Læserbrev
Undervejs på min rejse rundt om palæstinensisk mad, spurgte jeg på et tidspunkt i Mama’s Palestinian Kitchen, om grønne bønner eller romanobønner var den mest autentisk palæstinensiske ingrediens til en bestemt opskrift. Jeg fik svaret, at “alt spiseligt, der kommer op af jorden kan tilberedes, og det er det mest palæstinensiske i verden. Det er bare to forskellige slags bønner”.
Alt spiseligt der kommer op af jorden kan tilberedes, og det er det mest palæstinensiske i verden
Alt spiseligt, der kommer op af jorden, bliver tilberedt, og urter, der har groet dér i årtusinder, giver maden den smag, der karakteriserer palæstinensisk mad. Palæstinensisk mad smager ikke af transatlantiske importruter eller hurtige trends. Den smager af historie.
Planten zaatar, der bruges i en krydderiblanding med sumak og sesamfrø af samme navn, gror vildt i Palæstina, og er blevet samlet af lokale til husholdningsbrug lige så længe, der har boet mennesker i området. Man siger, at et palæstinensisk køkken kan kendes på, at der er zaatar i det.
Men noget, der står så centralt for palæstinensisk kultur, er selvfølgelig en trussel for den koloniserende magt, der ønsker at udviske kulturelle markører.
I forsøget på at underminere palæstinensisk kultur og det palæstinensiske folks tilknytning til jorden, de lever på, fandt Israel i 1977 på at forbyde anskaffelse af blandt andet zaatar – med et tvivlsomt påskud om at ville beskytte planten mod udryddelse. Zaatar var ikke på listen over truede planter.
Imens palæstinenserne stadig bliver straffet for at plukke den urt, der igennem historien er blevet en helt central del af deres kulinariske identitet, er kommercielt dyrket zaatar i krydderiblandinger blevet fast bestanddel af Israels krydderieksport til resten af verden.
For mange palæstinensere er den forbudte zaatar blevet symbolsk for deres frihedskamp.
Manakish
Manakish er det typiske sted at møde zaatar, og de er lette at lave. Det er flade brød af en let sødlig dej, der toppes med zaatarblanding og olivenolie. Du får opskriften her. Og når dine manakish er færdige, er det en god idé at dele billedet af din indsats, og tagge det #FreePalestine #PalestineFood og #BoykotIsrael.
Ingredienser
1 brev tørgær
4 dl lunkent vand
9 dl hvedemel
1/2 tsk salt
1 tsk sukker
1/2 dl olivenolie
Topping
3 spsk zaatar-blanding
Olivenolie
Sådan gør du
Opløs tørgæren i lidt af vandet
Tilsæt salt, sukker og olie
Hæld det ned i melet, ælt til det er smidigt
Lad dejen hæve tildækket en time
Dine manakisher kan være så store som en pizza eller små som en cookie – hos Østens Bazar på Frederikssundsvej i København Nordvest kan du finde friskbagte, store manakish bagerst i butikken, hvor du har frit udsyn til bageren, der står og rører dejen, og ovnen, hvorfra de dampende brød lander på bordet i pendulfart.
Du deler dejen i så mange stykker du synes, former dem til kugler, og ruller dem med en kagerulle til cirka en halv centimeters tykkelse. Lad dem hæve et kvarters tid. Brug fingerspidserne til at prikke fordybninger i hele overfladen – de holder på dit fyld.
Imens rører du krydderiblandingen op med olie. Hæld zaatar-krydderiblandingen i en skål, og rigeligt med god olivenolie ned til den. Rør det sammen til en middeltyk grød.
Når brødene er hævet færdige, og du har prikket fordybninger i overfladen, smører du et godt lag på hver manakish, og bager dem 12-15 minutter ved 180 grader. De bliver ikke dårligere af lidt flagesalt ovenpå.
Borgerforslaget Danmark har pligt til at forhindre folkedrab har opnået de nødvendige 50.000 støtter for at blive fremlagt i Folketinget. Men det er stadig en god idé at skrive under – jo flere støtter, jo mere vægt er der bag det, når det bliver behandlet.
Regeringen vender blikket den anden vej – hjælp med at sætte Israels folkedrab på palæstinenserne på Folketingets dagsorden ved at støtte borgerforslaget Danmark har pligt til at forhindre folkedrab.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
