GO globaloffice Politics
Globale interventioner og nykolonialisme
4. april 1949 tilsluttede Danmark sig Atlantpagten og blev medlem af NATO og dansk neutralitetspolitik var slut.
Dermed fik vi en udenrigspolitik som lagde sig efter Amerikas ønsker og som har involveret os i globale krigsførende indsatser med tab af danske soldaters liv til følge.
Danmark er altså også kun på vej ud af USA`s 20 år lange besættelse af Afghanistan for nu at overflytte og videreføre krigen i en Euro operation i nord – vest Afrika, i Mali og Sahel med Task Force Takuba som er under kommando af den franske militærs Operation Barkhane.
Det er ligesom om vi ikke kan få nok af den evindelige krig. Den er blevet en del af den politiske værktøjskasse, – med fare for verdensfreden på sigt.
Nykolonialismen trives i skyggen af de militære interventioner og besættelsesmagten i andre folks lande.
Den 2. januar 2013 døde en dansk oversergent af en vejsidebombe i Gereshk i den afghanske Helmand-provins. Han blev den sidste ud af i alt 43 danske soldater, der døde under den to årtier lange krig og besættelse i Afghanistan.
Og de døde forgæves.
Siden de første missiler blev affyret og de første flybårne bomber nedkastet over Afghanistan den 7. oktober 2001, har næsten 11.000 danskere været udsendt til Afghanistan. Mange af dem er mærket på krop og sjæl.
Og deres ar har ikke bragt det afghanske samfund fred, frihed og velstand.
Det er den forfærdelige sandhed her i 20-året for krigens start.
Skulle man være i tvivl om, hvorvidt der findes noget som “humanitær krig” eller “bomber for fred”, så læs engang Carsten Jensens roman Den første sten om en gruppe danske soldater, der er udstationeret i netop Helmand-provinsen. Her skrælles lag på lag af krigens gru, så det løber én koldt ned ad ryggen.
Nu trækker imperialismen så gradvist sine militære styrker ud af Afghanistan. I søndags blev det amerikanske flag sænket på en militærbase i den sydlige Helmand-provins. Også de danske styrker har strøget Dannebrog foran NATO’s militære hovedkvarter i Kabul. Senest den 11. september skal den sidste NATO-soldat have forladt landet.
I flere artikler her på arbejderen.dk dokumenteres det i disse dage, at Afghanistan 20 år efter krigens og besættelsens start er et morads af usikkerhed, overgreb, social nød, ja en humanitær katastrofe. Og med et helt uafklaret militært styrkeforhold mellem Kabul-regeringen og Taleban-bevægelsen, skarpt opdelt mellem by og land.
Ifølge FN er mere end 100.000 civile afghanere blevet dræbt eller såret alene de seneste ti år.
Hertil kommer hundredtusindvis af afghanere, der er blevet hjemløse, arbejdsløse samt er blevet drevet på flugt i eller udenfor deres eget land.
Det officielle Danmark har igennem alle 20 år fulgt USA og NATO i tykt og tyndt. Forudseende politikere, krigsmodstandere, kommunister og andre har godt nok i årenes løb krævet et opgør med den følgagtige danske udenrigspolitik – og en afdækning af krigens grundlag og løgne. Men det får vi ikke.
I 2012 nedsatte den socialdemokratiske regering godt nok en Irak- og Afghanistankommission, der skulle undersøge Danmarks deltagelse i Irakkrigen og krigen i Afghanistan. Siden valgte Venstre-regeringen i 2015 at nedlægge kommissionen. Og da den socialdemokratiske regering under Mette Frederiksen trådte til i 2019, besluttede den ikke at genåbne den. Punktum.
Dermed får vi aldrig officielt afklaret, om krigen var lovlig eller ej. Men vi ved, at den var forbryderisk fra start til slut. Historien om den må aldrig gå i glemmebogen. Vi må selv skrive den og holde fast i den.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.