Om alt går vel, falder der ingen bomber over Gaza, når du læser dette.
Våbenhvileaftalen mellem Israel og Hamas træder i kraft søndag den 19. januar. Det er i sit indhold stort set den samme aftale, som blev lagt på bordet i maj sidste år, og som Israel med USA i ryggen har forhalet lige siden. På den konto blev yderligere 10.000 palæstinensere dræbt i et folkemord, der varede ved til de sidste timer, inden våbenhvilen blev en realitet.
Våbenhvilen er det første stop for kampene siden den syv dage lange humanitære pause i november 2023.
Både Hamas og den israelske regering har i de seneste dage godkendt aftalen, som nogle rundt i analysekontorerne på den ene og den anden side af Atlanten har travlt med at tale op – og andre med at tale ned.
For palæstinenserne i Gaza er den uvurderlig. Efter 15 måneder med en uophørlig udslettelseskrig, permanent bomberegn, uendelige ødelæggelser, over 100.000 døde, sårede og lemlæstede stopper bomberne nu. Myrderierne hører op.
Betydningen af det kan ikke overvurderes. Håbet om at overleve, at kunne vende tilbage til ens hjem eller til de murbrokker, der er tilbage af det, er stort. Uanset hvilke motiver, der førte til våbenhvilen, eller hvad der kan ske senere, er der ingen tvivl om, at selv en time uden bomber gør en enorm forskel for folk i Gaza.
Israel står mere isoleret end nogensinde før i sin historie, betragtet som en paria i store dele af verden og med sine ledere som fredløse. Men hverken den israelske stat eller dens imperialistiske sponsorer vil give det palæstinensiske folk noget som helst uden kamp.
Solidaritetsbevægelsen verden over, i København, Washington, Paris, Madrid og utallige store byer i det globale syd, har i 15 måneder skrevet kravet om våbenhvile med kæmpe bogstaver på deres bannere. Dette pres skal ikke underkendes.
Det store spørgsmål er naturligvis, om våbenhvilen bliver andet end en pause i folkemordet, eller om den fører til noget, der bare minder om fred, således at det frie Palæstina rykker nærmere.
“Vi har en gidselaftale. Tak!” Det var de første ord, som USA’s præsident fra den 20. januar, Donald Trump, udsendte på sine sociale medier. Ikke et ord om palæstinenserne. Og dermed også et forvarsel om, at den tiltrædende amerikanske administration gerne vil redde et krigsudmattet Israel, men ikke har et frit Palæstina på dagsordenen.
Det er værd at huske på, når man tilskriver Trump-lejren og det mere alvorlige pres, den har lagt på Netanyahu-styret, gennembruddet i at få en våbenhvile på plads.
Den indgåede våbenhvileaftale er inddelt i tre faser og rummer en lang række indbyrdes forbundne skridt og tiltag. Der er mange indbyggede farer, især når man tager i betragtning, at den er indgået med en krigsforbryder omgivet af fascistiske fanatikere – for nu at tale lige ud af posen.
Våbenhvilens første fase indebærer en 42-dages våbenhvile, frigivelse af 33 kvinder, børn, ældre og sårede civile gidsler til gengæld for frigivelse af 737 palæstinensiske fanger i israelske fængsler. Den omfatter øget humanitær bistand og brændstof samt delvis tilbagetrækning af israelske soldater fra nogle områder i Gaza. Palæstinenserne vil også få lov til at begynde at vende tilbage til det, der er tilbage af deres kvarterer og hjem.
Detaljerne i anden og tredje fase vil blive diskuteret på et tidspunkt under gennemførelsen af første fase.
Aftalens succes eller fiasko vil afhænge af implementeringen, herunder af om USA vil garantere dens gennemførelse eller lade palæstinenserne sejle deres egen sø, når våbenhvile-propagandasejren er hentet hjem.
Risikoen for, at Israel genoptager aggressionen om et par uger, er reel. For Israel har jo ikke nået et af sine vigtigste krigsmål, nemlig at udslette den palæstinensiske modstand, konkret Hamas. Bemærk også, at Vestbredden ikke er omfattet af aftalen. Her har Israel frie hænder til fortsat at slå til.
Efter at israelske styrker har dræbt mere end 46.000 palæstinensere – og højst sandsynligt titusinder flere – fordrevet to millioner mennesker og ødelagt næsten 70 procent af alle bygninger i Gaza, er det palæstinensiske folks skæbne stadig usikker.
Lige nu og her er der naturligvis brug for en akut og storstilet humanitær hjælpeaktion for at afhjælpe den sult-, sundheds- og boligkrise, som det israelske militær har påført, og begynde at reparere de ødelæggelser, der har gjort store dele af Gaza ubeboelig.
Vi må kræve maksimal støtte til denne hjælpeaktion af den danske regering, der hele vejen igennem har været en tavs tilskuer til folkemordet.
Israel står mere isoleret end nogensinde før i sin historie, betragtet som en paria i store dele af verden og med sine ledere som fredløse. Men hverken den israelske stat eller dens imperialistiske sponsorer vil give det palæstinensiske folk noget som helst uden kamp.
Derfor er det afgørende, at den storslåede solidaritetsbevægelse med det palæstinensiske folk, som har udviklet sig i Danmark og over hele verden, forbliver i en tilstand af mobilisering. Der er stadig uendelig meget at kæmpe for!
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.