Tale
Det rutinerede britiske folkrockband Oysterband sagde endegyldigt farvel på årets Tønder Festival efter 48 år på landevejen.
Arbejderens udsendtes første bekendtskab med bandet var ligeledes i Tønder – i telt 1 i 1992, hvor publikum blev blæst omkuld af bandets intense energi og kvalitet.
Jeg tror ikke på, at musik ændrer noget som propaganda, men det kan være med til at give folk håb og sammenhold.
Ray Cooper, cellist, Oysterband
Oysterband var vokset ud af 80’ernes klassekamp i England og havde en politisk kant, der blev parret med danse- og hoppevenlige toner. Forsanger John Jones og resten af bandet bar læderjakker, militærstøvler og keltiske tatoveringer og væltede spillestederne overalt, hvor de kom frem i 90’erne med kombinationen af traditionel folk, rock og punk.
Således også på Skagen Festival året efter, i 1993, hvor Arbejderens fotograf i ren og skær overstadig begejstring endte på skuldrene af avisens reporter, før det forundrede band gennemførte et interview med det særdeles svedige reporter-par i Skagen Hallens katakomber.
En umådelig positiv anmeldelse blev tastet ind på en gammeldags skrivemaskine og faxet hjem til redaktionen dagen efter. Her var et band, der havde noget på hjerte, og som kunne starte en fest op.
Violinisten Ian Telfer gav den som besnærende rottefænger med ekvilibristiske soli, der kastede den sagesløse folkemængde ud i spontan kædedans og generel eufori. Ingen kendte bandet på forhånd, men det sejrede ved hver optræden. Koncerterne udstrålede samhørighed og gav en følelse af solidaritet mellem vidt fremmede mennesker på festivaler overalt i Europa.
Oysterband levede på scenen, og det var her, bandet skabte sig et navn og et trofast publikum.
Fans kom langvejs fra
På Tønder Festival 2025 er både bandet og hovedparten af publikum blevet ældre.
Det ses på dansegulvet, og det kan også høres på stemmerne.
Igennem årene er Oysterband blevet en institution i britisk folkrock, men gnisten var der til det sidste, da de seks briter gæstede Tønder for sidste gang med det, der også blev gruppens sidste koncerter nogensinde.
Man skal passe på med at jagte ungdommens eurfori, men her var der en kærkommen anledning for mange fans til at sige farvel til bandet. Der var da også stuvende fyldt i Tønders telt 1, mange britiske og nordeuropæiske fans var kommet langvejs fra, og der blev sunget med på så godt som alle numre.
En af dem, der havde opdaget bandet i starten af 90’erne og var med til at sige farvel blandt publikum, var egnens lokale helt, sangeren Jacob Dinesen.
– Jeg kan huske, at jeg så Oysterband for 20 år siden som helt ung dreng. Forsangeren John Jones blev min helt store og første helt der, da han sprang ud blandt publikum og stod på stolene, og mit lille 12-årige sind eksploderede og tænkte, hvad sker der lige her, sagde Jacob Dinesen til Jydske Vestkysten under festivalen.
John Jones sprang ingen steder i fredags i Telt 1, men holdt med sin intense sceneoptræden publikum fanget i sin hule hånd.
Blandt sangene var The World Turned Upside Down, Leon Rosselsons uautoriserede, socialistiske nationalsang for England. Bandets egen perle, All That Way For This, handlede i sin tid om arven fra Thatchers massakre på England og blev på Tønder tilegnet Donald Trump.
Da bandet forlod scenen på Telt 1, sang publikum taktfast og i flere minutter: Don’t Be Afraid, lød det igen og igen med omkvædet fra sangen We Could Leave Right Now. Og her fangede Tønder-gæsterne noget essentielt. Oysterband har forsøgt at indgyde håb og mod i mørke tider i snart fem årtier.
Vi vil give folk håb
– Jeg tror ikke på, at musik ændrer noget som propaganda, men det kan være med til at give folk håb og sammenhold, forklarer cellist Ray Cooper fra Oysterband efter koncerten.
– Vi startede op i en tid, hvor alle musikere støttede de strejkende og fyrede minearbejdere, og mange af os støttede op om den antiracistiske kamp, for eksempel i bevægelsen Folk Against Fascism, fortæller han.
Fire årtier efter er Storbritannien et splittet land, hvor højrefløjen og racistiske bevægelser forsøger at udnytte almindelige menneskers problemer til egen fordel. Overfald på flygtningeboliger ses med jævne mellemrum i dagens England. Til Oysterbands sidste koncerter levede sammenholdet til det sidste.
– Musikken reflekterer, hvor folk er. Hvis folk er militante, bliver musikken også militant, siger Ray Cooper.
Første gang, bandet spillede på Tønder festival, var i 1989, og siden er det blevet til ikke mindre end 14 optrædener.
– Vi har spillet på mange danske festivaler gennem årene, men har et særligt forhold til Tønder Festival. Her er musikken og musikerne i fokus. Vi mødes på scenen og backstage, og man hører hinandens koncerter. Det betyder jo, at man bliver nødt til at gøre sig umage, lyder det fra Cooper.
Palæstina-flag og lokal DF-vrede
Cellisten spiller alle sine koncerter i Tønder iført en spraglet Palæstina-trøje.
I dagene forinden har festivalen været genstand for en debat om politiske tilkendegivelser fra kunstnerne – ikke mindst om Israel og Palæstina.
Den bundede i denne udtalelse fra Tønder festivals ledelse:
“Ved opfordringer fra en optrædende til had eller vold, vil konferencieren afslutningsvis gøre det klart, at dette ikke repræsenterer festivalens værdier.”
Festivalen ville heller ikke tillade bannere og flag på festivalpladsen af sikkerhedsmæssige årsager.
Ray Cooper er lykkeligt uvidende om debatten, og de nye retningslinjer forhindrede da heller ikke rapperen Tessa i at flage med et palæstinensisk flag ved sin koncert for 4000 skoleelever, hvilket straks fik den lokale DF’er, Allan Svendsen, til at kræve, at den kommunale støtte bliver fjernet. Tønder Festival svarede nøgternt, at man ikke ønskede at begrænse kunstnernes ytringsfrihed.
Det glæder Ray Cooper fra Oysterband.
– Vi skal blive ved med at tale om Palæstina. Det værste vil være at ignorere det, det må vi aldrig gøre, uddyber han.
En ny generation tager over
Den svedige blues- og R&B-rocker Fantastic Negrito, der satte gang i Open Air-scenen, og den mere afdæmpede singer-songwriter Joe Henry viste andre sider af spændvidden på Tønder, der blandt meget andet også bød på den såkaldte Minority Language Circle’, hvor sangskrivere skiftedes til at synge deres sange på mindretalssprogene gælisk, walisisk, grønlandsk, bretonsk og sønderjysk – blandt andre de fabelagtige Rikke Thomsen og Rasmus Lyberth.
Man kan mene, hvad man vil om den måde at frame de såkaldte minoriteter på, men Tønder Festival er uomtvisteligt et af de steder, der giver plads til forskellige dialekters, sprogs og hjemsteders særkender.
Og så er der alle de overraskelser, festivalen byder på.
Det unge skotske folk-rock band Talisk startede deres koncert med at opfordre publikum til at ”Go Absolute Mental” – gå fuldstændig amok – til bandets vilde, energiske instrumentale numre.
Og det gjorde det. Gik amok altså.
Mens de hårdtslående rytmer satte ind, kunne man se en henrykt sønderjysk ungdom komme overstadigt hoppende og dansende hen mod teltet.
Jamen, det er rigtigt! En ny generation tog over, og det gjorde den faktisk helt okay, da Oysterband sluttede sin rejse med sangen Put Out The Lights lørdag aften på Open Air-scenen til publikums overstrømmende hyldest.
Efter festivalen blev det annonceret, at tre af bandmedlemmerne – sanger John Jones, cellist Ray Cooper og bassist Al Scott – fortsætter i en ny konstellation, John Jones Trio.
Folkemusikere dør med støvlerne på.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
