Farligt arbejdsmiljø
I år gik guldbjørnen for første gang til en norsk film, nemlig Drømmer af Dag Johan Haugerud. Drømmer er en fin film om at være ung og forelsket og om at skrive bøger. Den unge Johanne forelsker sig hals over hoved i sin lærerinde og fastholder sine oplevelser på skrift bare for at huske det hele.
Da Johanna alligevel beslutter sig for ikke at holde det hun har skrevet for sig selv og viser det skrevne til sin mormor afstedkommer dette en skøn kæde af begivenheder mellem den unge Johanne, hendes mormor og hendes mor.
Sjov og underholdende film med en god portion humor og indtryk fra Oslo. Filmen vinder også Gilde filmpris, en pris der uddeles af de uafhængige biografer i Tyskland og FIPRESCI filmkritikerprisen.
Bjørn til politisk film
En sølvbjørn for bedste drejebog går til Radu Jude for filmen Kontinental ’25 (Rumænien), og det er måske den mest politiske film i konkurrencen.
Filmen handler om pantefoden Orsolya, der plages af dårlig samvittighed efter at en af hendes klienter; en vagabond der bor i en kælder, tager livet af sig. Orsolya har været nødt til at sætte ham på gaden, da der skal bygges et luksushotel på adressen.
Resten af filmen følger Orsolya i hendes diskussioner om hendes skyldfølelser: med veninden, med moren og med den unge studerende, med præsten. Fine og groteske diskussioner blandet med billeder af byggebranchens boom i Transylvanien.
Kontinental ’25 rammer os alle på et ømt punkt, og derfor kan jeg godt lide filmen, den tager nemlig fat i spørgsmålet om, hvordan vi tackler vores ansvar i det samfund vi lever i.
Respekterer vi vores medmennesker eller udfører vi bare ordre fra pengemagerne på toppen, mens vi donerer til velgørenhedsinstitutioner for at afhjælpe vores dårlige samvittighed? Ingen har løsningen i filmen, heller ikke præsten. Filmen er en lavbudget film optaget med en iPhone.
Radu Jude vækker opsigt ved prisoverrækkelsen ved at udtale at han ”syntes det er sjovt at han har fået uddelt en sølvbjørn for bedste drejebog, for han er slet ikke god til at skrive drejebog”. Samtidig siger han med sort humor og med hentydning til det tyske valg den 23.2. at han ”ikke håber at filmen ”Triumh des willens” (Nazi propagandafilm fra 1935 af Leni Riefenstahl) bliver åbningsfilm på næste års Berlinale”.
Et gidsels familie
Årets dokumentarfilmpris går til Holding Liat af Brandon Kramer (USA), der følger familien til Liat der blev kidnappet af Hamas 7.10.2023.
Filmen følger familien og dokumenterer alt det de går igennem mens de prøver at få Liat befriet, samtidig viser filmen, hvordan familien bevarer deres kritiske syn på den Israelske regerings politik, selv i denne umulige situation. Holding Liat vinder også den økumeniske filmpris.
En særlig udnævnelse går til to rigtig gode dokumentarfilm i klassen Forum:
Slaverne i gummiplantagerne i Peru
La memoria de las mariposas (sommerfuglenes erindringer) af Tatiana Fuentes (Peru). Tatiana fandt et foto af to indfødt mænd fra Peru, der blev sendt til London for at blive ”civiliseret” omkring århundredeskiftet, og i filmen prøver hun at følge de to på deres ufrivillige rejse, hvis spor fortaber sig.
En fin filmrejse der bruger materiale fra dengang og fra nu. Billederne er i sort/hvid – også de fra i dag- og bruger gentagelser som i sit sprog. I fotos og dokumenter aner man de barske omstændigheder, som slaverne på gummiplantagerne levede under. En mosaik hvor gentagelserne fremmer forståelsen, og hvor Tatiana Fuentes også reflekterer over sin egen rolle som peruvianer i dag.
Bøndernes sange
Canone effimero af Gianluca De Serio (Italien) en vidunderlig film om Calabriens musik og sangtraditioner, en tradition der stammer lange tilbage og ofte beskriver de fattige bønders liv og kærlighed, får også en særlig udnævnelse.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
