Jordkloden er udsat for verdens største kemi-forsøg. Det ved små som store i alle lande. Alvoren stirrer os allesammen i øjnene, og der er ikke længere tid til, at vi prøver os frem på må og få med løsninger.
De forandringer, vi står overfor at skulle gennemføre, vil ændre vores samfund og ændre den måde, vi agerer og interagerer på.
Fra mange lande lyder det som om, folk har forstået, at dette er en nødvendighed. Men holder regeringer rundt om trit med befolkningerne?
Hvor står Danmark egentligt, og hvilke løsninger har det danske Folketing valgt at forfølge? Er disse løsninger de rette, og ikke mindst har Folketinget valgt at planlægge ud fra et realistisk scenarie og ikke kun tænkt kortsigtet? Spørgsmål som mange stiller sig i disse dage.
Ifølge en nylig pressemeddelelse fra Klimarådet påpeger de, at regeringens 2030-plan ikke er helt realistisk, og skriver følgende: “Trods betydelig fremdrift vurderer Klimarådet samlet set, at regeringens klimaindsats endnu ikke anskueliggør, at 70-procentsmålet i 2030 nås”.
Fornuftige handlinger
Kampen for klimaet vil uden tvivl blive et væsentligt tema i den valgkamp, der kommer. Her er det vigtigt at være klædt ordentligt på for at kunne stille gode og kritiske spørgsmål til politikerne og forlange ordentlige svar og fornuftige handlinger.
I den forbindelse har Klimarådet endnu en kommentar, der er værd at lægge mærke til: “Danmark bør i planlægningen af klimaindsatsen frem mod 2050 tage ansvar for den del af international skibs- og luftfart, der udgår fra danske havne og lufthavne. Det skyldes, at de ansvarlige FN-organer ikke kan stille klimakrav til aktørerne i de to sektorer”.
Kritisk gennemgang af rapport
Sidste års IPPC rapport, som også nævnes i filmen “Danmark, det grønne håb i EU?”, anslår, at hvis CO2-niveauet fordobles i forhold til, hvad det var før industrialiseringen, er der groft sagt 18 procent chance for, at temperaturen vil stige med mere end 4,5 grader.
Men en kritisk gennemgang af denne rapport viser, at IPPC’s beregninger har flyttet sig fra den høje ende af estimerede temperaturstigninger til nu at fokusere på lavere stigninger i temperaturen. En af dem, der har lavet denne kritiske gennemgang, er Dr. Luke Kemp fra Cambridge’s Centre for the Study of Existential Risk. Han siger ydermere:
“Der er masser af grunde til at tro, at klimaændringerne kan blive katastrofale, selv med meget moderat øgning i opvarmningen”.
“Klimaforandringer har spillet en rolle i alle masseudryddelser, der historisk er opstået. Klimaforandringer har været medvirkende til at fælde imperier og dermed været med til at forme historiens gang”.
“Ud over højere temperaturer vil man også opleve sideeffekter såsom finanskriser, konflikter og udbrud af nye sygdomme”. Dr Luke Kemp og kollegaer pointerer, at konsekvenser ved en øget opvarmning på 3° C og derover ikke er tilstrækkeligt undersøgt.
Vi mødes til online-debat
Corona-Filmklubben tager temperaturen på Danmarks svar på den grønne omstilling på sit næste debatmøde, der finder sted torsdag den 25. august 2022. Møderummet på Zoom åbner op klokken 19:00 for dem, der gerne vil snakke lidt inden mødet. Klokken 19:30 starter mødet med en lille halv times oplæg, hvorefter der er cirka tre kvarters debat. Mail med Zoom-link til debatmødet får du ved at melde dig ind i filmklubben – og det er gratis.

Oplægsholder med forstand på geologi
Oplægsholder på august måneds debatmøde er en mand med et imponerende CV inden for miljøforskning.
Troels Laier er kemiker af uddannelse med mangeårigt virke inden for energi- og miljøforskning ved Danmarks og Grønlands Geologiske Undersøgelse, GEUS.
Han har særlig studeret udsivning af drivhusgassen metan i forbindelse med olie-gas-efterforskning og gaslagring i undergrunden. Aktuelt er han med i arbejdet på at opklare, om metan-udsivning fra havbunden omkring Svalbard skyldes klimaforandringerne. Desuden deltog han også i de første undersøgelser i forbindelse med deponering af radioaktivt affald i undergrunden tilbage i 70’erne og 80’erne.
Sådan bliver du medlem
Du kan blive medlem af Vores Kulturs Corona-Filmklub ved at sende en mail til kontakt@vores-kultur.dk eller sende en sms med dit navn til mobil 2231 6387.
Link til filmen
Du finder filmen på Filmstriben.dk via linket:
filmstriben.dk/danmark—det-gronne-hab-i-eu
Med film og debat støtter vi Arbejderen
Medlemskabet af Corona-Filmklubben er gratis, men vi opfordrer folk til at donere for eksempel 50 kroner for hver måned, de ser film og deltager i online-debat.
Pengene indbetales på MobilePay 503553 og går ubeskåret til Arbejderens Støttefond.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.