Læserbrev
Festivalen er egentlig slut. Vi er i 1990, og den samlede line-up på Tønder Festival har netop sunget hymnen “Let the Circle Be Unbroken” som obligatorisk farvelsang. Blandt artisterne står det amerikanske ikon Pete Seeger, Arlo Guthrie og en broget forsamling af skotske og irske musikere og sangere, heriblandt Rod Sinclair.
Men publikum vil ikke hjem. Klapsalverne bliver ved og ved, og spontant begynder folk – i tonearten G – at synge We Shall Overcome, som var en samlende sang for borgerrettighedskampen i USA, og som Pete Seeger gjorde kendt i hele verden.
Efter et par indledende hop på stedet sætter en overstadig Pete Seeger sig til klaveret og hjælper forsamlingen på vej, mens resten af musikerne slutter sig til fællessangen for fuld kraft.
Mange er tydeligt rørte. Skotske Iain Mackintosh og australske Judy Small tørrer drilske tårer væk fra kinderne, mens optrædende og publikum forenes på sjælden vis.
Det hele bliver filmet af DR i Sønderjylland, der senere viser koncerter fra festivalen.
Afslutningen på festivalen i ’90 er bare ét af mange ikoniske øjeblikke for en festival, der i år kunne fejre sit 50-års-jubilæum.
Den blev symbolet på en helt særlig ånd og aktivistisk kant, der prægede festivalen, og mange medvirkende får stadig et helt særligt udtryk i øjnene, når talen falder på årgang 1990.
– Det var et af mine store øjeblikke på scenen. Jeg er fantastisk stolt af at have stået der ved siden af Pete Seeger ved afslutningskoncerten. Tønder har været en helt særlig festival at komme tilbage til gennem mange år, fortæller Ian McCalman, der spillede på Tønder Festival i langt de fleste år frem til 2010.
Karrygryde til de frivillige
Men det var faktisk i Ribe, det hele startede, forklarer Rod Sinclair, der var med til festivalens opstart. Han er umiskendelig skotte, men har boet i Ribe det meste af sit liv.
Her var han med til at arrangere festivalen “Lyren og Træbenet” i Ribe i 1973. Det var ment som et alternativ til Ribes bøvede byfest og tyrolertelt.
Orkestret Tøndermændene med den senere festivalleder Carsten Panduro kom forbi og spillede, og så blev idéen til Tønder Festival født – med start i Visemøllen i Tønder i 1974.
– Jeg spillede solo – senere på året var jeg med til at danne Kontraband, der blev husorkester på Tønder i de tidlige år. Arne Würgler og Benny Holst spillede der også, siger Rod Sinclair.
Ved årets festival blev Kontraband gendannet og spillede en jubilæumskoncert ved banegården i Tønder sammen med Arne Würgler.
I løbet af 70’erne blev Tønder Festival et hit blandt folkemusikere og visesangere. Et stort kontingent af skotter blev faste gæster via Rod Sinclairs og Carsten Panduros forbindelser. Panduro var også optaget af den amerikanske folkemusik med rødder i legenden Woody Guthries sange. Amerikanske Derrol Adams og danske folke- og visesangere som Niels Hausgaard og Povl Dissing vendte tilbage år efter år. Samtidig blandede andre genrer og musik fra andre verdensdele sig i programmet.
Festivalen var velorganiseret – blandt andet på grund af Carsten Panduros kontakter i det lokale Forsvar, og hundredvis af frivillige hjalp til.
– På et tidspunkt foreslog sangeren Hamish Imlach at lave en curry til alle de frivillige og samles mandagen efter festivalen til en fælles fejring og efterfest. Hamish stod ved en kæmpe gryde, og vi sad og spillede i teltet. Det blev en fantastisk tradition på Tønder, siger Rod Sinclair. Fællesskabet er central i hans forståelse af folkemusik.
– Det ligger i mentaliteten, at musikerne er tilgængelige, det er nøglen til det hele. Vi har et åbent fællesskab, og som ung musiker kan du møde dine helte og spørge dem til råds, siger Rod Sinclair.
Han begyndte selv som sanger og musiker i den lokale folk club i Fife, hvor han hver uge dukkede op med to kammerater og havde lært tre nye sange, som de optrådte med.
Sinclair var med til at booke festivalerne i sidste halvdel af 80’erne sideløbende med sit arbejde som seminarielærer i Ribe. Rygtet om den lille danske festival spredte undervejs sig til andre dele af verden, når begejstrede musikere vendte hjem efter en tur i den sønderjyske marsk.
Pete Seeger i stormvejr på Fulton
– Op til festivalen i 1990 forsøgte vi at få Pete Seeger på programmet. Men vi fik at vide af hans manager, at han var blevet gammel og mest interesserede sig for både. Derfor arrangerede vi en rundtur med besøg, blandt andet på Vikingebådsmuseet i Roskilde og sejlture ved vestkysten, fortæller Rod Sinclair.
Det overtalte den amerikanske sanger.
– Det var fantastisk og helt magisk. Pete og jeg spillede på hovedscenen for et udsolgt telt, husker Arlo Guthrie – søn af legenden Woody Guthrie – der spillede med Pete Seeger på festivalen.
– Sammen med Petes kone, Toshi, og barnebarn, Tao, ankom vi til Danmark omkring en uge før festivalen for at besøge museer og havne med træskibe, siger Arlo Guthrie.
En af sejlturene gik ud fra Ribe på skibet Fulton, der sejlede ind i en storm på 28 sekundmeter.
– Der kom en monsterstorm ud af ingenting. Vi så, hvordan helikoptere og både sejlede ud for at redde sømænd og fartøjer, der var fanget i stormen, fortæller Arlo Guthrie til Arbejderen.
– Fulton var jo mest bemandet af unge mennesker, men kaptajnen var en erfaren sømand. Mens stormen hylede, gik besætningen nedenunder, og Toshi, Tao og jeg krøb ned i kabyssen. Pete og kaptajnen stod derimod udenfor i regn og blæst og styrede skibet gennem stormen og til sidst sikkert tilbage til havn. Det var en fantastisk oplevelse.
Efter den tur var Arlo Guthrie dog færdig med at sejle ved de danske kyster.
– Der var mange grunde til, at jeg elskede Tønder Festival. Den vigtigste var, at det virkede, som om alle i byen var involveret. I modsætning til de fleste festivaler, jeg havde været på, var festivalen over hele byen og ikke bare isoleret på en mark et eller andet sted. De brugte skoler og gamle bygninger som den gamle mølle. Mange steder var lokale arrangementer og musik i gang på samme tid, siger Arlo Guthrie.
Han husker også Hamis Imlachs store middag for de frivillige.
– Det var en inspirerende begivenhed og en god idé, som jeg ikke havde set andre steder.
Pete Seeger og Arlo Guthrie spillede en række koncerter i 1990, typisk med andre musikere, og Seeger førte an i flerstemmigt fællesskab med stærke politiske holdninger. For ham var sange ikke blot sange, men også en måde at opbygge bevægelser og samhørighed. Hans stemme var næsten væk, men det var ingen forhindring for at få publikum til at synge med. Overskriften til festivalen var “Værn Vadehavet”, og det flugtede godt med Seegers engagement som miljøaktivist.
“Hvad skylder vi jer?” spurgte Rod Sinclair efter festivalen.
“I har betalt flybilletter og arrangeret en uge med sejladser. Vi skal ikke have mere”, svarede Toshi Seeger med det samme.
“Jeg har fået mine penge”, indskød Arlo Guthrie.
“Betal dem tilbage, Arlo!” lød det resolut fra Toshi, og det gjorde han selvfølgelig.
– Vi købte en guitar til Tao Rodriguez, det var den eneste betaling, familien fik for at optræde på Tønder, klukker Rod Sinclair.
Sinclair er siden fortsat som tekstforfatter, oversætter og konferencier på Tønder Festival.
Da Tønder blev hip
Meget har ændret sig siden 1990, også på Tønder. Maria Theesink overtog rollen som festivalens kunstneriske leder fra Carsten Panduro. Fokus blev hen ad vejen flyttet fra den britisk-irske musik til Nordamerika, og det, der ofte kaldes Americana. Antallet af cowboyhatte er steget betragteligt.
Undervejs har festivalen støvet sit image af og gjort sig interessant og mere hip for københavnske musikentusiaster og medier på jagt efter rigtig, håndlavet musik.
Det musikalske niveau er tårnhøjt, men der er måske lidt mindre humor og betragteligt mindre politisk bid på den nu 50-årige festival, end der var engang. Også selv om den skotske kvartet Faras gjorde sit for at støtte Palæstina under koncerten i Telt 2.
– Festivalen har ændret sig – men der er stadig en særlig ånd. Jeg mødte et skotsk band, da jeg var på besøg for et par år siden. De syntes, de var så heldige at komme der. Jeg omfavner forandringerne – det er fint, at ting bevæger sig, siger Ian McCalman, der er en af dem, der har spillet flest gange på Tønder Festival.
Hausgaard som det politiske kompas
Han overgås måske kun af 80-årige Niels Hausgaard, der spillede på festivalens store jubilæumskoncert og to gange solo i spejlteltet Bolero på årets udgave.
Her prøver han altid sit nye materiale af, inden han tager på turné til vinter.
På sin vis minder det om Hausgaards unge dage på Nordjyllands Radio, hvor aktuelle emner blev udsat for hurtigt sammenflikkede sange og skæve indfald.
Det betyder, at ikke alt sidder lige i skabet, og sådan skal det være. Nogle sange lyder som skitser, der lige er taget med fra køkkenbordet, men pointen er netop at prøve dem af over for publikum.
Niels Hausgaard er stor nok til at lave et par bøffer over for det, han selv kalder et meget tolerant publikum i Tønder.
Han er festivalens samvittighed og politiske kompas – og gode humør, kunne man tilføje.
Der er ikke et gran af selvhøjtidelighed i den hausgaardske optræden, men masser af holdninger.
En af hans sange handlede om en lille dreng i Gaza, der kalder på sin mor. En anden hudflettede de socialdemokratiske ordensmodtagere under titlen “Den Royale Hoplanål”.
Trump blev udsat for et digt, og i sangen “Lad os dræbe den der dræber” stillede vendelboen skarpt på tidens hævn, dæmonisering og eskalering.
Koncerten blev afsluttet med Tom Paxtons The Last Thing On My Mind på danske og engelsk. En sang Hausgaard selv har spillet med Paxton på Tønder, og som han optrådte med til jubilæumskoncerten med Signe Svendsen.
På den samme scene spillede den glimrende amerikanske sangskriver Jeffrey Martin, der er et godt eksempel på den amerikanske roots og country-vibe, der dominerer Tønder.
Et kæmpe uvejr brød ud i det sekund, han slog den første akkord an til den religionskritiske sang Thank God We Left the Garden, som har givet ham en hård medfart blandt kristne i USA.
Teltet svajede, lamper gik ud, regn stod ind fra nødudgangene, voksne mænd gøs, og lyn og torden rasede.
– Nå, der var i hvert fald én, som blev sur, gnækkede Jeffrey Martin, der helt tydeligt elskede seancen – og hele festivalen:
– Det virker som om Tønder Festival er en antidote til alt det bullshit, der er i verden i dag, sagde han.
– Cirklen må ikke brydes! lød det et par timer senere manende fra konferencieren, da afslutningskoncerten – kraftigt amputeret af det voldsomme skybrud – atter var forbi med sangen “Let The Circle Be Unbroken”.
Et uvejr af bibelske dimensioner oversvømmede festivalpladsen, og Rod Sinclair og andre gamle venner trak sammen i musikerbaren bag Telt 1 til genfortælling af gamle og nye røverhistorier.
Sådan kan man også afslutte en festival.
I forbindelse med jubilæet har festivalen udgivet en interview-podcast i fem dele med Seeger. Den kan høres her:
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
