Busruterne bliver nedlagt. Til gengæld skal frivillige køre rundt og samle folk op i landets yderområder.
Det er den seneste geniale udmelding fra regeringens ministre – Venstre-drengene Thomas Danielsen og Morten Dahlin – for afvikling af kollektiv trafik og affolkning af landområder.
Efter i årevis at have skåret ned på den kollektive trafik konstaterer de to ministre, at den ikke fungerer særlig godt vest for Valby Bakke. Der skal nye boller på suppen. I stedet for uddannede og overenskomstbetalte buschauffører skal den lokale præst, købmand eller folkepensionist køre en runde i området. Det lyder hyggeligt og Morten Korch-agtigt, men er det rene galimatias, når man går forslaget efter i sømmene.
Det er markedets omvendte logik, at der absolut skal tjenes penge på busser og anden offentlig service, men det giver ingen mening i virkelighedens verden.
Ydermere skal 17-årige kunne køre bil, så de kan komme i skole i landområderne, lyder det i regeringens udspil.
Man kan både grine og græde over forslaget. Mens alle – også politikere – er enige om, at der skal gøres noget alvorligt ved klimatruslen, nedlægger det offentlige Danmark busrute på busrute. Eksempelvis på Holstebro-egnen hvor der stort set ikke er rutebiler tilbage. På den resterende kollektive trafik stiger priserne år for år, og det er helt OK, ifølge transportministeren.
Der er flere logiske konsekvenser: Yderområder affolkes, fordi folk ikke kan komme på arbejde og i skole. Der bliver langt flere privatbiler, og motorvejene udbygges.
Det er håbløst både for klimaet og sammenhængskraften i Danmark. Alt det regeringen ellers slår sig op på.
Det er markedets omvendte logik, at der absolut skal tjenes penge på busser og anden offentlig service, men det giver ingen mening i virkelighedens verden.
Tilbage til regeringens nye udspil. Frivillige minibus-chauffører vil betyde:
– Løndumping og fyringer af rigtige chauffører.
– Passagerkørsel uden ordentlig uddannelse og sikkerhed.
– Usikkerhed om forsikring.
– Usikkerhed om logistik: Hvornår går bussen, hvis den går? Et stabilt transportnet kræver rigtige jobs.
– Det vil igen betyde, at flere køber en bil – med trængsel og forurening til følge – eller giver op og flytter til de større byer.
Det er blevet en liberalistisk mærkesag at lade “de frivillige” overtage mere og mere af den offentlige service. Samtidig brandes underbetaling som partnerskaber eller samkørsel i den voksende platformsøkonomi.
Hvem stiller Venstre-politikerne til ansvar for deres konsekvente udsultning af udkanten og den kollektive trafik? Skal vi lade os spise af med kørende præster og 17-årige bilister?
Det er de skiftende regeringer, der har ansvaret for nedsmeltningen i den kollektive trafik, og det er sket med åbne øjne.
Det er nu, der skal investeres i miljøvenlige, kollektive løsninger. Både for klimaets skyld og for at vi kan komme fra A til B i hele landet, ikke kun i de store byer.
Læs også
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.