Der mangler bøger, og der er ikke råd til at vedligeholde skolerne, busture og lejrskoler bliver skåret væk, og en stor del af lærerne er uden uddannelse.
Det betyder, at flere og flere skoler må tigge fonde og lokale virksomheder om håndører.
I Viborg demonstrerer forældrene, i Odense og Aarhus har skolebestyrelserne nægtet at underskrive budgetterne, og hos foreningen Skole og Forældre har flere end 4.500 skrevet under på, at der er for få penge at drive skole for.
Lige nu er de fysiske rammer og de helt konkrete nedskæringer i fokus. Derudover kommer lærernes vilkår og ressourcer og de pædagogiske rammer, som jo er mindst lige så vigtige, og som også er blevet smadret på mange skoler.
Vi skal ikke finde os i, at vores børns skoler bliver lagt i ruiner og overladt til privat velgørenhed – og vi skal kræve en ændring af de virkelige årsager til nedskæringspolitikken.
Det er en hårdt tiltrængt debat, der nu dukker op til overfladen.
Folkeskolen er ramt af systematisk underfinansiering, en mislykket folkeskolereform, der tager selvbestemmelse fra lærerne, og en politik om inklusion, der smider store grupper af børn og unge under bussen.
Lærere forsvinder fra skolerne i højt tempo, og antallet af sager om vold mod lærere slår nye rekorder.
Det betyder, at flere elever bliver flyttet til privatskoler – med støtte fra det offentlige – og dermed udhules folkeskolens muligheder yderligere.
Skolebørnene er nok det værste sted at spare overhovedet – også fra en ren økonomisk betragtning. Børn, der ikke trives, ikke lærer nok og ikke kommer godt ud af skolen, kommer til at koste samfundet det mangedobbelte i årene efter. Alligevel skærer man.
Vreden er altså forståelig, men hvor kommer besparelserne fra?
Skolernes rammer bestemmes næsten udelukkende af kommunernes økonomi, og den har været underfinansieret i årevis.
Der mangler 23,5 milliarder siden 2015, konstaterede Arbejderbevægelsens Erhvervsråd sidste år.
Så når børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye (S) siger, at kommuner sagtens kan løfte folkeskolen, klinger det ualmindeligt hult.
Han henviser til en nylig aftale, der giver kommunerne 3,4 milliarder kroner til velfærd, men de forslår langtfra.
Kommunernes pengekasser bestemmes af økonomiaftalen med Finansministeriet og Folketinget – og den har været for stram år efter år. Den skal nemlig holde sig inden for budgetloven, der holder kommunernes økonomi i en skruestik.
Den daværende socialdemokratisk ledede regering indførte i 2014 dummebøder som økonomisk straf, der har gjort, at kommunerne systematisk har underforbrugt. Også i kommuner der har penge på kistebunden til at løfte skolerne, men ikke må.
Budgetloven blev vedtaget i Folketinget i 2012 som en konsekvens af dansk tilslutning til EU’s finanspagt, der fastsætter en benhård økonomisk sparekurs for hele EU.
Alt dette betyder, at hvis en kommune skruer lidt op for skolernes økonomi, så kommer børnehaver, vuggestuer eller ældre til at betale prisen. Rammen må ikke sprænges.
Der er ikke noget at sige til, at frustrerede forældre landet over synes, at det er som at slå i en dyne.
Vi skal ikke finde os i, at vores børns skoler bliver lagt i ruiner og overladt til privat velgørenhed – og vi skal kræve en ændring af de virkelige årsager til nedskæringspolitikken.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Det er ikke gratis at levere nyheder og baggrund
med et klart, progressivt verdenssyn. Hjælp
Arbejderen med fortsat at levere gedigen rød
journalistik:
MobilePay: 87278
Abonnér
