Kronik
Når alt kommer til alt er det her en falliterklæring for “Det samarbejdende folkestyre”.
Fedtemøget har sat sig og repræsentanter for politiske partier og organisationer har udnævnt sig selv til fedtegrever og -baroner.
“Vi er potentielt på vej mod temperaturstigninger, der er så høje, at klimavidenskaben kalder dem uforenelige med, at vi kan opretholde et globalt civiliseret samfund – og som om få årtier kan lede til et katastrofalt kollaps af havstrømmene i Atlanterhavet. Derfor kan vi ikke længere bare acceptere uambitiøse, utilstrækkelige aftaler, der ikke tager kriserne alvorligt.”
Den Grønne Ungdomsbevægelse er ikke i tvivl, når der skal uddeles karakterer til den aftale om implementering af Den Grønne Trepart, der blev offentliggjort i mandags. Med ovenstående bandbulle aktionerer de i denne uge foran Ministeriet for Grøn Trepart:
Der er snarere tale om et historisk svigt end om en aftale, der vil gå over i historien som et vendepunkt i dansk klima-, natur- og miljøpolitik.
Reaktionen er forståelig.
2023 er lige blevet betegnet som det varmeste år, der nogensinde er målt.
FN’s miljøprogram råbte – igen igen – vagt i gevær op til den igangværende COP 29 i Baku: Hvis vi på globalt plan skal nå 1,5 graders målet fra Paris-aftalen, skal der hvert år – hvert år – frem til 2035 skæres 7,5 procent af udledningen af drivhusgasser. Det svarer til cirka det, verden i coronaåret 2020 reducerede udledningerne med. Men bare hvert år.
For nylig mærkede beboerne i Valencia-området i Spanien de dødelige konsekvenser af oversvømmelser og monsterregn. Den værste naturkatastrofe i nyere tid i Spanien – og intet værn, intet reelt beredskab forberedt.
Det burde mane til eftertanke, også herhjemme hvor der reelt ingen national handlingsplan og koordination er i forhold til oversvømmelser på grund af skybrud og stormflod. En analyse fra Danmarks Teknologiske Universitet har netop konkluderet:
“Klimaforandringerne vil betyde store og stadigt voksende skader som følge af oversvømmelser fra skybrud og stormfloder i Danmark. De forventede skader er omkring 406 mia. kr. fra i dag og 100 år frem.”
Det historiske i aftalen risikerer at ligge i dens svigt.
Det er første gang, at der er lavet en samlet beregning af skadesomkostninger og omkostninger til klimasikring til imødegåelse af oversvømmelser for de næste 100 år for hele Danmark.
Bagtæppet for Thomas Vinterbergs tv-serie “Familier som vores”, der i øjeblikket rydder sendefladen i bedste tid søndag aften på TV2, er ikke så søgt endda.
Handling, koordination, et samlet nationalt ansvar der ikke efterlader lokalsamfund og familier alene med byrderne efterlyses med rette. Og det kan kun gå for langsomt.
Set i ovenstående perspektiver risikerer aftalen om implementering af Den Grønne Trepart unægteligt at blegne. Det har ellers ikke skortet på ord som “historisk” og “generationsaftale” og “milepæl” i omtalerne af aftalen, der angiveligt vil bringe naturen tilbage til Danmark. Og det ér notorisk en omfattende og indgribende aftale, der er indgået 18. november mellem regeringen, SF, Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti og Det Radikale Venstre.
Set i et snævert parlamentarisk perspektiv er den, hvad man kan kalde et gedigent politisk håndværk. Med aftalen har regeringen lukket en kritisk flanke – der er skabt parlamentarisk ro om de vigtigste knaster i klimapolitikken, og store og vigtige interesseorganisationer er blevet politisk bundet op i mange år fremover. Til gengæld er de grønne ungdomsorganisationer, små landbrug, økologiske foreninger, dyrevelfærden, klimaorganisationer og ulandsorganisationer ikke taget i ed.
At der kommer til at ske noget i det danske landskab og i dansk landbrug er sikkert. Men en socialt retfærdig omlægning af dansk landbrug i det omfang, der er brug for for at redde vores jord, natur og mad fra klima-, natur- og biodiversitetskrisen lader vente på sig.
Der er ingen plan for at omstille landbrugets produktion fra animalsk til mere plantebaseret produktion. Den CO2-afgift, som pålægges landbruget fra 2030 oversælges stort og ligger langt under niveauet for CO2-afgift i industrien. Den storstilede plan for arealomlægning, der skal rejse skov og genetablere natur på landbrugsjord, er baseret på jordopkøb via Den Grønne Arealfond. Dén har hidtil ikke været en stor succes. Men den kan da blive et effektivt sugerør for de store jordejere.
Og så står der ellers frivillighed mellem linjerne, for der skal tages med fløjlshandsker på det storindustrielle og monopoliserede landbrug. Erfaringen er ellers, at frivillighedsprincippet sætter tingene i stå.
Det historiske i aftalen risikerer at ligge i dens svigt.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
