SF Hillerød er yderst tilfreds med resultatet af kommunalvalget og den netop afsluttede konstitueringsforhandling.
Der er et rødt flertal, men i SF glæder vi os over en bred konstituering og et byråd, som samarbejder på tværs om de emner, som betyder meget i og for Hillerød Kommune.
I SF gik vi til valg på:
• En forstærket indsats for børn og unge.
• Bedre byplanlægning.
• Fokus på bæredygtighed og klima.
• Mere velfærd.
• En ambitiøs kulturpolitik.
Vi har fået det bedste valg i 35 år med fire mandater, et nyt og yngre hold er sat. SF Hillerød er klar til at tage ansvar og gøre en forskel.
Vores fire mandater, som går fra den yngste på 18 år til midt-40’erne, har fået stor indflydelse og vigtige poster med stor fokus på det sociale område.
Lars Elbrandt får en vigtig post i Økonomiudvalget, og han er blevet formand for Børn, Familie og Ungeudvalget (BFU). Denne post er meget vigtig for SF, da udvalget har hovedansvaret for skoler, daginstitutioner og specialområdet. Vi vil arbejde for, at børn og unge, som mistrives, får den rigtige og hurtige hjælp, samt bedre normeringer i skoler og daginstitutioner. Lars bliver også medlem af Hillerød Forsynings bestyrelse.
Søren Lerche får en plads i BFU og bliver formand for Kultur- og Fritidsudvalget. Det er vigtigt at have en formand, som har et øje for, hvordan vi kan arbejde videre med Kulturstrategien og for eksempel bruge kulturen til at støtte op om fællesskaber og børn og unges trivsel. Vi vil også arbejde for, at borgere og foreninger i Hillerød Kommune oplever, at det er nemt og sjovt at være frivillig.
Vi glæder os til et godt samarbejde i byrådet, med forvaltningen og ikke mindst med borgerne.
Janne Lunding Olsen har fået en næstformandspost i Omsorg og Livskraftudvalget. SF brænder meget for at gøre en indsats på handicap- og ældreområdet og vil være med til at finde de bedste løsninger sammen med borgere og pårørende. Janne er også medlem af Arkitektur, Byplan og Trafikudvalget, hvor hun vil fortsætte SF’s arbejde for at tage de nødvendige hensyn, når vi byudvikler i Hillerød Kommune. Janne vil også have fokus på fremkommelighed og flere cykelstier, som kan binde kommunen sammen.
Mads Munk Hansen er ny næstformand i Miljø- og klimaudvalget og bliver medlem af Folkeoplysningsudvalget. Vi får en ung stemme, som kan sætte fokus på klima og grøn omstilling.
Vi vil gerne have den grønne omstilling tænkt ind i alle dele af Hillerød, og Mads, Janne, Søren og Lars vil udgøre et stærkt team med fokus på klima og bæredygtighed.
Hillerød vil opleve et SF, som går målrettet og samarbejdsorienteret ind i byrådet, og som vil inddrage og skabe løsninger sammen med borgere, lokalsamfund, foreninger og virksomheder.
Vi vil de næste fire år arbejde for, at Hillerød Byråd investerer i tidlige og hurtige indsatser for børn og unge, ser kulturen og de frivillige som en del af løsningen, og de næste fire år skal der markant mere fokus på fremkommelighed, natur og klima.
Der er valgt fire unge kandidater fra henholdsvis Socialdemokratiet, SF og de Konservative, alle under 30, til det nye byråd. Det er ikke set før. Vi håber, at de ældre byrødder nu giver de unge plads og rum. Det er at fremtidssikre vores demokrati.
Vi glæder os til et godt samarbejde i byrådet, med forvaltningen og ikke mindst med borgerne.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.