Ikke med i FN-forbud
Er sanktioner svaret på den frygtelige krig, som lige nu foregår i Ukraine?
Det mener i hvert fald USA, Storbritannien og EU, som har indført både økonomiske og finansielle sanktioner og sanktioner, der rammer handel, medier, sport og kultur.
Herhjemme mener flere partier, heriblandt Enhedslisten, at sanktionerne skal være endnu hårdere, end de er nu. De kræver, at Rusland skal udelukkes fra det internationale bankoverførselssystem SWIFT, og mener i forskellige variationer, at Europa bør lukke for import af russisk gas.
Der argumenteres med, at det vil presse Rusland til at ændre politik og trække sig ud af Ukraine. Spørger man nogle af dem, som har forsket i krig og sanktioner, er svaret dog knap så skråsikkert.
Andre ser økonomiske sanktioner som en særlig “blød” form for reaktion – i modsætning til krudt og kugler.
Hvis intet tyder på, at sanktioner kan få Rusland til at ændre politik, stoppe angrebet og trække sig ud af Ukraine, hvorfor er sanktioner så et godt middel?
Tre spørgsmål må i hvert fald stilles: Virker sanktioner? Rammer sanktioner de rigtige? Er sanktioner en “blød” reaktion? Og så kan man også tilføje spørgsmålet: Hvilke afledte effekter har sanktioner mod Rusland?
Ifølge FN boede mere end en tredjedel af verdens befolkning i årene 2015 til 2020 i lande, der var ramt af sanktioner i varierende grad. Der findes altså en række erfaringer med økonomiske sanktioner.
Disse erfaringer viser, at selv om økonomiske sanktioner har en eller anden virkning, er det uhyre sjældent, at det får et land til at ændre politik – og slet ikke store stater som Rusland.
Erfaringen viser også, at det altid er den brede befolkning, som rammes hårdest – og for dem kan sanktionerne være lige så dødelige som en krig. Det har vi set i blandt andet Iran, hvor sanktioner har skabt mangel på helt basale nødvendigheder som mad og medicin og medført stigende børnedødelighed. Sanktioner er altså ikke altid en “blød” reaktion.
Det, som lige nu sker i Rusland, er stigende priser, som først og fremmest rammer den almindelige russiske befolkning. En række udenlandske virksomheder vil sandsynligvis lukke, hvilket vil skabe arbejdsløshed. Også det rammer den brede befolkning.
Dertil kommer de afledte effekter, som kan sprede sig til hele verden. 30 procent af verdens eksport af hvede kommer fra Rusland og Ukraine. Hvis den bliver ramt, kan det betyde fødevarekrise og hungersnød – især i Afrika. Allerede nu er prisen på hvede på himmelflugt.
Også olie- og gaspriserne er eksploderet. Det rammer ikke mindst hårdt i Europa, hvor omkring 40 procent af al importeret naturgas kommer fra Rusland. Igen gælder altså, at det rammer den brede befolkning hårdest.
Man må stille spørgsmålet:
Hvis intet tyder på, at sanktioner kan få Rusland til at ændre politik, stoppe angrebet og trække sig ud af Ukraine, hvorfor er sanktioner så et godt middel?
Hvis sanktioner først og fremmest rammer den brede russiske befolkning med dertil hørende fattigdom, hvorfor er det den rette vej at gå?
Hvis sanktioner rammer den fattigste del af befolkningen i hele verden og skaber hungersnød, er det så den rette vej at gå?
Nej, sanktioner er hverken svaret eller løsningen på krigen i Ukraine. Sagt med fredsforsker Jan Øbergs ord: “Der er så mange redskaber i værktøjskassen for konfliktløsning. Alligevel er det kun hammeren, der bliver brugt, selvom vi ved, at der ikke kan skabes varig fred ved hjælp af våben.”
Læs også
Udland
Efter invasion i Ukraine
Eksperter i konfliktløsning: Mægling og diplomati er eneste vej til fred
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
