Læserbrev
Fra de tidligste rytmer i den menneskelige civilisation til den moderne musiks elektriske puls har intet instrument været så vigtig for menneskets oplevelser som trommen. Det er et af de ældste instrumenter, mennesket kender, et redskab til rytme, der overskrider grænser, kulturer og århundreder.
I modsætning til stryge- eller blæseinstrumenter, hvis melodier kræver delikat teknik eller indviklet håndværk, taler trommen et mere primitivt sprog – hjerteslagene fra alle levende organismer, tordenbrag i en storm, bølgernes rytmiske dunk, og andre mønstre af tidsbestemte lyde og pauser.
Trommens historie er i sidste ende historien om menneskelige forbindelser. Den er ældre end det skrevne sprog, har gennemgået imperiers opgang og fald og vil fortsat forme vores nutid.
Gennem historien har trommer indtaget en unik plads i samfundets kulturelle, psykologiske og sociale liv. De er redskaber til ritualer og festligheder, instrumenter til krig og fred og medier til historiefortælling og åndelig transcendens.
Menneskets fascination af rytme er et integreret element i menneskehedens evne til at identificere mønstre – en evne, der har gjort det muligt for vores art at udvikle sig adskilt fra andre organismer. Intetsteds er denne nysgerrighed efter lydmønstre mere tydelig end i trommers allestedsnærværende tilstedeværelse – fra det blide slag af en hånd mod en stramt spændt membran til det tordnende brøl fra moderne trommesæt.
Trommens magi ligger ikke kun i dens sociale rolle, men i selve dens design. Videnskabeligt set producerer en trommelyd, når en strakt membran, typisk lavet af dyreskind eller syntetisk materiale, vibrerer efter at være blevet slået på. Denne vibration sender trykbølger gennem luften og skaber lyd, der varierer afhængigt af trommens størrelse, form, materiale og spænding.
Disse tilsyneladende enkle instrumenter er i stand til at frembringe en bred vifte af toner, fra skarpe, knækkende lyde til dybe, resonante drøn. Det er denne dynamiske alsidighed, der har bidraget til, at trommen har overlevet som en vigtig del af menneskets historie.
En lyd født i forhistorien
Trommens oprindelse går tilbage til forhistorien, hvor arkæologiske fund tyder på, at de tidlige mennesker fremstillede og spillede på trommer for så langt tilbage som 6000 år siden, på tærsklen til neolitikum (yngre stenalder, red).
Disse tidlige og rudimentære slaginstrumenter markerede en dybtgående udvikling i den menneskelige kultur. Disse trommer var ofte lavet af udhulede træstammer eller kalabasser og dækket med dyreskind og var en samling af materialer, som de tidlige mennesker let kunne samle og fremstille.
Malerier og hieroglyffer fundet i gamle egyptiske grave fra omkring 3000 f.Kr. viser trommeslagere, der deltager i religiøse ceremonier og festligheder.
I det gamle Mesopotamien blev trommer brugt til religiøse og militære formål. Ligeledes tyder arkæologiske fund i Kina på, at trommer blev brugt allerede i 2000 f.Kr. Dette antyder, at deres indflydelse spredte sig hurtigt og organisk, da forskellige kulturer erkendte deres evne til at formidle budskaber, ledsage ritualer og samle samfund.
Det er let at forstå, hvorfor trommer blev et fremtrædende instrument. Trommens rytmiske slag efterligner livets indbyggede biologiske mønstre – menneskets hjerteslag, regnens jævne trommen, bølgernes cykliske brusen. “Hjernerytmerne hos musikere og deres publikum er blevet målt i koncertsituationer,” skriver Nina Kraus, neurovidenskabsmand ved Northwestern University og forfatter til bogen Of Sound Mind: How Our Brain Constructs a Meaningful Sonic World.
“Hjernens rytmer har en tendens til at synkronisere sig, og jo mere synkronisering der er mellem udøveren og lytteren, jo mere nyder lytterne ifølge egne udsagn forestillingen.”
I samfund uden skriftsprog eller elektronisk kommunikation var trommer også praktiske og effektive redskaber til at signalere, hvad enten det var for at kalde krigere til kamp eller samle folk til fælles ritualer. Trommens lyd nåede langt med en klarhed, som få tidlige instrumenter kunne måle sig med, hvilket gjorde den uvurderlig til både praktiske og spirituelle formål.
Rytme over hele verden
I takt med at menneskelige civilisationer voksede og diversificerede sig, gjorde deres musikinstrumenter det også, herunder trommer. Der opstod forskellige former for slaginstrumenter i alle beboede hjørner af kloden, hver især formet af kultur, tro og de materialer, der var tilgængelige for deres skabere.
I Afrika, der ofte betragtes som trommetraditionernes vugge, spillede instrumenter som djembe, dunun og taletrommen en central rolle i dagligdagen, religiøse ritualer og mundtlig fortælling. Især talking drum var designet til at efterligne menneskelig tale og kunne overbringe komplekse budskaber over store afstande.
På den anden side ærede de indianske kulturer trommen som et helligt objekt og brugte store, fælles trommer i powwows og mindre vandtrommer i rituelle ceremonier. Den faste, gentagne rytme fra disse instrumenter blev anset for at forbinde den fysiske og åndelige verden og skabe en forbindelse mellem deltagerne og deres forfædre.
I Mellemøsten havde trommer som doumbek og rammetrommer en lige så hellig plads og optrådte i religiøse ceremonier og ved hoffet helt tilbage i det gamle Mesopotamien. I hele Asien genlød japanske taiko-trommer i shintoistiske ritualer og festivaler, mens de komplekse rytmer fra tabla og mridangam i Indien udtrykte og bevarede klassiske musiktraditioner.
I Europa tjente trommer oprindeligt militære og signalformål. Middelalderens hære brugte snare- og bastrommer til at kommunikere ordrer og samle tropper, mens renæssancehofferne gradvist introducerede percussion i deres musik. Med tiden udvidede trommens rolle sig fra slagmarken til scenen. Folk, der har brugt trommer, har bevaret den rytmiske autoritet, som disse instrumenter frembringer med deres skarpe, kraftfulde ekkoer og drøn.
Trommeslagere og percussionister forandres også af de rytmer, de skaber. Som Grateful Dead-trommeslageren Mickey Hart sagde: “En god groove frigiver adrenalin i kroppen. Man føler sig opløftet, centreret, rolig og stærk. Man føler den energi. Det er det, god trommespil handler om.”
Trommespil i den moderne æra
I takt med den moderne verdens fremkomst opstod der også nye former for trommer. Trommesættet, som er en fast del af nutidens popmusik, blev populært i begyndelsen af det 20. århundrede i USA.
Tidligere var percussion-partierne typisk fordelt på flere musikere, der hver spillede på et enkelt instrument. Opfindelsen af baspedalen omkring 1909 gjorde det muligt for en enkelt trommeslager at kombinere bas, snare, tom-toms og bækkener i et kompakt, multifunktionelt setup.
Med sine forskellige instrumenter og sammensætning ændrede det moderne trommesæt for altid det musikalske miljø med sin brede vifte af perkussioninstrumenter.
Med jazzens fremkomst i begyndelsen af det 20. århundrede forvandlede trommeslagere som Gene Krupa og Buddy Rich perkussion til et hovedinstrument. De introducerede synkoperede rytmer, dynamiske soloer og udtryksfuld improvisation og brugte trommesættet ikke kun som tidtager, men som en stemme i sig selv.
“Buddy var kendt for at bruge ret høj spænding på alle sine skind, da det gav hans stikker mere rebound og de højere frekvenser kunne trænge igennem hornsektionen,” skriver Chris Wakelin, produktspecialist hos Remo, en trommefabrikant med base i Californien.
Da rock and roll eksploderede i 1950’erne og 60’erne, omdefinerede trommeslagere som Ringo Starr fra The Beatles og John Bonham fra Led Zeppelin, hvad percussion kunne være, og leverede de pulserende hjerteslag i sange, der kom til at definere generationer.
Den rå energi i punkrocken i 1970’erne introducerede endnu et evolutionært spring, hvor trommeslagere omfavnede hastighed, aggression og minimalisme for at matche genrens rebelske etos.
I mellemtiden lagde trommeslagere som Clyde Stubblefield – kendt for sine banebrydende rytmer med James Brown – i funk og hiphop grooves, der skulle danne grundlaget for årtier af populærmusik.
Elektroniske trommemaskiner og digital sampling kom senere til at omforme trommespillets lydmæssige muligheder, men det grundlæggende princip – at slå på en overflade for at skabe rytme – forblev uændret.
I dag står trommesættet side om side med gamle slagtøjsinstrumenter i en fascinerende sameksistens mellem det gamle og det nye. Musikere blander ofte traditionelle håndtrommer, såsom djembes, congas og bongos, i moderne kompositioner og hybridiserer den moderne teknologis med konventionelle folkemusikrytmer og -stilarter.
Tidløse stemmer fra traditionen
På trods af disse forandringer er mange trommer – ligesom hesteskokrabber (dolkhaler)– forblevet stort set uændrede i deres indflydelsesrige og enkle former.
I Japan fremstilles taiko-trommen stadig ved hjælp af gamle metoder og er fortsat en vigtig del af både religiøse ceremonier og teaterforestillinger.
Vestafrikanske djembe spiller fortsat sin traditionelle rolle ved sociale sammenkomster, overgangsritualer og helbredelsesritualer, og dens kraftfulde klang er lige så betydningsfuld i dag som for generationer siden.
I Irland er bodhrán – en håndholdt rammetromme – stadig et centralt element i traditionel folkemusik, mens den talende tromme i Nigeria stadig “taler” ved festivaler, begravelser og fester. Disse trommer er mere end instrumenter: De er bærere af historie og legemliggør forfædrenes stemmer og stedets ånd.
“Et af de unikke træk ved de talende trommeinstrumenter er deres [evne til nøje at efterligne] rytmerne og intonationerne i det talte sprog,” skriver Ushe Mike Ushe, lektor ved National Open University of Nigeria i Lagos, i International Journal of Philosophy and Theology.
“Trommerne gengiver lydene fra ordsprog eller lovsange gennem en dygtig udøver eller et specialiseret ›trommesprog‹. Det specifikke mønster af trommespil og rytmer er tæt forbundet med åndelige væsener eller Ogun, der er forbundet med det traditionelle yoruba-trossystem.”
En vedvarende rytme
Trommens historie er i sidste ende historien om menneskelige forbindelser. Den er ældre end det skrevne sprog, har gennemgået imperiers opgang og fald og vil fortsat forme vores nutid. Fra gamle ritualceremonier under åben himmel til moderne stadionkoncerter oplyst af blændende lys er trommen stadig en konstant – et bankende hjerte i menneskehedens kollektive krop.
I takt med at de musikalske traditioner fortsætter med at udvikle sig, vil trommen også gøre det. Alligevel synes det uundgåeligt, at dette ældste af alle instrumenter vil bestå, og at dets oprindelige rytmer for evigt vil genlyde i menneskets sjæl. Hvor end mennesker samles for at danse, sørge, fejre eller protestere, vil der være rytme, og i dens kerne vil der være trommens stadige, ubestridelige stemme.
Denne artikel er produceret til Observatory af Independent Media Institute.
Forfatterbiografi: John Divinagracia er forfatter og romanforfatter. Han er forfatter til It’s Always Snowing in Iberia (2021) og var stipendiat ved den 19. Ateneo National Writers Workshop i 2022. Han er forfatter hos WorldAtlas og redaktør hos Observatory. Han har en cum laude-grad i kreativ skrivning fra Ateneo de Manila University i Filippinerne.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
