Læserbrev
Det er en myte, at der er en EU-hær på vej!
Den påstand høres med jævne mellemrum, ikke mindst for tiden hvor der er ved at blive gjort klar til slaget om det danske forsvarsforbehold.
“Myte 1: EU-hæren kommer!” skrev en forsker fra Dansk Institut for Internationale Studier således for nylig på Altinget – og argumenterede med, at “den militære del af EU’s forsvarspolitik er både mellemstatslig og frivillig”.
Men det er jo ikke et argument imod, at EU-landene faktisk opererer samlet militært.
Så er Politiken mere ærlig. Avisen roste på lederplads tidligere på ugen, at EU’s forsvars- og udenrigsministre netop har vedtaget en ny samlet forsvarsstrategi. Den opererer blandt andet med en frivillig udrykningsstyrke på op til 5.000 mand. Det er ifølge Politiken “en god ting, ikke noget som forsvarsminister Morten Bødskov (S) straks bør bagatellisere ved at sige, at det ikke er en EU-hær. Naturligvis er det på sin vis en EU-hær. Ja, lille og frivillig, men en fælles væbnet styrke” (Arbejderens fremhævning).
Forsvarsforbeholdet betyder noget. Det er ikke kun symbolik. Det udgør stadig en bremseklods i forhold til fuldtonet dansk tilslutning til europæisk militarisme.
Den i EU-tilhængerkredse meningsdannende avis anbefaler, at ja-siden op til folkeafstemningen skal være ærlig og sige det, som det er, “stå på mål for, at det er i Danmarks interesse at droppe forsvarsforbeholdet netop for at kunne være med i en sådan fælles styrke”.
Ærlig snak – og langt fra påstandene om myter.
Allerede i dag råder EU over forskellige indsatsstyrker. Her skal nævnes Eurocorps og Den Europæiske Gendarmeri Styrke samt EU’s kampgrupper. Sidstnævnte er en styrke på omkring 27.000 soldater og har været operationel siden 2007. Og de har faktisk også været sat ind, primært i områder i Afrika hvor Frankrig tidligere har huseret som kolonimagt og nu har neokoloniale interesser at pleje.
De 5000 i indsatsstyrken, der blev vedtaget tidligere på ugen, er et led i en ny fælles sikkerheds- og forsvarsstrategi, kaldet EU’s strategiske kompas, som skal endeligt godkendes på EU-topmødet i Bruxelles torsdag og fredag i denne uge. Soldaterne skal kunne rykke ud med kort varsel.
Indtil nu har Danmark ikke stillet med soldater til kampgrupper eller indsatsstyrker. Det forhindrer vores forsvarsforbehold. Men som udenrigsminister Jeppe Kofod sagde i mandags i Bruxelles, så “skal Danmark også være helt og fuldt med. Vi skal ikke være det eneste land af de 27, som står udenfor.”
Så jo – der ér noget at stemme om den 1. juni. Forsvarsforbeholdet betyder noget. Det er ikke kun symbolik. Det udgør stadig en bremseklods i forhold til fuldtonet dansk tilslutning til europæisk militarisme.
Det er der knap 70 dage til at overbevise et flertal af danskerne om.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
