Filmanmeldelse
Det er på sin plads at starte mit indlæg om Omar Shargawis eminente nye dokumentarfilm Palestinian Unwanted (Uønsket Palæstinenser) med at være ærlig: Jeg er ikke en del af den fine kulturelle elite og jeg ved nada (intet, red.) om teknikaliteter eller stilarter.
Vil man læse om filmen ud fra det perspektiv, skal man søge andre græsgange, men lad os være ærlige om en anden ting: Film laves ikke til fancy kulturelle filmanmeldere, derimod laves de til os, dig og mig, med det formål at gøre et indtryk, der går langt ud over hvilke redskaber instruktøren har brugt til at forme sit værk.
Det kræver mod at blotte ens sårbarhed i et klima, hvor man er uønsket, dehumaniseret og dæmoniseret.
Det handler om værkets evne til at ramme modtageren emotionelt og intellektuelt.
Palestinian Unwanted er et genialt væveri af tråde der udgøres af historiske begivenheder, menneskelige skæbner, traumer, savn, sorg, vrede, vold, sårbarhed, frustration, dehumanisering, folkedrab, den danske regerings medskyld, mediernes svigt men også viljestyrke, kamp, solidaritet, familie og medmenneskelighed der på episk vis samles af Shargawi til et smukt farverigt tæppe rig på detaljer.
Det er en film, der gør så stort et indtryk på publikum, at selv Weekendavisen måtte erkende dette i deres anmeldelse, og det er en film, der fremkalder stærke blandede følelser, der bliver siddende længe efter at rulleteksterne er slut.
Det er ikke en film, hvis vigtigste budskaber kan indrammes på en objektivt facon, derimod er konklusionen dybt subjektiv på en måde, kun de bedste film evner. Men det gør det samtidig svært at finde den rette tilgang, når man skal skrive om dokumentaren.
Mit udgangspunkt kan kun være, hvordan filmen subjektivt gjorde indtryk på mig emotionelt og intellektuelt – særligt kæden af refleksioner den udløste hos mig.
De mange historier, lag og perspektiver samles af Shargawi til en fælles historie om “dem”, palæstinenserne, og om “os”, de hvide europæere, hvis kollektive handlinger gennem århundrede har ført til den aktuelle eskalering af den kontinuerlige udslettelse af de indfødte i området mellem Jordan-floden og Middelhavet, (landet, red.) kaldet Palæstina.
Det er ikke kun en historie om palæstinensere, selvom deres perspektiv af oplagte årsager er omdrejningspunktet, det er også en historie om vores egen blodige europæiske kultur, og om de katastrofale konsekvenser, summen af disse har for os alle.
Palæstinenserne mister livet, undertrykkes, sultes, tortureres og fordrives fra landet, hvor deres rødder i tusindvis af år har dannet en dyb, smuk og kompleks kultur, som en mangfoldig fauna, der gradvist de sidste godt 100 år med varierende intensitet er blevet udslettet for at blive erstattet af en kunstigt anlagt plantage.
Udslettelse
Det er værd at hvile et øjeblik ved ordet udslettelse, på engelsk exterminate, der stammer fra det latinske ord extermino: At “fordrive, udvise, fjerne eller ødelægge”. Ordet – og måden betydningen af ordet udvidede sig på, både konkret og symbolsk – rummer hele den palæstinensiske fortælling på slående vis.
Ordet blev oprindeligt brugt i horisontalt forstand “fordrive ud over grænsen”, men i den sene middelalder blev betydningen af ordet udvidet til også at omfatte en vertikal forståelse, nemlig at “fjerne fra Jordens overflade”.
Hvad bliver der af mennesker, der lider en skæbne, der bedst beskrives med ordet extermino? Først fordrevet, forvist og fjernet fra deres oprindelige fauna, revet væk fra deres kollektive dybe netværk, spredt for alle vinde og placeret i fremmede klimaer i de lande, der med deres handlinger fortsat faciliterer palæstinensernes extermino.
Hvad skete der med de palæstinensere, der klamrede sig til deres rodnet mens de forsøgte at overleve? Ved enten at tilpasse sig det nye påtvungne klima efter bedste evne, leve i de evigt skrumpende rester af deres oprindelige fauna eller tage kampen op mod denne fremmede koloni, der konstant søger at fjerne dem og ethvert spor af dem, mens selve deres eksistens sideløbende benægtes?
Hvad sker der med os, de ansvarlige, når vores totale fravær af menneskelighed og moral blotlægges, mens vi taler om de teoretiske mytologiske værdier, der adskiller sig så markant fra de værdier, vores reelle handlinger viser?
Filmen afslører denne kontrast ved at veksle mellem danske ministres udtalelser og den basale sandhed, de med deres falske narrativer forsøger at aflede fra.
Den viser ikke blot den dybe afgrund mellem ord og handling, men konsekvensen af disse kyniske ord, hvilket får dem til at fremstå endnu mere morbide.
Raoul Peck svarer i hans mesterværk Exterminate All The Brutes (Udryd Alle Vildmændene) fra 2021 på Barack Obamas udtalelse om, at USA ikke var født som en kolonimagt:
– Det blev det faktisk. Amerika blev født som en kolonimagt, og det er en kendsgerning, der er svær at indrømme, fordi den indeholder den fatale kapacitet til at ødelægge fundamentet i den historie vi er blevet fortalt i alle disse år, og selve grundlaget for dette land. Det er ikke en let historie at fortælle, fordi historien stadig fortsætter i dag.
Det er for mig oplagt at drage parallel mellem Shargawis og Pecks episke værker fordi begge handler om bosætter kolonisering og folkedrab begået af europæere. Selvom Exterminate All The Brutes (der er en dokumentarserie om folkedrab foretaget af europæere i blandt andet Amerika, red.) spænder sig over en længere periode og en større geografi end Palestine Unwanted, så er emnet det samme.
Peck opsummerer den europæiske historie med disse tre ord: “Civilisation, kolonisering og udryddelse”, og han påtaler netop en af de centrale emner, som Shargawi så stærkt evner at illustrere i Palestinian Unwanted, nemlig forsøget på at benægte eller omskrive de centrale kendsgerninger, fordi de bærer den fatale kapacitet til at ødelægge fundamentet for myten vi flaskes op med.
Intimt usminket indblik
Shargawi, der er født af en dansk mor og en palæstinensisk far, giver os et intimt usminket indblik i hans egen søgen efter identitet og tilhørsforhold i en verden, hvor palæstinenserne er uønskede, mens han samtidig optræder som bindeled mellem “os” (danskerne) og “dem” (palæstinenserne).
Det kræver mod at blotte ens sårbarhed i et klima, hvor man er uønsket, dehumaniseret og dæmoniseret.
Shargawi lader os se ind bag facaden uden filter og tager os med på en rodet kaotisk rejse gennem minder og traumer for at forstå sig selv i perspektiv til den aktuelle ekstreme virkelighed, der blev udløst den 7. oktober 2023, da palæstinensiske væbnede grupper brød det høje hegn med pigtråd, der omgiver deres fængsel, ned, i en desperat handling af modstand, hvor de brugte de brutale voldelige metoder, de havde adopteret fra deres undertrykkere.
Den 7. oktober rystede verden, ikke fordi de palæstinensiske grupper eller IDF den skæbnesvangre dag ignorerede de civile omkostninger, men grundet hvem ofrene var: Nemlig civiliserede mennesker ligesom “os” versus uciviliserede som “dem”.
Trods den mytologiske fortælling om, at vi alle er skabt lige, så har virkeligheden altid været den modsatte.
Det, der rystede verden, var, at rollerne, den ene dag, blev byttet rundt. Gerningsmændene blev til ofre og ofrene blev til gerningsmænd, en uskreven naturlov blev brudt, fordi “de” vovede at behandle “os”, som vi behandler dem, hvorfor straffen var en hævnaktion så brutal, at den smadrede enhver illusion om love, konventioner og normer, der led samme skæbne som Gaza, nemlig total destruktion.
Love er skabt til at binde de svage og blive brudt af de stærke, så sandeligt ikke omvendt.
Vestens hævn blev vist direkte på vores skærme med billederne af tusindvis af blodige døde og lemlæstede børn, mens vestlige ledere på den mest Orwellske facon forsøgte at bilde os ind, at dem der begik nutidens største massedrab på børn var de virkelige ofre.
Medierne forsøgte på tiltagende skinger facon at belære om, at vi ikke måtte tro hverken vores øjne, ører eller alverdens eksperters konklusion, men derimod skulle vi tro deres spin, der end ikke længere kan beskrives som bias men derimod som direkte vildledende.
Ligesom hovedkarakteren i George Orwells bog “1984”.
Ligesom Winston Smith (hovedkarakteren i 1984, red.) ved de udmærket, at deres primære professionelle funktion er at aflede fra sandheden, ikke beskrive den og ligesom Smith behøver de ingen manualer fra deres øverste ansigtsløse chefer i Sandhedsministeriet, fordi de efter årtiers indoktrinering ved hvad der forventes af dem, mens de frygter, hvordan et forkert ord eller en grimasse vil drage opmærksomhed fra tankepolitiets evige søgende øjne.
Spørgsmålet om, hvorvidt de inderst inde tror på deres eget nøje fabrikerede narrativ, eller om de ligesom Smith ved det hele er løgn, kan man kun spekulere over.
Det er også ligegyldigt, fordi de er ikke hovedpersonerne i Shargawis film, og deres motivationer er ligegyldige, men det er konsekvenserne af deres propaganda ikke.
Ingen grad af bullshit fra Israel eller deres støtter kunne forhindre, hvordan billederne fra verdens første livestreamede folkedrab udløste en kontinuerlig kæde af tsunamibølger, der ramte mennesker med samvittighed på hele kloden og rystede os i vores grundvold.
Shargawi illustrerer, hvordan disse meterhøje bølger skyllede alle de falske narrativer væk, mens der i kølvandet på brændingerne blev skabt en ny definition af “os” og “dem”. En definition, der gik langt udover etniske, nationale eller religiøse skel.
“Os” blev til de, der nægtede at acceptere den sadistiske vold, vi dagligt vidnede, og “dem” blev til de, der ignorerede, benægtede, retfærdiggjorde, støttede eller ligefrem hyldede det målrettede massedrab på titusinder af civile.
Vi råber “aldrig igen betyder aldrig igen for alle”, mens de implicit råber “aldrig igen betyder igen og igen og igen for alle undtagen os”.
Brug din tid på Shargawis fantastiske film, der sætter en fed streg under disse ord fra Raoul Peck:
Du ved allerede nok, det samme gør jeg.
Det er ikke viden, vi mangler.
Det, der mangler, er modet til at forstå, hvad vi ved, og til at drage konklusioner.
For vi ved, hvornår historien begyndte.
Palestinian Unwanted vises som en del af dokumentarfilmfestivalen COP:DOX i København.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
