Stordemonstration
Hvor langt ud på et skråplan kan man bevæge sig, før balancen tipper, og man snubler og falder ud over kanten? Formentlig meget langt. Men der er dog en grænse.
Dén grænse er rykket faretruende nær, efter at SVM-regeringen med statsministeren i spidsen har annonceret, hvad der kaldes et paradigmeskift i dansk forsvars- og sikkerhedspolitik.
Eller som koldkrigshistoriker Peer Henrik Hansen har sagt til Politiken:
– At kalde det et paradigmeskift er i virkeligheden underspillet. Det er et historisk nybrud af ret store dimensioner.
Ruslands ambassadør i Danmark, Vladimir Barbin, kalder det “ren galskab” og siger i et skriftligt svar til TV2, at Danmark nu “ikke kun overvejer muligheden for en direkte militær konfrontation med Rusland, men også forbereder sig på et sådant scenario” (min fremhævning, LRM).
Hvis du kigger på, hvordan staten Danmark har defineret sig og har ageret militært gennem de seneste 200 år, er det her vitterlig et nybrud.
Peer Henrik Hansen, koldkrigshistoriker
Og hvori består dette paradigmeskift eller historiske nybrud af ret store dimensioner?
“Regeringen har truffet en principbeslutning om, at Danmark for første gang skal opbygge en militærkapacitet med længererækkende præcisionsvåben, som vil kunne ramme mål på stor afstand og kunne nedkæmpe fjendtlige missiltrusler.”
Det var budskabet, da den samlede regeringstop – endnu engang – mødte op til doorstep på grøn gang i Folketinget onsdag den 17. september med budskaber om afskrækkelse, oprustning og konfrontation.
Stikordet her er “længererækkende præcisionsvåben”.
Her og nu er der ingen – ud over måske en snæver militær top – der ved, hvad det er for våben, der tales om. Hvor langt skal de kunne række ind i Rusland eller længere mod øst: 300 kilometer, 600 kilometer, 1200 kilometer? Hvor skal de købes? Hvad vil de koste? Hvor skal de opstilles? Hvad er tidsperspektivet?
Men Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse går nu i gang med at “undersøge markedet for, hvilke længererækkende præcisionsvåben, der passer bedst til Danmarks behov”.
Det vigtige er imidlertid principbeslutningen. For den betyder, at vi fremover godt kan glemme al snakken om, at vi opruster for at forsvare Danmark. Nu handler det om afskrækkelse. Det hedder ordret fra Forsvarsministeriet:
“Beslutningen er truffet på baggrund af forsvarschefens militærfaglige anbefaling og betyder, at Danmark i fremtiden skal besidde langtrækkende præcisionsvåben med henblik på at styrke Danmarks nationale og NATO’s og allieredes kollektive afskrækkelse.” (min fremhævning, LRM)
Er det noget nyt? Ja, det er det faktisk. Koldkrigshistorikeren igen:
– Under den kolde krig var vi en frontlinjestat, og atomvåbnene hobede sig op, men der var vi overhovedet ikke interesserede i at være bevæbnede på en måde, der gjorde os afskrækkende. Der ønskede vi ikke at lyse op som et blinkende mål for Østblokken, selv om vi på mange måder var det.
Og videre:
– Vi går fra aldrig nogensinde at have ejet denne type våben eller overhovedet at tale om at kunne eje den slags. Hvis du kigger på, hvordan staten Danmark har defineret sig og har ageret militært gennem de seneste 200 år, er det her vitterlig et nybrud.
For kort tid siden blev der sat Danmarksrekord, da det største enkeltstående våbenindkøb blev foretaget, nemlig luftforsvar for 58 milliarder kroner.
I det forsvarsforlig, der gælder frem til 2033, er der afsat næsten 315 milliarder kroner. Dertil skal lægges de 10 milliarder kroner, som regeringen vil afsætte på næste års finanslov. Disse enorme summer er nu næsten brugt, forlyder det – kun et beløb i underkanten af 20 milliarder kroner skal være tilbage.
Med andre ord: Kassen er ved at være tom, allerede inden “markedet” for de langtrækkende præcisionsvåben overhovedet er afsøgt. Til det skal lægges, at NATO lige har forlangt, at Danmark opruster luftforsvaret med flere F-35-fly, formentlig 16 flere.
På Facebook skriver statsministeren om det nye paradigmeskifte:
“Det er vigtigt for mig at understrege, at vi ikke gør det her med det formål at gå i krig. Tværtimod. Vi gør det for at undgå krig.”
Det kan ingen tro på.
PS:
Omkring hvert andet barn bekymrer sig om krig og konflikt, viser en spørgeskemaundersøgelse, som 1412 repræsentativt udvalgte elever i 6.-9. klasse har besvaret. Hele 45 procent af de adspurgte svarer, at det, der fylder hos dem i øjeblikket, er, om “krig og konflikter i verden har konsekvenser for mig og min fremtid”.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
