Overblik
For nøjagtig et år siden, den 8. januar 2025, hed det på denne plads:
“Grønland og den grønlandske befolkning er i disse dage og uger blevet kastet brutalt ind på den storpolitiske scene.”
Og videre:
“Grønlændernes ret til selv at bestemme deres fremtid må uforbeholdent støttes, og enhver form for indblanding, enhver form for afpresning og bestikkelse, som de udsættes for, må fordømmes. Uanset om den kommer fra USA eller Danmark eller andre steder fra.”
Ved en overfladisk betragtning ser det i disse dage ud, som om det hele gentager sig, omend Grønlands-dramaet i denne omgang er kommet et godt stykke højere op på spændingsskalaen.
Men der er en vigtig forskel i forhold til for et år siden:
USA’s brutalt effektive aggression mod Venezuela den 3. januar og kidnapningen af landets statsoverhoved og hans kone har fjernet enhver tvivl om, hvorvidt administrationen i Det Hvide Hus kan finde på at sætte handling bag Trumps ord.
Det kan den. Og det gør den.
Venezuela blev det første offer for USA’s nye sikkerhedsstrategi. Det blev anskueliggjort, at USA-imperialismen med vold og magt – og med hvilke som helst andre metoder – vil have kontrollen med den vestlige halvkugle. Og det signal, der blev sendt med erobringstogtet mod Venezuela, er forstået på hele den vestlige halvkugle: Hvis ikke I makker ret, tager vi retten selv. Uanset hvilke internationale normer og regler der måtte gælde.
Lige nu forlyder det, at Trump-administrationen er ved at strikke, hvad der kaldes et købstilbud sammen, altså en konkret plan for at få total kontrol med Grønland. Selvfølgelig går USA efter naturressourcer, men hvad der kaldes nationale sikkerhedshensyn er skudt helt i forgrunden.
Ved ethvert forhandlingsbord, som vedrører Grønlands interesser, bør grønlandske politikere sidde for bordenden.
Alle tænkelige scenarier er i spil i forhold til et sådant købstilbud – kun fantasien sætter grænser: Investeringer i polarturisme til gengæld for flere baser end Pituffik Space Base? Eller hvad med ejendomsinvesteringer i den helt store stil, en bosætterplan for amerikanske bosættere til gengæld for at opstille langtrækkende missilsystemer, der kan nå ind i Rusland eller helt til Kina?
En sikkerhedspolitisk rådgiver foreslog i DR TV onsdag aften, at Danmark nu må spille ud med konkrete forslag: Kan en amerikansk militær aktion eller annektering med magt afværges ved at give USA flere baser i Grønland, opstille jord-til-luft-missilsystemer eller opstille radarer langs østkysten?
Udsigten er i ethvert scenarie militarisering af Grønland, Arktis og Norden.
Den politiske krise er åbenbar blandt magthaverne, og den omfatter også EU og NATO-alliancen, der står nøgne, afpillede og magtesløse tilbage efter USA’s magtdemonstration i Venezuela. Statsminister Mette Frederiksen ser med gru i øjnene:
– Hvis USA angriber et andet NATO-land, hører alting op, erkendte hun for nogle dage siden.
Og blandt de danske politikere og meningsdannere er der dybe sprækker i den konsensus, der siden Ruslands invasion i Ukraine for knap fire år siden har domineret totalt.
Den konservative Grønlands-ordfører Rasmus Jarlov har erklæret til den amerikanske tv-station CNN, at “USA påstår, at de er de eneste, der vil beskytte Grønland, men det er faktisk USA, der truer Grønland. Det gør hverken Kina eller Rusland. De har ingen intention om at tage Grønland.”
Weekendavisens allestedsnærværende udlandsredaktør Anna Libak mener til gengæld, at Danmark skal garantere USA, at “Rusland og Kina holdes helt ude af Grønland”. Udenrigsminister Løkke Rasmussen mener nok, at Trump overdriver, når han ser kinesiske og russiske fartøjer overalt langs de grønlandske kyster.
Sandhedens øjeblik kan opstå for enhver!
Midt i det hele sidder den grønlandske befolkning klemt totalt fast i en skruestik, og landets politikere må time for time kæmpe for overhovedet at få en plads og blive hørt. Ikke blot af USA, men også af Danmark.
De seneste dage har givet en pinagtig opvisning i, at det officielle Danmark mildt sagt har meget vanskeligt ved at kaste sine kolonialistiske attituder og ageren fra sig. Et møde i Udenrigspolitisk Nævn tidligere på ugen, hvor der blev givet en grundig redegørelse om “Kongerigets forhold til USA”, var uden repræsentation fra Grønlands regering, Naalakkersuisut.
Som formanden for Grønlands Udenrigs- og Sikkerhedspolitiske Udvalg, Pipaluk Lynge, erklærede:
– De holder et møde om os – et historisk møde om os – uden os. Det er frustrerende at sidde her fra Grønland og skulle bede om at deltage i sådan et usædvanligt møde, når det handler om os. Det er en nykolonialistisk måde at udelukke os på.
USA’s udenrigsminister Marco Rubio har allernådigst sagt ja til en anmodning fra den danske udenrigsminister om et møde i næste uge – og den grønlandske udenrigsminister Vibeke Motzfeldt har lige så allernådigst fået lov til at komme med. Men ved ethvert forhandlingsbord, som vedrører Grønlands interesser, bør grønlandske politikere sidde for bordenden.
Set i et lidt større perspektiv er det værd at minde om, at USA i de seneste år har fået adgang til 47 militærbaser i hele Norden – inklusive de tre som Folketinget ikke tøvede med at sige ja til i juni måned sidste år. De udgør en kæmpefare – ikke en beskyttelse.
Den danske regering siger gang på gang, at Grønland tilhører grønlænderne og ikke er til salg. Men virkeligheden er, at Danmark i årtier har solgt ud af Grønland til USA.
– Vi har allerede i dag en forsvarsaftale mellem Kongeriget og USA, der giver USA vid adgang til Grønland, lød det sandt nok i en officiel statsministerudtalelse tidligere på ugen.
Men der er brug for det helt modsatte end at “give USA vid adgang”. Hælene må sættes i – og det med manér!
Fingrene væk fra Grønland! Reel magt til Nuuk til at bestemme sin fremtid! Væk med alle trusler og skræmmebilleder! Grønland har brug for opbakning til at vriste sig ud af skruestikken.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
