Danske og internationale medier har i længere tid svælget i historier om tomme hylder i supermarkederne i Storbritannien.
Der er mange skrækhistorier om brexit, og man fornemmer, at landet er på afgrundens rand. Det ligner noget fra længst forgangne tider.
Hvad medierne ikke fortæller er, at briternes udmelding af EU betyder en voldsom lønstigning for mange lastbilchauffører. Det er de tomme hylder også et billede på.
Virksomheder som Aldi, Arla og Tesco tilbyder nu 40-50.000 kroner ekstra om året i bonus, højere løn, bedre pensionsvilkår og sygeløn til godschauffører. Det er sket på få måneder og er en uhørt udvikling på et martret arbejdsmarked.
De tomme hylder er billedet på, hvem der holder hjulene i gang: Den fattige, udskældte arbejderklasse.
Årsagen er, at tusinder af østeuropæiske chauffører ikke længere kører landet tyndt til sultelønninger, mens de overnatter i lastbilerne og behandles som slaver uden rettigheder.
Det har ændret styrkeforholdet markant, efter årtier hvor chaufførerne har måttet dukke nakken og accepteret stadig ringere løn. Nu er det arbejderne, der står med bedre kort på hånden og kan gå i offensiven.
Fagforeninger sender massevis af strejkevarsler ud i små og store transportfirmaer. Chauffører vil ikke finde sig i mere og stiller pludselig krav. Der er ikke tale om grådighed. Chaufførerne havde for længst fået nok af at blive trådt på. Og det er ikke den eneste branche, der er desperat. Hver ottende brite er working poor, og lønningerne er ikke steget siden finanskrisen.
Den nye situation betyder, at kapitalen ikke længere har en uendelig arbejdskraftreserve uden rettigheder at trække på gennem EU’s indre marked, men må punge ud til arbejderne. Det kan være med til at løfte en del af arbejdsstyrken, der er blevet kastet ud i fattigdom de seneste årtier.
Udviklingen fortæller os flere ting:
* Når arbejdsgivere kan hente billig arbejdskraft uden rettigheder, gider de ikke uddanne chauffører eller investere i lærlinge. Så visner hele fag og brancher, og man er ude af stand til at klare de mest nødvendige funktioner i landet. Tusinder af britiske chauffører er flygtet fra branchen på grund af de elendige vilkår, og de unge går samme vej. I Danmark mærker vi det også.
* EU’s indre marked er den afgørende motor i social dumping i Europa.
* Hvis bare nogle få arbejdere – for eksempel chaufførerne på vejene – mangler, er samfundet i knæ. De tomme hylder er billedet på, hvem der holder hjulene i gang: Den fattige, udskældte arbejderklasse.
Nu har den chancen for at gå i offensiven.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.