Mindretal af modstand
Der gik kun få dage, efter at Europas storklubber havde stillet forslag om en europæisk Super League i fodbold, før de fleste klubber havde trukket følehornene til sig og forsaget projektet.
Idéen var en lukket klub, hvor de 15 storklubber aldrig rykker ud men derimod skummer fløden fra gigantiske sponsor- og tv-indtægter.
Projektet var kort sagt imod enhver normal tankegang i sportsverdenen, hvor det er resultaterne, der afgør din placering – og om du overhovedet er med.
Hvis vi kan føre kampen mod fodbold-milliardærerne over på den politiske kampplads, vil det se godt ud.
Baggrunden for det hurtige tilbagetog var en stormflod af protester fra medier og politikere, men først og fremmest fra rasende fans.
Modstanden havde et omfang, der betød, at klubberne kunne se, at deres forretningsmodel og brand var i overhængende fare. Dem, der betaler for gildet, var ved at skride.
Søndag stormede så hundredvis af Manchester United-tilhængere klubbens anlæg og stadion forud for kampen mod ærkefjenderne fra Liverpool. Det skete i protest mod Manchesterklubbens amerikanske ejer, rigmanden Joe Glazer. Scenerne gjorde, at man var nødt til at udsætte kampen.
Milliardærernes planer har afstedkommet en hidtil uset vrede blandt millioner af fodboldtilhængere.
De har i årtier set på, hvordan rige oligarker fra USA, Mellemøsten og Asien har købt sig ind i deres elskede sport og brugt traditionsklubber som deres private legetøj.
Det har skabt en voksende frustration, men indtil videre har oligarkerne fået deres vilje. International fodbold er blevet en milliardforretning, hvor penge og magt samles på stadig færre hænder. De fleste arbejdere har ikke længere selv råd til at komme på stadion.
Super League var et forsøg på at malke guldkalven på verdensplan. I en lukket liga kunne man flytte enkeltkampe til Singapore, Mumbai eller Miami og på den måde erobre nye markeder, sponsorer og tv-indtægter. Og løsrive sporten og klubben fuldstændigt fra deres base og historie.
Det er globalisering i sin yderste konsekvens.
Men med Super League-projektet var grænsen nået. Nok var nok.
Pengemændene og monopolerne måtte ud i et uskønt strategisk tilbagetog, men har på ingen måde opgivet at kidnappe fodbolden fuldstændigt.
Protesterne i Manchester var grundlæggende antikapitalistiske.
I mange lande er fodbold et vigtigt politisk spørgsmål, især i arbejderklassen.
Sport er politik, uanset hvad de høje herrer i verdensorganisationen FIFA påstår.
I dag bestemmer pengene 90 procent af alt i fodbold. Med Super League forsøgte giganterne at rage de sidste 10 procent til sig. Men misbruget blev for åbenlyst. Vi fodboldtilhængere fik frataget vores illusioner.
På sin vis er fodbolden som det borgerlige demokrati, hvor borgerne på papiret bestemmer, men hvor pengemagten for længst har taget styringen – eller i hvert fald de 90 procent.
De vrede fans har fået smag for protest, og mange kæmper nu for reelt at tage magten tilbage – eller i det mindste smide rigmændene ud.
Under 80’ernes militærdiktatur i Brasilien indførte spillerne med stjernen Sócrates i spidsen et demokratisk styre for tilhængere og spillere i storklubben Corinthians i Sao Paulo.
Det var med til at sætte skub i landets modstandsbevægelse. Nu spirer en ny modstandsbevægelse inden for fodboldens verden tilsyneladende.
Fodbold fylder meget i mange menneskers liv – og mange er parate til at slås for sportens liv og værdighed mod griske milliardærer. Hvis vi kan føre kampen mod fodboldmilliardærerne over på den politiske kampplads, vil det se godt ud.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
