I år er det 80 år siden, at de tyske nazister overførte 150 danske kommunister til kz-lejren Stutthof i Polen.
Jeg giver ordet til nogle af de danske kommunister, som overlevede deres ophold, og som siden har nedskrevet deres erindringer for den 2. oktober 1943 og turen til Stutthof – (læs gerne hele deres beretning, nazismens grusomheder skal ikke blive glemt).
I HORSERØD (Helge Larsen: Vi blev reddet denne gang).
Vi fik besked på blot at tage det allernødvendigste med Toiletartikler etc., og vi haabede jo derfor, at der blot var tale om en overførelse til Vestre Fængsel. Kvinderne var allerede nogen Tid forinden ført til København.
Altsaa var der ingen særlig grund til at tage for meget tøj med, og provianten fik for størsteparten lov til at blive stående – hvorfor slæbe for meget med, naar vi alligevel i Løbet af nogle timer vilde faa vort reglementerede Middagsmaaltid. Det ærgrede os lidt, at vi ikke fik morgenkaffe, for netop den Dag skulde vi for første Gang havde Franskbrød igen.
Det varede 20 Maaneder, før vi igen skulle komme til at smage Franskbrød.
FRA HORSERØD (J.A.H. Jepsen: Røgskrift).
Den grå morgen kom. To timer ventede vi. Så kom de tyske militærvogne duvende ud af den drivende dis og bakkede op foran hegnsporten.
Ved Vibenhus svingede vi igen mod øst. Så betød det nok havnen.
Så passerede vi Kastellet og nåede frem til Langelinie, hvor der var afspærringer, og geværstruttende tyskere med truende fagter gennede os ned på kajen i skyggen af “Wartheland”s hushøje jernside.
FRA VESTRE FÆNGSEL (Ragnhild Andersen: Vi blev reddet denne gang).
En 5-6 Gestapofolk tog deres Pistoler frem og beordrede os at gå ud i en lastbil. Der blev ikke sagt noget under transporten gennem Byen. Det var bælgmørk Nat endnu. Vi satte os på Bagagen, og Gestapofolkene holdt Pistolerne parat.
Vi forsøgte at holde øje med, hvor vi blev transporteret hen, men det var ikke muligt, da vi ikke måtte vende os om. De tanker, der gik igennem os paa vor transport gennem Københavns Gader denne sorte uhyggelige Oktobermorgen, kan ikke beskrives, men ingen af os glemmer nogensinde denne Nat. Og dog var det kun Indledningen til en lang Række af Rædsler og Grusomheder, vi skulle gennemleve.
OMBORD PÅ WARTHELAND (Willy Fuglsang: Som jeg husker det).
Der blev vi ført ombord på en tysk lastdamper, Wartheland. Om mine forvirrede tanker og følelser skrev jeg ikke længe efter: Skulle det ophold i skærsilden, som katolikker forestiller sig, mon virkelig være så slemt, at man ligefrem længes efter det endelige bestemmelsessted i vished om, at det aldrig kan være værre end det, man nu lærer at kende?
Sådan følte jeg, da jeg sammen med de andre blev jaget ned i mørket i skibets dybeste lastrum og mærkede, at skibet lagde fra og duvede ud i det uvisse.
Til lyden af vagternes sømbeslåede støvler småsnakkede vi bl.a. om vores muligheder for at overleve, om skibet skulle løbe på en mine.
Følgelig var det med en vis lettelse, at vi mærkede, at skibet lagde til kaj. Det viste sig at være den polske by Swinemünde. Men det kunne blive værre.
ANKOMST SWINEMÜNDE (J.A.H. Jepsen: Røgskrift).
Lugen blev fjernet. Dagslyset vældede ned. Vi blev gennet op på dækket og videre ned på kajen.
Så stillede vi op i rækker, ti i hver. Fjorten fulde rækker og tre i den femtende. Men henne fra agterskibet kom en lille flok kvinder. Det var vores syv fra Horserød. Det var lige nok til at gøre den femtende række fuldtallig. Bevogtningen på kajen kunne ligne en lokal borgervæbning. Der var gråskæggede gamlinge, der stod og stivede sig af på skyderen, og der var nybagte Hitlerjugend med skingre stemmer og pluskæbede børneansigter med bistre miner.
JØDERNE (Martin Nielsen: Rapport fra Stutthof)
Men der var flere passagerer, der skulle fra borde. Mennesker, hvis eksistens i skibet vi først nu blev klar over. Det er jøder.
Da de unge og børnene var kommet ned, skete der noget, som vi, der oplevede det, aldrig glemmer.
Fordi vi dengang endnu var mennesker, mennesker der tænkte og følte som menneske.
Med slag og spark og under eder og forbandelser drev de de ulykkelige mennesker ned af landgangsbroen.
De klamrede sig til broens tovværk, de følte sig for med fødder og stok og kom ingen vegne.
Da væltede pludselig en skare unge velfodrede gestapofolk sig fra dækket ned på klyngen og pressede, stødte, sparkede og slog de stakkels mennesker ned af broen. Der gik hul. De væltede ned og faldt over hverandre, så de til slut lå i en stor klynge på kajen.
TOGTUREN TIL STUTTHOF (Kai Moltke: Fire år i fangedragt).
Så tre dages banetransport indespærret i snævre kreaturvogne, uden vådt eller tørt – og så tæt sammenstuvede, at der hverken var plads til at lægge sig eller blot at sidde lidt ned. Blev råbene om vand for høje ved en banegård, hørte vi kun klirren og raslen med spande med vand. Så blev det eftertragtede vand hånende hældt ud over perronen.
Vi opdagede, at der også var noget, der hed sadister i uniform – og med dødningehoveder på kasketten. En djævelsk tur, som man bagefter ikke forstod, mennesker kunne holde til.
Vi blev kørt ind i KZ Stutthof – en af de polske østområders mindre, men mest ondartede fangelejre, hvor dødningehovederne rådede enevældig med deres grusomheder.
”VELKOMST” I STUTTHOF (Martin Nielsen: Rapport fra Stutthof).
Lederen af koncentrationslejrens indre anliggender, hauptsturmbannführer Meyer, for ham var det, kaldte nu en tysktalende kammerat frem som tolk.
– Hvad tror du, det er for en skorsten? spurgte han vor tysktalende kammerat.
– Det ved jeg ikke, det er måske et vaskeri, svarede vor kammerat.
– Et vaskeri, ha, ha, hauptsturmbannführer’n og de øvrige SS’er formelig vred sig af grin. Et vaskeri. Noget så sjovt syntes de ikke at have hørt for nylig.
– Nej, skreg Meyer så, nej, gentog han med sin sydtyske fistelstemme. Det er et krematorium! forklarede han. Og fra denne lejr, fortsatte han, findes der kun én udgang, og det er gennem krematoriets skorsten. Mærk jer det.
– Hør efter! I befinder jer nu i en statslig koncentrationslejr. Ved I, hvad det vil sige? Det ved I ikke. Men nu skal jeg forklare jer det.
– Det betyder, at I er kommet i en tilintetgørelseslejr.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Læser til læser
- “Læser til Læser” er en særlig funktion på Arbejderen, hvor betalende abonnenter kan skrive artikler, reportager, anmeldelser m.m.
- Til artiklen kan bringes foto, som skribenten har tilladelse til at bruge.
- Arbejderen er tilmeldt Pressenævnet og følger reglerne for god presseskik. Disse regler gælder også for Læser til Læser-indhold.
- Arbejderen godkender artiklen, inden den publiceres, men vi redigerer den ikke. Skribenten står selv til ansvar for hele artiklen.
Er du betalende abonnent? Opret indlæg her.
