Udtalelse
For nøjagtig et halvt år siden rullede serien “Bag frontlinjen” hen over tv-skærmen i bedste sendetid søndag aften. Den skabte en yderst relevant debat om udsendelse af danske soldater til krigsmissioner. I seriens sjette og sidste afsnit siger forhenværende forsvarschef Jesper Helsø blandt andet:
“Jeg tror, at danskerne, de danske politikere tænker sig gevaldigt om næste gang – og måske ikke lige står for at skulle til at engagere sig i udlandet igen.”
Der skulle kun gå et halvt år, før dén forhåbning skulle vise sig ubegrundet.
Den 10. marts gav et enigt Udenrigspolitisk Nævn grønt lys til, at, hvis der skal sendes, hvad der kaldes “europæiske fredsbevarende styrker til Ukraine”, så er Danmark klar til at stille med tropper. Beslutningen er helt løsrevet fra virkeligheden – der er intet som helst konkret at tage stilling til såsom mandat, antal og tidsramme.
Til DR udtalte brigadegeneral Michael Thøgersen, chef for Hærens 1. Brigade, alligevel kækt, at “hærens knytnæve” er “klar, hvis politikerne ringer”, omend en udsendelse af danske soldater til Ukraine vil betyde, at brigaden ikke samtidig kan løse sine opgaver i Baltikum.
Soldater fra lande, der har smidt milliarder af kroner i militært udstyr til den ene part, vil naturligvis ikke kunne nyde tillid fra begge parter i krigen.
Udenrigspolitisk Nævns beslutning, der i praksis er ensbetydende med Folketingets opbakning, føjer sig ind i mængden af uansvarlige udenrigs- og sikkerhedspolitiske beslutninger, som der træffes uendeligt mange af i tiden.
Det er en helt principiel beslutning, der først og fremmest skal sende signaler til USA, Rusland og Ukraine i det spil, der er i gang, og som forhåbentlig fører til en våbenhvile og – på sigt – forhandlinger om en mere permanent fredsløsning.
Alene betegnelsen “europæiske fredsbevarende styrker” er besynderlig. I henhold til international ret er det kun styrker med et FN-mandat i ryggen, der kan agere som en fredsbevarende styrke. Ingen taler om FN i forhold til Ukraine. Ingen taler om rene NATO- eller EU-missioner. Eftersom modsætningerne i både NATO og EU er for store, er det i stedet “en koalition af villige”, der melder sig på banen.
Men Danmark har på forhånd diskvalificeret sig som en mulig vogter af en eventuel fred i Ukraine. Hvis der på et tidspunkt indgås en aftale, der fordrer indsættelse af en styrke til at håndhæve en fred eller en frossen front, vil ethvert land, der har været en aktiv part i Ukraine-krigen, være diskvalificeret.
Soldater fra lande, der har smidt milliarder af kroner i militært udstyr til den ene part, vil naturligvis ikke kunne nyde tillid fra begge parter i krigen.
Derfor tyder det på, at det reelle formål med de “europæiske fredsbevarende styrker”, der tales om, slet ikke består i at vogte en fred, hvis de kommer til at bestå af soldater fra NATO-lande. I stedet er det meningen, at de skal udgøre et opmarchbælte for den vestlige imperialisme.
Det vil være ansvarsløst, historieløst og farligt.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
