Analyse af dansk Draghi/Letta-rapport
Man kan ønske sig meget til jul. Men den indiske kommunist, der står for budskabet på fotoet, der ledsager denne artikel, har et simpelt ønske for os alle:
Det eneste, vi ønsker os, er kommunisme i hele verden!
Gid det dog var så enkelt. Som den tyske digter Bertolt Brecht skrev om kommunismen: “Den er det simple – som det er svært at gennemføre.”
Ønsket, bestræbelsen er der imidlertid intet galt med. Og i året, der er gået, er det i hvert fald blevet bekræftet, at der er brug for grundlæggende andre måder at organisere og styre samfundene på end de kapitalistiske, hvis menneskeheden skal have en chance for at overleve – og leve.
I året, der er gået, er det blevet bekræftet, at der er brug for grundlæggende andre måder at organisere og styre samfundet på.
Alle de kriser, som vi må leve med, er blevet forstærket. Klima- og biodiversitetskrisen, som alle taler om, men ingen reelt gør noget ved. De indre modsætninger i produktions- og forbrugsmåden. Og ikke mindst den verdensomspændende sundhedskrise, som corona-pandemien har kastet verden ud i.
Set i en global målestok er det slående, hvor ringe pandemien er blevet håndteret, hvor sårbare sundhedsvæsnerne har vist sig at være. En netop udsendt rapport om ulighed i verden forklarer noget af årsagen: I løbet af de sidste 40 år er mange lande godt nok blevet rigere, men regeringerne, det offentlige, er blevet fattigere. Der er således skabt en kløft mellem regeringernes rigdom og den private sektors rigdomme:
“I de rige lande er den andel af rigdommene, som den offentlige sektor råder over, tæt på nul eller negativ, hvilket er ensbetydende med, at de samlede rigdomme er på private hænder.”
Så derfor står staterne ringere rustet nu end for 40 år siden til at tackle sundhedskriser, klimakriser og andre af de kriser, der trænger sig på.
Krisen i det danske sundhedsvæsen har naturligvis også sine egne årsager, men den er ikke unik. For også den har sin rod i den nyliberale tilgang til den offentlige sektor, der har været dominerende i flere årtier. Derfor står Danmark nu i den absurde situation under pandemien, at samfundet er nødt til at tilpasse sig sundhedsvæsenets begrænsninger, i stedet for at sundhedsvæsenet opfylder samfundets behov.
Stor tak til de ansatte i sundheds- og sygehusvæsenet for at det ikke er gået helt galt!
På den storpolitiske scene blev imperialismens exit fra og nederlag i Afghanistan i august måned en begivenhed, der vedbliver at trække dybe spor – selvom den her blot få måneder efter på det nærmeste er gået i glemmebogen. Nederlaget var et eklatant eksempel på de nye styrkeforhold i verden, og USA og NATO slikker stadig sine sår.
Men en såret imperialisme er en farlig imperialisme, og derfor går vi ind i et nyt år i en situation med øgede spændinger. Det er, som om Vesten har givet sig selv lov til mere uansvarligt end i årevis at slå på krigstrommer og true med bål og brand. Den systemiske krig mod Kina og dæmoniseringen af Rusland er blevet en fast bestanddel af hverdagen – og omfanget af fake news og fordrejninger når nye højder.
Det er i virkeligheden et af tidens vigtige kendemærker: Hvordan grænsen mellem sandhed og løgn, mellem viden og holdning udviskes. Det bliver stadig sværere at orientere sig, også i det politiske liv herhjemme, der forekommer deformeret, præget som det er af løse påstande, demagogi og opportunistisk tilgang til selv de alvorligste problemstillinger.
På et tidspunkt hvor der er brug for, at flere engagerer sig, skaber det afstand og lede ved politik.
Set i det lys er det opmuntrende, hvor mange der i 2021 tog sagen i egen hånd, sluttede sig sammen med andre og valgte kollektivt at tage kampen op. Hold op hvor har der været gang i alskens bevægelser! Og de har så sandelig også sat sig spor. I kampen for at give fagbevægelsen nyt fodfæste og bedre overenskomstdækning og afvise social dumping. I kampen for at sætte mennesker og natur frem for profit. Ingen nævnt ingen glemt.
Så midt i pandemiens rasen og den usikre situation i verden er netop dét værd at holde fast i: Det nytter at kæmpe. I stort såvel som i småt.
Godt rødt nytår!
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
