Det går som en rød tråd gennem mange artikler og kommentarer i dagspressen, at folk er frustrerede og oprørte over de mange besparelser i kommuner og regioner, der rammer sundhed, uddannelse, ældrepleje, transport mv.
De ansatte appellerer til politikere om at lempe på bevillingerne, og løse problemerne ad den vej. Men det er ikke gået op for folk, at vi er underlagt EU´s direktiver og forordninger, som netop foreskriver en stram indkomstpolitik og prioriterer privatiseringer og udliciteringer.
I stedet for bønskrifter og spredte protester, bør der rejse sig en storm mod EU – fredens projekt – hvor vi nu skal betale milliarder til krigen i Ukraine og andre steder, for at forsvare storkapitalens interesser.
Hvis du som borger vil ændre på forholdene, betyder det at vi skal ud af EU – det kan ikke gå stærkt nok!
Finansminister Nicolai Wammen fik ørerne i maskinen, da han forleden fremsatte finanslovsforslaget og koblede de kommunale nedskæringer med stigende udgifter på det specialiserede socialområde. De berørte mennesker ønskede ikke at være ministerens syndebuk, og det kan man jo godt forstå.
Wammen måtte beklage, men politikken stod ved magt: Det går ufatteligt godt, og der er penge nok, men vi må jo huske at være ansvarlige, lød mantraet, serveret med det sædvanlige, ovale smil.
Så der skal lukkes skoler og skæres ned på hospitaler og fyres pædagoger i kommuner og regioner. Det sker med åbne øjne og fuldt overlæg, selv om finansministerens egne tal dokumenterer, at der er rigeligt råd til at sikre ordentlig velfærd – hvis regeringen ville. Det vil den ikke. Det er meget simpelt.
Prinsen, militæret og regeringen vil have os til at klappe hælene sammen, gøre honnør, hoppe i uniformen og i øvrigt betale ved kasse 1.
Nicolai Wammen pegede på, at regeringen må sørge for, at inflationen ikke løber løbsk. Derfor kan man ikke sikre velfærden, var argumentet. Og derfor løb man fra sit løfte om at forbedre seniorpensionen. Med andre ord er det de gamle, børnene og de syge, der skal betale – for hvad, kan man spørge. For krudt og kugler og skattelettelser, såmænd.
Regeringen kaster som bekendt milliard på milliard efter krigsmateriel og skattelettelser til landets rigeste. Alene på Forsvaret 143 milliarder ekstra de næste ti år. Begge dele er i den grad noget, der forstærker inflationen, men det accepterer man uden at kny.
Til sammenligning er velfærden blevet underfinansieret med 22,5 milliarder kroner siden 2015, viser ny analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.
I den situation er der brug for at bruge alle kræfter på at overbevise folk om, at den politik er absolut nødvendig.
Til det formål har man fra Forsvaret fundet sin attaché Prins Joachim et sted i Staterne, hvorfra han har indtalt en højstemt video i anledning af soldat-veteran-dagen den 5. september. Ledsaget af billeder af Frihedsgudinden og angrebene på World Trade Center siger prinsen med tilpas patos:
“Et forfærdeligt angreb sendte os til fjerne krige for at kæmpe for frihed og sikkerhed.” Herfra klipper videoen hurtigt videre til blandt andet Israel og Ukraine. Logikken er ikke til at tage fejl af, selv for de mest tungnemme. Prinsen, militæret og regeringen vil have os til at klappe hælene sammen, gøre honnør, hoppe i uniformen og i øvrigt betale ved kasse 1. Der findes de gode og de onde – og de gode er åbenbart amerikanerne oppe i Frihedsgudinden.
Den slags kunne kaldes propaganda i mange andre lande – på linje med statsministerens hoppen i F-16-flyet med Ukraines præsident. Men i Danmark er det folkeoplysning til borgerne, betalt af borgerne – og til støtte for rustningsindustrien. Hvis vi bliver frygtsomme og autoritetstro, glider det nemmere ned, at syge og gamle bliver ofret for krigens og forsvarsindustriens skyld.
Er der da slet ingen andre grunde til, at regeringen udsulter velfærden, når nu pengekassen bugner? Ikke nogen særligt gode grunde, nej, men Folketingets budgetlov spiller også en rolle. Den er resultat af EU’s finanspagt (selv om Danmark officielt ikke er med) og sikrer en konsekvent underfinansiering af den offentlige velfærd.
Hvor længe vil vi egentlig finde os i det?
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
