Hvide elefanter er i moderne sprogbrug blevet synonym med fejlslagne projekter specielt i udviklingsbistandsverdenen. Den hvide elefant er karakteriseret ved, at den er en storstilet ide, men uden lokalt udspring, forankring og tagen ejerskab. Den kan derfor reelt ikke skabe de forventede fremskridt for de mennesker, den er tiltænkt at bistå – ofte kan den blive en byrde. Da etableringen ofte er omkostningstung får elefanten næsten hellig status hos de mange aktører, der på forskellig vis profiterer eller endda er afhængige af den. Derfor vander (læs opretholder) man den i stedet for at aflive den.
Enhver sammenligning med den fejlslagne statsopbygning i Afghanistan er tilsigtet. Den må fremstå som det 21. århundredes største og mest omkostningstunge hvide elefant.
Selvom bogen ikke giver det satiriske los bagi, som ellers stilles i udsigt, betyder det ikke, at romanen mangler underholdningsværdi.
Journalisten og forfatteren Jakob Brodersen har netop udgivet en roman med titlen Hvide elefanter. Uhyre aktuelt handler den om, at redde verden. På indersiden af omslaget kan vi læse:
”I en nær fremtid har klimaforandringerne fået vandstanden i verdenshavene til at stige. Den jyske vestkyst er i overhængende fare for at blive tabt til havet, derfor er det nødvendigt, konstant at pumpe vandet væk.
Den entreprenante nordjyske ingeniør Alan Bang udvikler en kraftig soldrevet pumpe, der ved hjælp af enkel vakuumteknik kan holde kystlinjen oven vande.
Det går op for ham, at hans opfindelse kan andet og mere end at redde vestkystens lavtliggende sommerhusområder: den hårdføre pumpe kan bringe rent vand op fra den dybe afrikanske undergrund, redde et tørkeramt Afrika og genskabe oaserne i det hastigt voksende ørkenbælte omkring ækvator.”
“Da han beslutter sig for at gøre sit til at redde verden, må Allan Bang dog sande, at hverken det danske udviklingssystem eller den barske virkelighed syd for Sahara byder på meget andet end benspænd og stopklodser for hans gode intentioner.
Hvide elefanter er en besk og indigneret satire om udviklingsbistand, klimaforandringer og menneskelig dårskab i nord og syd”.
Satire rammer ikke plet

For at tage det sidste først: satiren brænder ikke igennem hos denne anmelder, som selv har haft et langt arbejdsliv med udviklingsarbejde også i det Uganda, hvor Alan Bangs projekt nødvendigvis må lide skibbrud.
Man skal ikke forveksle karikatur med satire, eller kliche med personskildring. Det ville have været velgørende, hvis forfatteren virkelig havde taget fat i den forfladigelse og kommercialisering, der vitterlig er sket med udviklingsbistanden over de sidste 20 år. Det er der kun ansatser til.
I det, som ofte nedladende kaldes for “godhedsindustrien” af vore egne “Denmark First politikere”, har man kunnet se en proportionalitet i væksten af læs let publikationer på glitret papir, selvforherligende landsindsamlinger og “buzz words” på bekostning af afvikling af faglig ekspertise i Danida og NGO’erne hjemme og ude.
Dagsordenen er blevet forskubbet fra internationalisme og hjælp til selvhjælp til kommunikation og forretning (og på det sidste: sikkerhed). En virkelig satire måtte dog bygge på en analyse af de strukturer, der udhuler grundlaget for solidarisk og bæredygtig udviklingsbistand, og som skaber de negative klimaforandringer og udvikler menneskelig dårskab.
En selvoptaget mand
I stedet får vi endnu en roman om en selvoptaget faglig dygtig, men dybt naiv MAND. Ingeniøren Alan Bang forsøger at skabe perspektiv i sin egen midtvejskrise og (gen)etablere en slags følelsesmæssig forbindelse til sin fremmedgjorte datter: han vil redde verden med en vandpumpe!
Da det etablerede udviklingsbistandssystem af bureaukratiske og idiotiske grunde ikke er i stand til at finde håndører til at teste Bangs ide (som han i princippet selv kunne finansiere), ender han med at alliere sig med milliardæren Hasse Jønsson (måske inspireret af Stein Bagger og IT-Factory) og blive fuldstændig strippet og rullet i enhver henseende. Bortset fra en kultur- og omverdensforståelse, som han aldrig har haft og næppe tilegner sig:
”Jeg må erkende, at min manglende tro på det overnaturlige er et resultat af generationers privilegeret stræben efter at betvivle alt; aldrig at have stillet sig tilfreds, før hvert molekyle og hver partikel er beskrevet, undersøgt, forstået og katalogiseret. Sådan er det ikke her (Uganda – anm.). Her måles verden i mirakler og hekseri. Afrika kunne lige så vel være et litterært værk, en anden planet; et parallelt univers.
De hvide elefanter står i kø. De fysiske love er på overfladen de samme. Alle andre konstruktioner; sociale juridiske og forretningsmæssige rationelle etiske relationer er grundlagt ud fra en pejling mod et andet sted i horisonten. Et sted, usynligt for os, der har siddet i et ekkokammer og stirret os blinde på vores eget konsensuskompas. Først når man står midt i kviksandet indser man, at Afrikas virkelighed er helt ulig nogen anden.
I min egen verden har jeg fejlet. Selv i mit ypperste forsøg på at gøre det, jeg er overbevist om er det mest moralsk ansvarlige jeg nogensinde har foretaget mig, har jeg fejlet.
Måske skal jeg køre tilbage til Entebbe, stige på et vilkårligt fly og ligesom John forsvinde i en erkendelse af, at Alan Bang på 53 år aldrig rigtig opnåede at sætte et positivt aftryk på planeten? (s.232)”.
Underholdende alternativ
Selvom bogen ikke giver det satiriske los bagi til det manglende fokus i mellemlangt og langt perspektiv på udviklingspolitik og klimastrategi, som ellers stilles i udsigt, betyder det ikke, at romanen mangler underholdningsværdi. Specielt er Jakob Brodersen skarp, hurtig, humoristisk i dialogen.
Så romanen om Alan Bang, der ville være en god mand i Afrika, men blev snøret så godt og grundigt i Danmark, er på en efterårsdag et godt underholdende alternativ til de mange krimier, som ellers findes i bogladerne.
Jakob Brodersen: Hvide elefanter. 252 sider. 180 kroner (vejl.) Forlaget Brændpunkt 2021.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.