Udskrift af radiointerview
I dag er det 75 år siden, at Den Kinesiske Folkerepublik blev proklameret. Lørdag den 1. oktober 1949 trådte Mao Zedong ud på balkonen over indgangen til Den Forbudte By, og med udsigt over Den Himmelske Freds Plads meddelte han formelt, at Folkerepublikken Kina var grundlagt.
– Der er nu vundet en afgørende sejr i folkets befrielseskrig, og størstedelen af landets befolkning er blevet befriet, lød det hen over pladsen.
Den kinesiske folkerevolution i 1949 var en af de vigtigste revolutionære begivenheder i det 20. århundrede.
I 1949 boede der anslået 540 millioner mennesker i Kina. Over halvdelen af befolkningen var analfabeter. Fattigdommen var ekstrem. I mere end 100 år havde landet lidt under udenlandske magters udplyndring, undertrykkelse og nedværdigelse: De britiske og franske kolonimagters opiumskrige i midten af 1800-tallet, Japans uhørt grusomme invasion og besættelse fra 1937 og frem til Anden Verdenskrigs afslutning. For blot at nævne et par eksempler.
Kina eksisterer, og det insisterer på at følge sin egen, socialistiske udviklingsvej.
I årene op til, under og efter Anden Verdenskrig førtes opgøret med de gamle feudale kræfter, nye og gamle imperialister og den siddende Kuomintang-regering under ledelse af Chiang Kai-shek til ende. Proklamationen den 1. oktober indledes netop med at fastslå, at Folkets Befrielseshær havde besejret Chiang Kai-sheks reaktionære Kuomintang-regering.
Folkerevolutionen i 1949 var først og fremmest en antikolonial revolution, der forenede den nationale frigørelse med den sociale frigørelse. Den skabte mulighed for, at de kinesiske bønder og arbejdere kunne blive herrer i eget hus. Den slog rod på et tidspunkt, hvor socialismen udvidede sit rodfæste i Europa, og antikoloniale og antiimperialistiske bevægelser, oprør og revolutioner bredte sig på flere kontinenter.
Nu 75 år senere er socialismen i Europa en saga blot, og et egentligt socialistisk verdenssystem eksisterer ikke. Men det gør Kina stadig – og det insisterer på at følge sin egen, socialistiske udviklingsvej.
Kinas Kommunistiske Parti beskriver selv, at Kina befinder sig i den første fase af socialismen. Revolutionen er ikke slut, men kun lige begyndt så at sige. For socialisme er ikke en tilstand, noget én gang givet, der drejer om sig selv. Det er en proces, der har rod i klassekampen. Også i Kina er forskellige klassekræfter aktive.
Og socialisme bygges under konkrete omstændigheder, i en bestemt historisk kontekst. I dag må Kina eksempelvis agere inden for rammerne af det imperialistiske system og må gennemføre sit udviklingsprojekt – sin modernisering som det kalder den – inden for rammerne af en kapitalistisk verdensøkonomi.
Men når det er sagt, er det værd at gentage: Kina eksisterer, og det insisterer på at følge sin egen, socialistiske udviklingsvej. Uanset om man er socialist eller kommunist eller revolutionær eller bare sådan venstreorienteret i al almindelighed, kan man ikke undgå at forholde sig til det.
Og det handler om at holde tungen lige i munden. Ikke falde for koldkrigsnarrativer om det autokratiske styre i Beijing parret med automatgentagelser om menneskerettighedskrænkelser. Ikke lytte til ekkoet af den mainstreamdagsorden, der henter sin inspiration i den vestlige imperialismes hovedcentre.
Kina anno 2024 er verdens andenstørste økonomi. Det er en kæmpe fredsinfluencer i det internationale diplomati, hvor det er en afgørende faktor for at samle det globale syd. Inden for relativt få år har det kinesiske folk taget et tigerspring ud af fattigdom og kolonial undertrykkelse. Det kinesiske samfund er særdeles mangfoldigt, men det er også komplekst og modsætningsfyldt.
Her ved 75-året for folkerevolutionen kipper vi med flaget. Om nogen fortjener Kina, at vi nærmer os dets socialismemodel og udviklingsvej både nysgerrigt og fordomsfrit. At vi forsøger at forstå og ikke fordømme. At vi er solidariske med alt, hvad der fører socialismen fremad, og forsvarer Kinas ret til at eksistere og agere i egen ret.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
