Milliarder til militæret koster på velfærden
Efter 15 måneder fik Gaza endelig en våbenhvile. Adgangen til det nordlige Gaza blev åbnet igen, og hundredtusindvis af palæstinensere fra den nordlige del brød op fra lejrene i den sydlige del og begyndte at gå og køre nordpå. Nogle bærende ældre og svage familiemedlemmer på deres rygge.
I skrivende stund holder Bisan Owda i en bilkø på tredje dag med israelske tanks lurende på højderygge langs vejen, for Israel kontrollerer stadig området og adgangen til det. De mange fordrevne snegler sig langsomt, langsomt hjemad igennem Israels checkpoint-flaskehalse, og når de kommer ud på den anden side, ved de ikke, hvad de vil finde.
De allerfleste vil vende hjem til bombetomter, og i videoer delt på sociale medier kan man se, hvordan resterne af familiemedlemmer, der er blevet ofre for Israels bombardementer, dukker frem fra murbrokkerne, når oprydningen skrider frem.
Våbenhvilen betød heller ikke fred for alle palæstinensere. Da Trump som en af de første handlinger efter sin indsættelse gav Netanyahu frie tøjler til at besætte Vestbredden, skiftede volden blot fokus. Nu er det Vestbreddens befolkning, der oplever intensiveret vold og besættelse.
Hvis der er én ting, der tilsyneladende er unedbrydelig, som ikke mindskes, uanset hvor meget vold og modstand den møder fra besættelsesmagten, så er det det palæstinensiske folks vilje til at blive og leve i Palæstina.
Set herfra de nordlige breddegrader ser situationen for Palæstina stadig sort ud. Men hvis der er én ting, der tilsyneladende er unedbrydelig, som ikke mindskes, uanset hvor meget vold og modstand den møder fra besættelsesmagten, så er det det palæstinensiske folks vilje til at blive og leve i Palæstina. Da våbenhvilen blev erklæret, blev den fejret med fest og dans, og nødhjælpskøkkenerne uddelte søde sager, og håbet, der brændte på lavt blus i de kolde teltlejre, blussede op igen og drev masserne hjemad igen uden at se sig tilbage.
Så selv om det stadig er tungt at følge, har den palæstinensiske livsvilje fortjent vores dybeste respekt, og når de fejrer at vende tilbage til deres hjem, uanset deres tilstand, så vil vi fejre det med dem.
Du får her en opskrift på Zalabia, der er små sprøde dybstegte kager, det er nemt at dele med andre. Zalabia laves traditionelt både af kristne og muslimer. De kristne forbinder den med Jesus’ dåb, fordi kagerne bliver dyppet i sukkervand og bringer mindelser om en dåb. Muslimer spiser dem gerne under Ramadanen.
Jeg har taget udgangspunkt i opskriften fra Zalabia fra Palestine In A Dish, hvor du også kan læse lidt mere om Zalabias oprindelse.
Kampen for et frit Palæstina fortsætter – og når det kniber med håbet og kampgejsten, skal vi bare kigge på de hjemvendende palæstinensere, der allerede er i gang med at bygge op igen.
Til Zalabia
3 dl lunkent vand
5 dl løst pakket hvedemel
4 spsk majsstivelse
1 tsk sukker
2 tsk instant gær
Olie til stegning, jeg brugte raps.
Til sukkersirup
4 dl vand
2 dl sukker
1 tsk rosenvand
Sådan gør du
Sukkersirup
Sukkersiruppen skal være kold, når man dypper sine zalabia, så start gerne med at lave den.
Hæld vand og sukker i en gryde, og kog det 15-20 minutter. Tilsæt rosenvand, når det er kogt let ind.
Sæt den til side til afkøling.
Zalabia
Opløs gæren i lidt af vandet sammen med sukkeret. Rør det godt rundt, og lad det stå, til der dannes små bobler på overfladen.
Bland mel, majsstivelse og salt i en skål for sig. Hæld gradvist gærblandingen og resten af det lunkne vand over. Rør, til det er blevet en tyktflydende dej.
Lad den hæve en time, eller til den har omtrent dobbelt størrelse.
Varm olie op i en gryde, ikke så varmt, at de bliver mørke.
Palestine in a Dish’s opskrift bruger en sprøjtepose til at hælde små klatter ned i den varme olie, (nok til en æbleskive, ikke for store, for de svulmer meget op i den varme olie), men jeg brugte bare to olierede skeer til at lægge klatterne i gryden med. Når de er gennembagte og gyldne og puffede, er de færdige.
De smager bedst varme, dyppet i rosenvandssiruppen.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
