dahl fra Liberal Alliance, fordi han for år tilbage har underskrevet en erklæring, der kritiserer Israels apartheidpolitik. Det ville politikeren bruge til at anfægte forskerens troværdighed og udelukke ham fra debatten.
Ville nogen forskere blive diskvalificeret, fordi de fremstod kritiske over for Hamas, Rusland eller Iran? Selvfølgelig ikke, det er nærmere en forudsætning for at være med i debatten. Politikens tidligere chefredaktør Herbert Pundik var agent for Israels efterretningstjeneste Mossad i årevis samtidig med sit job som journalist. Det blev han nærmere hyldet for, da han afslørede det.
Den danske fodboldspiller Nadia Nadim fik forleden på puklen for at begræde og kritisere overfaldet på et hospital i Gaza. Kritikken skal lukkes ned sammen med retten til at stille kritiske spørgsmål til den danske regerings ageren under krigen.
Når krigen overdøver alt, er det vigtigt at holde hovedet koldt og stå fast på, at det er legitimt at være uenig med den danske regering og de toneangivende medier, se verden i en sammenhæng, beskytte civile og sikre, at klodens lande kan have en stemme for freden i FN.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Det er ikke gratis at levere nyheder og baggrund
med et klart, progressivt verdenssyn. Hjælp
Arbejderen med fortsat at levere gedigen rød
journalistik:
MobilePay: 87278
Abonnér