Man må vurdere, at forfatterinden Karen Blixen, der levede 1885-1962, som ældre egentlig også var om ikke direkte psykisk syg, så i hvert fald så uligevægtig, at det kan sammenlignes med en personlighedsforstyrrelse. Forårsaget af flere ting: Først og fremmest af hendes forkert behandlede syfilissygdom, en sygdom, der som egentlig ubehandlet (nemlig før penicillinens opfindelse) jo kunne have både fysiske og psykiske følgesygdomme, såsom de forfærdelige krampeanfald, hun led under, samt forskellige grader af sindssygdom.
Og oven i alt dette havde hun også været ramt af meget hårde slag i livet: Faderen begik selvmord, da hun var 10 år gammel; hendes ægteskab forliste, efter at manden i 1914 havde smittet hende med syfilis; hendes senere store kærlighed, den engelske eventyrer Denys Finch Hatton, bliver dræbt ved et flystyrt i Afrika som forholdsvis ung; og kaffefarmen, som hun drev i Afrika (Kenya) 1914-31 gik fallit og måtte forlades.
Hendes som ældre kvinde – og verdensberømt forfatter – bedrøvelige tilbøjelighed til at gribe destruktivt ind i sine unge venners ægteskaber må derfor antagelig ses som en syg kvindes forstyrrelser og er ikke noget i sig selv interessant, der kan gøres til genstand for film (eller bøgers) hovedindhold. Fokuserer man på dette, fortegner man negativt billedet af Karen Blixen.
Man må spørge, om ikke Pagtens instruktør Bille August burde have haft mere forståelse for dette og set, at forfatteren og Karen Blixen-vennen Thorkild Bjørnvigs bog Pagten, samt f.eks. også Niels Barfoeds bog Benedicte en skæbne om Louisiana-grundlæggeren Knud W. Jensens hustru slet ikke er egnede som grundlag for en film.
For når man fokuserer så ensidigt på det sygelige, så tegner man et billede af en overordentlig frastødende cirka 65-årig intrigant heks, hvem man faktisk må tillægge medskyld i, at både Thorkild Bjørnvigs hustru Grethe Bjørnvigs og Knud W. Jensens hustru Benedicte Jensens tilværelser senere udvikler sig negativt.
At Thorkild Bjørnvig synes at have været en ret så usædvanligt veg personlighed er vel ganske vist også en meget væsentlig del af årsagen til de to nævnte kvinders skæbner, ingen tvivl om det. Men det burde Karen Blixen jo så have gennemskuet og derfor undladt at blande sig og undladt at sætte sig tungt på Bjørnvig.
Filmen virker således uegnet som et portræt af Karen Blixen, for den varmhjertede, kloge og storsindede forfatter, som man eksempelvis møder i romanen Den afrikanske farm, og som i sin tid af englænderne i Kenya blev kaldt “pro natives” (på de indfødtes side) er jo helt og aldeles væk i Bille August’s film. Og den Karen Blixen, om hvem forfatteren Hans Kirk i egenskab af anmelder i Land og Folk en gang skrev:”Der bor et stort hjerte i dette forfatterskab”, hvor er hun henne?
Skuespilleren Birthe Neumann virker godt nok overbevisende i rollen som Karen Blixen. Det må indrømmes. Men manuskript og instruktør burde da have givet hende lejlighed til at vise meget mere af det storsind og den humor og skæmt, som var en vigtig del af Karen Blixen.
Betragtet som introduktion til Karen Blixen, altså som noget der skal give tilskuere, der endnu ikke har læst noget af hende, lyst til at læse hende, må filmen betragtes som ubrugelig.
Noget af det mest sandfærdigt humanistiske, der bliver sagt i filmen, er faktisk replikker lagt i munden på Thorkild Bjørnvigs hustru Grethe Bjørnvig, overbevisende spillet af Nanna Skaarup Voss. Hun kalder Karen Blixen en heks, der er ude på at ødelægge hendes og Thorkilds ægteskab. Hun kan godt se storheden i Blixens bøger og de nederlag og den smerte, Blixen må have oplevet. Men hun lader forstå, at hvis hun selv havde været ramt af en sådan smerte, så ville hun søge at komme over det uden at behøve at lade det gå ud over andre.
Se det var jo sande ord og en sund og sympatisk indstilling. Grethe Bjørnvig er i det hele taget fint portrætteret som Thorkild Bjørnvigs intelligente, følsomme, sårbart hengivne og meget kærlige hustru. Efter filmens slutning er det også snarere Grethe Bjørnvig end Karen Blixen, man går og tænker på. For det egentlige offer for det reelt giftige miljøs manipulationer var vel egentlig Grethe Bjørnvig.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Det er ikke gratis at levere nyheder og baggrund
med et klart, progressivt verdenssyn. Hjælp
Arbejderen med fortsat at levere gedigen rød
journalistik:
MobilePay: 87278
Abonnér
