Ja, Hvor solen altid stråler smukt er den slående titel på Søren Andersens fotoudstilling på Galleri Nybro på Gammel Strand.
Selv er Søren en simpel arbejdsmand, der har arbejdet på Carlsberg, forskellige fabrikker og i DSB, men også hurtigt blev fagligt aktiv i SID og det nuværende 3F og dets forskellige lokale og fagdelte afdelinger.
Fotodillen
A-kasseleder i BJMF har været én af hans tillidsposter, men også tjansen som redaktør af et lokalt fagblad. Her fik han til sin egen overraskelse bevilget penge til et digitalt kamera.
Fotografering havde/ har altid interesseret ham, og nu blev professionaliseringen opdyrket i, hvad han selv kalder ”fotojournalistik”.
Søren lægger også megen vægt på at få de unge med i billederne. I stedet for alene at portrættere forsamlinger af de folk, ”som man før har set”.

Og selv om serien af farverige fotos af sammenhold og kampvilje blandt arbejdsmænd og –kvinder i høj grad har karakter af portrætfotos med øjenkontakt til udløserknappen, så er det alligevel situationsbilleder, og ikke opstillinger, der præger væggene i Galleri Nybro.
Alt sammen kombineret med udtryksfulde close-up portrætter af furede murersvende, unge og ældre arbejdere, sygeplejersker og andre. Men først og fremmest portrætter af solidaritet og livsbekræftelse.
Stærkt opløftende
Det er så jævnt, gævt og ligetil som Andersen selv og hans baggrund. Og står i stærk kontrast til mere eller mindre anonyme fotos af menneskeflokke til demonstration i de store sociale og trykte medier. Med deres ofte negative undertekster.

Søren Andersens fotos taler helt anderledes for sig selv. Og vækker glæde og optimisme for beskueren i en halvmørk tid. Skynd jer at se hans udstilling og investér gerne i ham.
Hvor solen altid stråler smukt. Fotoudstilling af Søren D. Andersen – med portrætter og billedreportager om gejst, solidaritet og glæde ved at være aktivist. Galleri Nybro, Nybrogade 30, 1203 Kbh. K. Åbent endnu torsdag-lørdag 28.-30. okt. kl. 15-18 og søndag den 31. oktober kl. 15-17. Info: Søren D. Andersen, tlf. 61 72 12 12, Galleri@sdandersen.dk
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.