Filmanmeldelse
Den brasilianske instruktør Walter Salles forhaster sig ikke. I 1998 slog han igennem med Central Station om de fattige i Latinamerika, i 2004 kom Motorcykeldagbog om Che Guevara, i 2012 On the Road, baseret på Jack Kerouacs beatroman, og først nu er han igen aktuel med I’m Still Here, der har modtaget årets Oscar som bedste internationale film.
Handlingen foregår i Brasilien under militærdiktaturet, der varede fra 1964 til 1985, og som slog hårdt ned på den venstreorienterede opposition med arrestationer, tortur og mord. Filmen begynder i 1971 og handler om en privilegeret familie med fem børn, der bor i et stort hus ved stranden og på alle måder har et godt liv. Der er altid liv og glade dage, hvor gæster myldrer ud og ind, og moren laver soufflé til hele horden.
I et godt stykke tid af filmen er det denne dagligdag, vi følger, men det antydes, at alt ikke er fryd og gammen. Undertiden forstyrres idyllen af larmende helikoptere, og der kører militærbiler rundt i gaderne. Faren, Rubens Paiva (Selton Mello), har da også mærket juntaens magt, da den udelukkede ham fra kongressen, hvor han repræsenterede arbejderpartiet. Nu koncentrerer han sig om sit arbejde som ingeniør og bygherre, mens hans kone, Eunice (Fernanda Torres), står for menageriet derhjemme.
Handlingen foregår i Brasilien under militærdiktaturet, der varede fra 1964 til 1985, og som slog hårdt ned på den venstreorienterede opposition med arrestationer, tortur og mord.
Men en dag ramler det hele som et lyn fra en klar himmel. Militærpolitiet dukker op og tager Rubens med til en “uformel samtale”, som han aldrig vender tilbage fra. I al hemmelighed har han været en del af et netværk, der hjalp politiske forfulgte. Hans kone og en af døtrene arresteres også nogle dage, men da de af gode grunde ikke kan fortælle politiet noget, løslades de fra helvedes forgård, hvor de ikke selv bliver tortureret, men kan høre andre blive det.
Eunice prøver forgæves at få at vide, hvad der er sket med Rubens, og skal samtidig finde ud af at få familielivet til at fungere uden dens forsørger, og uden at børnene lider mere end højest nødvendigt under uvisheden om deres fars skæbne. Selv er hun efterhånden ikke i tvivl om, hvad den er. Hun sælger huset, flytter til sin hjemby og begynder at læse jura. Det lykkes hende under de vanskelige forhold både at holde sammen på familien og i en alder af 45 år at blive advokat med speciale i menneskerettigheder. Hele tiden arbejder hun indædt på at få myndighederne til af afsløre, hvad der er sket med hendes mand. Det lykkes først i 2014.
Hovedpersonen er Eunice, for hvilken rolle Fernanda Torres blev tildelt Golden Globe som bedste kvindelige skuespiller. Intet kunne være mere velfortjent, for hendes spil er så overbevisende, at man næsten tror, at hun er Eunice. Det er heller ikke tilfældigt, at man får en fornemmelse af at se en dokumentarfilm, for den bygger på sønnen Marcelos selvbiografi fra 2015, og Salles, der er en ven af familien, har haft Marcelo ved sin side under indspilningen.
Salles giver sig god tid til at fortælle om dette politiske mord, der for altid satte sig spor i familien og blev kendt ude i verden på grund af Eunices kamp for at få sandheden om fascisternes forbrydelser frem. Forbrydelser, der ikke kun ramte Rubens, men i tusindvis af andre mennesker, og som ikke er blevet historie.
I’m Still Here
Instruktion: Walter Salles
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
