Der er ingen håndvask, der er bred eller dyb nok til at rumme det blod, som klæber sig til den danske regering og det store folketingsflertal. Sommeren 2025 er blevet en skammens sommer:
Nej, vi skal ikke tage imod sultende og syge børn fra Gaza.
Nej, Danmark skal ikke anerkende Palæstina nu.
Nej, EU skal ikke sanktionere Israel eller ophæve associeringsaftalen eller blot sætte den på pause.
Nej, der skal ikke stoppes for våbeneksport eller andet militært samarbejde med Israel.
For hvert af disse punkter er der udarbejdet snørklede argumentationskæder med det formål at retfærdiggøre slutresultatet:
Ja til fortsat at lade folkemordet i Palæstina udfolde sig for fuld styrke.
Pladsen er ikke her til at gennemgå argumentationskæderne. Det rækker at slå fast, at de ikke holder og må betegnes som det, de er: syge undskyldninger.
Men støtten til folkemordet er uundskyldeligt.
Statsminister Mette Frederiksen bærer et personligt ansvar for den danske støtte til den zionistiske apartheidstat Israels fremfærd.
I snart to år har Palæstina-bevægelsen dagligt, ugentligt, månedligt chantet:
“Åhh, vores regering, de vender blikket den anden vej”. I dag må vi sige: Nej, vores regering vender faktisk ikke blikket den anden vej. Den stirrer med åbne øjne direkte ind i folkemordet, udsultningen, den etniske udrensning, den brændte jord.
Den ser alt.
Det er derfor, der ingen håndvask er, der er bred eller dyb nok til at rumme det blod, som klæber sig til den danske regering.
Statsminister Mette Frederiksen bærer et personligt ansvar for den danske støtte til den zionistiske apartheidstat Israels fremfærd.
Men hvor hun gerne i tide og utide stiller op og taler om Ukraine, så er tavshed den valgte strategi, når det kommer til folkemordet mod palæstinenserne. Interviewaftaler med DR, TV2 eller andre medier – nej tak. I stedet: Små bekymringsopslag på sociale medier eller korte skriftlige bekymringsudtalelser. Forsigtige opfordringer til bødlen Netanyahu om at opføre sig lidt pænere.
Det rækker ikke, og det virker ikke.
87 procent af Gazas territorium er i dag under israelsk besættelse eller omfattet af fordrivelsesordrer, har FN opgjort. Nu har Israels forsvarschef så godkendt planen for at besætte Gaza By efter Netanyahu-regeringens diktat. Klokkeklart folkeretsstridigt. Ifølge flere israelske medier er det planen at mobilisere 80.000-100.000 soldater til forehavendet.
Flere europæiske lande har kaldt Israels besættelse af Gaza By for en åbenlys overtrædelse af folkeretten og den internationale humanitære lov. Tyskland skal angiveligt have standset al våbeneksport til Israel, der kan bruges i Gaza.
Men Danmark? Her pippes lidt op, men handles ikke.
Mens disse linjer skrives, kommer så meldingen om, at Israels finansminister har godkendt byggeriet af 3400 boliger i området kendt som E1 mellem Jerusalem og den besatte Vestbred. Beslutningen er udsendt under overskriften: “At begrave ideen om en palæstinensisk stat”.
Jo længere man venter, jo længere der går uden handling mod Israel, desto nærmere kommer Israel sit mål: At begrave mulighederne for en palæstinensisk stat.
At holde fast i den mulighed var ellers signalet fra den FN-konference, som 27 lande holdt i New York den 30. juli. Hverken USA eller Israel deltog i konferencen. USA kaldte decideret konferencen for et PR-stunt, der ville styrke Hamas.
Konferencen, der havde en tostatsløsning på dagsordenen, mundede ud i en erklæring, der er langt fra uproblematisk. Men det er fuldstændig rigtigt at holde fast på palæstinensernes ret til en stat i den nuværende situation, hvor Israel konkret planlægger den endegyldige annektering af Gaza og Vestbredden.
Derfor er det ekstra patetisk, at adskillige lande i Vesten erklærer, at de godt nok vil anerkende Palæstina – bare ikke nu, men først til september, når FN’s generalforsamling træder sammen. Det er jo nu, der er brug for anerkendelsen for at forhindre den israelske Endlösung. Alt andet er benspænd for en form for statsdannelse og ensbetydende med, at Israel får frie hænder frem til september.
Og vigtigt: Det diplomatiske FN-spor kan ikke adskilles fra virkeligheden. Derfor må anerkendelsen af Palæstina som en selvstændig stat gå hånd i hånd med konkret, aktiv handling for at stoppe folkemordet her og nu.
Nok har været nok alt for længe. Ikke flere døde. Ikke flere sultende. Ikke flere ødelæggelser. Ikke flere lemlæstelser.
Det skal være usagt, om den erkendelse faktisk drøftes i de inderste cirkler af den danske regering. Hvordan finde en udvej væk fra det hjørne, som den har malet sig selv op i? For folkestemningen er ved at vende. På arbejdspladser og uddannelsessteder, i hjemmene, til koncerter og festivals ryster flere og flere på hovedet: Nu må vanviddet stoppe.
En meningsmåling viste i juli måned, at knap 57 procent af danskerne nu mener, at “Israels militære operationer i Gaza siden Hamas’ angreb har været “for vidtgående” (det var nu det spørgsmål, de blev stillet). 7. oktober 2024 mente 45 procent det samme.
Det er et markant skifte.
Et tilsvarende skifte er ganske langsomt ved at indfinde sig i mainstreammedierne, godt hjulpet på vej af Israels systematiske likvidering af journalister og andre pressefolk og krænkelse af pressefriheden. Formuleringer som “apokalyptiske billeder” og “helvede på jord” begynder at finde vej til artikler og reportager. På de bonede gulve er der nogen, der er ved at få kolde fødder og søger efter nye greb for at undgå at blive miskrediteret.
Alt dette peger i én retning:
Palæstina-solidaritet virker. Og den har lige nu potentiale til at udfolde sig bredere end på noget tidligere tidspunkt i de sidste 22 måneder. Vi er på vej til at sige farvel til skammens sommer.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
