Krig, social nød, politisk undertrykkelse, miljø- og klimaødelæggelser – årsagerne til, at mennesker flygter fra deres hjemlande, er mange. Men ingen af de årsager hedder “af ren og skær lyst”.
I øjeblikket er mennesker i tusindvis på vej væk fra Afghanistan. Det har de faktisk været i længere tid – også mens den imperialistiske krigsalliance huserede i landet. Som tidligere nævnt på denne plads lever anslået 5,5 millioner afghanere som interne flygtninge i deres eget land. Dertil skal lægges de afghanere, der er flygtet til nabolandene. Alene Iran huser i omegnen af 3,5 millioner afghanske flygtninge.
Som krigsførende magt i op mod 20 år har samtlige regeringer og folketingsflertal i den periode et medansvar for den flygtningekrise, der er skabt.
FN regner med, at i omegnen af en halv million afghanere vil flygte ud af landet her i september måned.
Derfor mødtes de relevante ministre fra EU-landene i tirsdags. Det er nemlig magtpåliggende for dem, at så få som muligt – helst ikke en eneste – får lov til at banke på et EU-lands dør og bede om asyl eller andet ophold. Det handler ganske enkelt om at være på forkant og være “et bedre sted” (citat: udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye) end under flygtningekrisen i 2015.
Dette “bedre sted” er ikke et sted, hvor det er planlagt, hvorledes eventuelle flygtninge kan modtages. Det er ikke et sted med åbne arme og brede smil, som da de, der har arbejdet for den danske besættelsesstyrke i Afghanistan, for nylig blev evakueret. Nej, dette sted er et sted, hvor flygtninge ikke kommer.
Udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye erklærede således over for TV2 i forbindelse med EU-mødet i tirsdags, at det var “en fejl at kritisere Ungarns premierminister, Viktor Orbán, for at bygge pigtrådshegn” ved grænsen til Serbien tilbage i 2015. Han har siden uddybet sine synspunkter i Netavisen Pio. Han siger her ordret:
“Grænsehegn er en del af svaret på at undgå en massiv bølge af irregulære migranter.”
Med disse udmeldinger lægger den danske regering sig helt op ad både Ungarn, men også de andre lande, der er fulgt i Ungarns fodspor: Eksempelvis er Grækenland netop blevet færdig med at bygge en 40 kilometer lang stål- og betonmur på grænsen mellem Grækenland og Tyrkiet. Muren bevogtes af soldater, og der er installeret pigtråd og overvågningskameraer på den.
Vi kan konkludere, at det danske Socialdemokrati officielt støtter mure, pigtråd og soldater som værn mod flygtningekriser. Velbekomme!
Og ja – selvfølgelig skal vi også hjælpe i nærområderne. Og nej – Danmark kan ikke løse hele verdens flygtningeproblemer. Men det er jo slet ikke dér, vi er.
Vi er der, hvor Danmark har et særligt ansvar. Som krigsførende magt i op mod 20 år har samtlige regeringer og folketingsflertal i den periode et medansvar for den flygtningekrise, der er skabt. Det må være et krav, at de rydder op efter sig.
Vi er der, hvor Danmark – som et af verdens rigeste lande – naturligvis skal påtage sig sin del af ansvaret for flygtninge, også fra Afghanistan.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.