Studenteraktivisme på film
I foråret 1844 kulminerede flere års sult og nød i de tyske byer, hvor der var hjemmevævere, fordi der fra England kom billigere og billigere tekstilvarer, som blev fremstillet på maskiner.
Alene fra 1837-42 mistede Tyskland de vigtigste udenlandske markeder, mange spinderier og væverier måtte lukke, og tusindvis af arbejdere blev arbejdsløse. Nøden var størst i Schlesien, hvor 50 procent af Preussens vævestole befandt sig, cirka 50.000. Væverne her blev udpint af de købmænd, som aftog deres arbejde. Når de klagede over deres dårlige levevilkår, blev de hånet med, at hvis de sultede, så kunne de bare spise græs.
Til trods for nederlaget blev væveropstanden inspiration til, at der i de efterfølgende år bredte sig lønkampe, demonstrationer og strejker i hele landet.
Regeringen i Preussen interesserede sig ikke for elendigheden, før aviserne begyndte at bringe kritiske artikler om tilstanden i de schlesiske vævebyer. En lokal avis fortalte blandt andet om en familie, hvor faderen havde dræbt kone og barn og bagefter sig selv, fordi de sultede. Der blev sendt en kommission til området for at se på forholdene, og det var hårrejsende oplysninger, den kom tilbage med.
I Eulengebirge var tusindvis af familier overladt til hungersnød. I syv år havde de ikke haft råd til at købe tøj, og deres pæne kirketøj havde de enten pantsat eller solgt. Misvækst i kartoffelhøsten gjorde, at de var tvunget til at spise billige foderkartofler, og de havde kun råd til at købe fodermel og rugmel. Kød fik kun de få af dem til højtiderne. Børnene måtte tigge mad, forretningerne lukkede, og selv hundene forsvandt, for dem var der slet ikke råd til at fodre.
Kommissionen konkluderede, at arbejderne levede dårligere end fangerne i tugthusene. Dog kom den ikke ind på årsagerne til forholdene, nemlig at fabrikanterne og opkøberne pressede priserne ned for stadigvæk selv at tjene godt.
Opstanden
Resultatet blev, at væverne i Peterswaldau og de omkringliggende byer i Eulengebirge gjorde oprør. Det begyndte den 2. juni 1844, da nogle af dem mødtes på landsbykroen og diskuterede den ringe betaling, de fik af fabrikanterne, ikke mindst af fabrikant Zwanziger.
Næste dag gik 20 unge vævere i demonstration gennem byen, og inden de drog afsted, forsynede de sig med sten, der kunne bruges som kasteskyts, når de nåede frem til Zwanzigers hus. Men fabrikanten havde hørt om demonstrationen og havde hidkaldt en gruppe af sine ansatte, som, da demonstranterne begyndte at kaste med sten mod hans hus, trængte dem tilbage med knipler. Alle 20 blev anholdt og sat i arresten.
Dette satte imidlertid sindene i kog, og dagen efter kom det til en ny og meget større demonstration, som krævede de 20 løsladt og dertil højere betaling. Men da fabrikanten ikke ville forhandle med dem, begyndte de at kaste med sten, brød ind i hans hus og gav sig til at rasere det. For at berolige demonstranterne lovede politiet at løslade de 20, men det var ikke nok til at skabe ro, og man gik atter til angreb på villaen og smed indbo ud af vinduerne.
Rygtet om, hvad der skete, bredte sig hurtigt til andre byer, hvor man standsede vævene og tog afsted til Peterswaldau. Fra øvrighedens side prøvede man forgæves at lægge en dæmper på gemytterne. Den lokale præst, der havde forståelse for demonstranterne, dukkede op, og amtmanden sørgede for uddeling af brød til de sultne vævere, men det hjalp ikke.
Den 5. juni voksede modstanden til 3.000 deltagere, og for at imødegå uroligheder rykkede militæret ind i byen. Da demonstranterne ikke ville trække sig tilbage, begyndte militæret at skyde med skarpt. Demonstranterne gik til modangreb, og soldaterne måtte trække sig tilbage, men da var 12 af demonstranterne dræbt og over 30 hårdt såret.
For at standse opstanden blev yderligere militær tilkaldt, som besatte nogle af byerne, og natten mellem den 8. og 9. juni arresteredes 100 demonstranter, og 80 af dem blev den 31. august anklaget for oprør og tumulter. De blev tilsammen idømt 203 års tugthus, 90 års fæstningsarrest og 330 piskeslag.
Hermed var opstanden endeligt slået ned. Den var opstået spontant, og der blev ikke stillet nogen politiske krav, men kun krav om bedre levevilkår. Men til trods for nederlaget blev den inspiration til, at der i de efterfølgende år bredte sig lønkampe, demonstrationer og strejker i hele landet.
Opstanden og litteraturen
Opstanden blev meget omtalt i pressen og gjorde et stort indtryk på mange. Lige så snart Heinrich Heine (1797-1856) havde hørt om den, skrev han digtet “Væverne”, der første gang blev trykt den 10. juli 1844 i avisen “Vorwärts”, der udkom i Paris. Digtet tog ikke kun fat i udbytningen af væverne, men vendte sig også imod autoriteterne – Gud, konge og fædreland – og blev derfor forbudt i Prøjsen på grund af oprørstonen.
På trods af forbuddet blev 50.000 eksemplarer af digtet uddelt i det område, hvor opstanden havde fundet sted. Det blev betragtet som så farligt, at en person, der havde læst digtet op i 1846, blev idømt fængselsstraf. Det var ikke første gang, at Heine havde fået et digt forbudt. Det samme havde været tilfældet med hans berømte værk “Et vintereventyr”, som også var blevet trykt i “Vorwärts”.
Avisens redaktør var Karl Marx, som efter at være flygtet til Paris i december 1843 havde fået et nært venskab med digteren. De sås næsten dagligt, indtil Marx blev udvist af Frankrig i 1845, og de diskuterede tit deres arbejder og har utvivlsomt talt sammen om “Væverne”. På dansk udkom det første gang i 1890 i Jeppe Aakjærs oversættelse og i 1937 i Harald Herdals. Heine var ikke den eneste, der skrev digte om opstanden, men det er hans digt, der har overlevet.
Opstanden og teatret
Også forfatteren Gerhart Hauptmann (1867-1946), der fik Nobelprisen i litteratur i 1912, interesserede sig for opstanden, som han havde et særligt forhold til, fordi han selv var fra Schlesien. I begyndelsen af 1890 tog han fat på forarbejdet til et teaterstykke om begivenheden, anskaffede sig litteratur om den og besøgte flere gange de berørte byer. Han var tro imod de historiske kilder, og stykket betragtes som højdepunktet i hans forfatterskab.
Den første opførelse fandt sted ved en lukket forestilling den 26. september 1893 for medlemmerne af “Freie Bühne”, da den planlagte uropførelse den 3. marts 1892 var blevet forbudt af Berlins Politipræsidium. Sådan var kulturens vilkår i Preussen på den tid. Også Ibsens “Gengangerne” var det blevet forbudt at opføre offentligt, og i 1895 forbød man ligefrem teaterforeningen “Freie Bühne”, fordi den med sine lukkede forestillinger omgik censuren.
Hauptmann havde allerede i 1889 skabt voldsom ophidselse i borgerlige kredse med uropførelsen af “Før solopgang”, der med barsk realisme skildrede alkoholismens ødelæggende virkning, og som endte med at blive den største skandale i tysk teaterhistorie. Forbuddet mod “Væverne” blev ophævet i 1893, og den 25. september 1894 fik stykket endelig sin offentlige uropførelse på Deutsche Theater i Berlin. Det vakte især stor begejstring i socialdemokratiske kredse, mens Kejser Wilhelm II derefter fraskrev sig sin loge i teatret på grund af dets demoraliserende tendenser.
På dansk udkom stykket i 1895, endda i to oplag, og året efter blev det opført på Dagmarteatret. “Væverne er et stort værk, ulasteligt i sin bygning, berigende i sin udførelse”, skrev Georg Brandes og fortsatte, “siden da har Hauptmann ikke mere vist sig i besiddelse af den samme sikkerhed.”
Opstanden og billedkunsten
Käthe Kollwitz (1867-1945) overværede den lukkede forestilling i september 1893, og den gjorde et stort indtryk på hende og blev en milepæl i hendes arbejde. Hun gik straks i gang med at lave det første udkast til det, der senere skulle blive den grafiske serie “Væveropstanden”. I alt blev det til seks litografier og raderinger, skabt i perioden 1893 til 97, med titlerne: Fattigdom, Død, Sammensværgelse, Væverne på march, Stormen og Afslutningen.
Serien blev vist på Berlins store Kunstudstilling i Moabit i 1898 og blev så stor en succes, at udstillingskomiteen indstillede hende til den lille guldmedalje, men det modsatte kejseren sig. Men kort tid efter at udstillingen havde været vist i Berlin, blev den grafiske serie vist i Dresden, hvor kobberstiksamlingen købte trykkene, og Kollwitz fik Sachsens lille guldmedalje. Hermed fik hun sit gennembrud, og serien er siden blevet et af hendes mest kendte arbejder.
Læs også
Opstanden og film
Hauptmanns teaterstykke blev filmatiseret i en russisk udgave i 1918. En tysk kom i 1927 med Friedrich Zelnik som instruktør, og det blev hans væsentligste film. Den viser påvirkning fra de russiske revolutionsfilm, ikke mindst i kameraføring, scenearrangementer og klipning, men også maleren George Grosz satte sig tydelige spor i scenografien.
Økonomisk blev filmen ikke nogen succes, blandt andet fordi mange biografer ikke ville vise den af politiske grunde. I USA blev den forbudt i flere stater og indtjente kun 4.000 dollars. I andre lande blev den enten beskåret af censuren eller ligefrem forbudt. Det gamle filmmateriale blev i 2012 restaureret med ny musik komponeret af Johannes Kalitzke og blev udgivet på DVD.
Fortsat interesse
Teaterstykket er blevet produceret som fjernsynsopsætning fire gange i Øst- og Vesttyskland og Hviderusland (i dag Belarus) fra 1960-80. Det opføres stadig i Tyskland og på det seneste i aktualiserede form, hvor man har taget emner som løndumping, udbytning og automatisering op. En opførelse fandt sted i Stuttgarts Skuespilhus i 2019.
“Væverne” er blevet et stykke tysk kulturhistorie og et symbol på modstand mod uretfærdighed og undertrykkelse, som der stadig er stor interesse for. Bogudgaven kommer fortsat i nye oplag, og Käthe Kollwitz’ grafiske værk bruges meget som illustrationer i blade og aviser.
Vævernes opstand i 1844 er således ikke glemt.
Væverne
Af Heinrich Heine
I disse dystre øjne ingen tåre,
de sidder ved væven, truende, hårde:
Tyskland, vi væver din dødningedragt
fuld af forbandelser, had og foragt –
vi væver, vi væver!
Forbandet den afgud, vi søgte i nøden,
i vinterkulden og hungersnøden;
forgæves hans hjælp vi ventet har,
han har bedrager os, holdt os for nar –
vi væver, vi væver!
Forbandet kongen, kongen for de rige,
han sørged kun for sig og sine lige,
ham raged det aldrig hvad ondt vi led,
som gale hunde han slog os ned!
vi væver, vi væver!
Forbandet den falskhed med fædrelandet,
dér trives skændsel, skam og intet andet,
i dette mudder kan intet gro,
her hersker alene dødens ro –
vi væver, vi væver!
Mens skyttelen flyver, væven tar fat,
væver vi ivrigt dag og nat,
Junker-Tyskland, din dødningedragt,
fuld af forbandelser, had og foragt!
vi væver, vi væver!
(Oversat af Harald Herdal)
Denne artikel har været bragt i Magasinet Arbejderen, nr. 4, 2024.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
