Det er et anslag mod fagbevægelsens ret til at forhandle overenskomster og fagbevægelsens muligheder for at organisere arbejderne. Hvordan var det nu med Nikolaj Willumsens reformplaner? Hvorfor lykkedes det ikke at stoppe mindstelønnen?
Natten til tirsdag besluttede EU at vedtage et direktiv om mindsteløn.
Unionen må godt nok ikke blande sig i lønforhold – men det er muligt at få EU’s jurister til at sige ja til det meste, hvis EU-toppen ønsker det.
Spørgsmålet er, hvornår nok er nok?
Direktivet betyder, at Kommissionen og EU-domstolen kan tvinge Danmark til at indføre en mindsteløn – og dermed underminere den danske model, hvor fagforeninger og arbejdsgivere aftaler løn og arbejdsforhold.
Mette Frederiksen har sagt, at hun føler sig tryg ved direktivet, men det er i sig selv ikke særligt betryggende. Den danske regering, fagforeninger og arbejdsgivere protesterede mere eller mindre højlydt, men EU tromlede uden videre hen over den danske modstand.
Med direktivet kræver EU mindsteløn eller lignende tiltag, hvis overenskomstdækningen på arbejdsmarkedet er under 80 procent i et land. Den danske overenskomstdækning ligger på lige omkring 80.
Det nye direktiv er belagt med smukke ord om respekt for kollektive aftaler og om at sikre arbejdere en værdig løn efter år med stadig flere arbejdende fattige i Europa.
Men erfaringerne viser, at mindstelønnen hurtigt bliver til normallønnen, og at fagforeningerne bliver svækket. Det ses blandt andet i Storbritannien og Tyskland.
I Tyskland indførte regeringen mindsteløn i 2015, og siden er antallet af fattige steget. 11 procent er arbejdende fattige i Tyskland i dag. Blandt arme-ben-firmaer og falske selvstændige er det 22 procent. Masser af store virksomheder har lagt sig på mindstelønnen og henviser til, at de ikke behøver forhandle overenskomster.
Danfoss er en af dem. I Nordborg og andre danske fabrikker har virksomheden overenskomst, men i Flensborg – otte kilometer syd for grænsen – nægter man at forhandle med de ansatte og henviser i stedet til landets mindsteløn.
Det største problem er derfor, at EU-mindstelønnen kan fjerne kampen for løn og arbejdsvilkår fra arbejderne og deres organisationer. Vores forhandlingsret bliver svækket og i værste fald smadret. Det er et kæmpe angreb på vores demokratiske og faglige rettigheder og på vores levevilkår.
Direktivet ligger til gengæld fuldstændigt i tråd med EU’s indre marked og målet om fri konkurrence.
Det skal være nemt og harmoniseret, når virksomheder etablerer sig i andre lande. De skal ikke forstyrres af fagforeninger og særlige krav fra nationale arbejdere. Derfor er mindstelønnen endnu et skridt på vej hen imod en europæisk forbundsstat.
Spørgsmålet er, hvornår nok er nok?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.