I 1980, da jeg var 18 år gammel, startede jeg på en læreplads som tarmrenser på svineslagteriet i Vojens.
Den første tid som lærling var man ikke organiseret i fagbevægelsen, men dette ændrede sig i løbet af min læretid, som varede to år og tre måneder. Man kunne organiseres som lærling, således at man var garanteret dagpenge, hvis man blev ledig efter endt læretid. Fagforeningsbogen var flot med sit knaldende røde omslag. NNF stod der, Nærings og Nydelsesmiddel Forbundet.
Dengang var det inkluderet i kontingentet, at man støttede Socialdemokratiet med et månedligt beløb. Personligt var jeg indforstået med dette, men andre i min omgangskreds var forargede over denne fremgangsmåde. Sådan var fagbevægelsen dengang. Protesterede man, for eksempel ved at ville være uorganiseret eller medlem af et andet forbund, var man uden arbejde på stedet. Det var vilkårene.
En lokal fagforening og et fagforbund bliver så god, som man tillader den at blive.
I løbet af min læretid blev jeg formand for en nystiftet lærlingeklub. Det var mit første tillidshverv i fagbevægelsen.
Jeg bestod min svendeprøve og forlod branchen for at tage en HF-eksamen. Derefter aftjente jeg min værnepligt ved Søværnet i ni måneder. Efter dette forsøgte jeg mig i tre semestre på statskundskabsstudiet i Århus.
Jeg søgte orlov fra studierne, vendte tilbage til slagteribranchen og aldrig tilbage til studierne.
Der fulgte arbejdsår med fagligt engagement. Dette indebar kurser med overnatning hjemmefra. Mine kollegaer var ikke interesseret i den slags, så jeg blev tildelt tillidsposter såsom bestyrelsesmedlem af den lokale afdeling af fagforeningen og posten som sikkerhedsrepræsentant i produktionen for de ansatte i afdelingen.
Det blev i disse år til mange interessante kurser. Særligt husker jeg et kursus på Pinenhus i personlig udvikling og kommunikation. Det varede en hel uge og fungerede som det, vi i dag vel ville kalde teambuilding. Kurset var så interessant og givende, at det ændrede mig som menneske og fagligt aktiv.
Selv den dag i dag, hvor jeg er 62 år gammel, trækker jeg på ressourcer og lærdom derfra i mine politiske aktiviteter.
Som sikkerhedsrepræsentant havde man beføjelser, der gav én muligheden for at standse hele produktionen, hvis noget var sikkerhedsmæssigt uforsvarligt. Arbejdstilsynet i de tider spillede en stor og fremtrædende rolle, og arbejdsgiverne ville helst ikke have dem på besøg i virksomheden, hvis man som sikkerhedsrepræsentant havde sendt bud efter dem.
Sikkerhed på arbejdspladsen er krumtappen i en velfungerende produktion og et godt arbejdsklima.
En lokal fagforening og et fagforbund bliver så god, som man tillader den at blive. Jo mere fagligt engagement og jo mere opbakning fra alle sider, jo bedre og stærkere står den.
Det er et stående mantra i den nuværende debat, at den traditionelle fagbevægelse er for dyr. Dertil kan jeg af egen erfaring i mit møde med fagbevægelsen sige, at kvalitet koster, og vælger du at købe discount, så får du ikke mere, end du betaler for, ofte mindre.
En tillidsmand på en arbejdsplads har brug for medlemmernes opbakning. Det er deres opbakning og standhaftighed, der afgør, hvor langt tillidsmanden kan nå med at forbedre forholdene og håndhæve overenskomst og aftaler. I en fagforening er der ingen svage led, for i fællesskab er vi stærke og hjælper de svage.
Fagforeningen er også din fagforening, hvis du er medlem, og du bestemmer selv udbyttet af den, alt efter hvor meget du engagerer dig.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.