Læserbrev
USA’s Forenede Stater har én. Og Den Europæiske Union har én. En årlig tale, kaldet State of the Union.
Det, vi har brug for, er den europæiske forsvarsunion.
Ursula von der Leyen, EU-kommissionens præsident
I USA holdes den af præsidenten først på året, og i EU er det EU-kommissionens præsident, der holder den i efteråret. Så mens vi venter på det vigtige tyske valg om et par uger, holdt Ursula von der Leyen sin State of the Union-tale i onsdags.
“Styrkelse af Unionens sjæl” er titlen på talen, der i højstemte vendinger talte om både sjæl og ånd og knuste hjerter og følelsernes styrke og europæiske værdier.
Der blev smurt godt på – i den danske version af talen optræder ordet værdi 21 gange, frihed ti gange, sjæl ni gange og forskellige konstellationer med ung hele 20 gange. Så dagsordenen er sat for at peppe unionsprojektet op, så det indfanger den unge generation. Og så bankes der lidt ny optimisme ind i EU-parlamentet efter et par år med pandemisk depression.
Hør blot:
“Men uanset hvor ufuldkommen vores Union måtte være, er den på smukkeste vis enestående og samtidig enestående smuk. Det er en Union, hvor vores individuelle frihed næres af styrken i vores fællesskab. … En Union med sjæl.”
Når Unionens sjæl skal foldes ud og materialisere sig i noget konkret, viser den sig imidlertid ikke som et livgivende, åndeligt princip, men som et helt katalog af konkrete nye tiltag, der skal befæste Unionen indadtil og udadtil. For at pleje de monopolinteresser, som EU repræsenterer. Og med den nationale selvbestemmelsesret og arbejderinteresser som offer.
For blot at nævne to vigtige elementer fra talens lange katalog:
“Det, vi har brug for, er den europæiske forsvarsunion”, erklærede Ursula von der Leyen og annoncerede en stribe tiltag – lige fra et forslag om at afskaffe moms ved køb af forsvarsmateriel, der er udviklet og produceret i Europa, over mere fokus på at få EU’s indsatsstyrker til at rykke ud til en europæisk cyberforsvarspolitik med lovgivning om fælles standarder.
Våbenindustrien og generalerne må klappe i deres hænder.
Dernæst: På sundhedsområdet skal den åbenlyse fallit, som EU spillede, da pandemien kom, benyttes til at skabe en egentlig sundhedsunion. “Det gør vi nu til virkelighed”, erklærede EU-præsidenten og kom også på dette område med en række konkrete tiltag.
Medicinalindustrien må klappe i sine hænder.
Knap så kæphøj er von der Leyen, når hun kigger ud over Unionens grænser. For verden er på vej ind i “en epoke med regionale rivaliseringer og med stormagter, der igen sætter fokus på hinanden”. Det er bemærkelsesværdigt, at von der Leyen kun nævner Kina ganske få (tre) gange i sin tale og da i pænt neutrale vendinger. Der kaldes ikke direkte til kold krig. Men det kinesiske spøgelse huserer underliggende i denne “epoke med ekstremt hård konkurrence”.
Så vidt intentionerne der ikke lover godt for de europæiske folk. Hvorvidt de bliver indfriet afhænger ikke mindst af, hvordan det tyske valg ender den 26. september.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
