Det er ikke tilfældigt, at Statens Museum for Kunst (SMK) kalder den store udstilling med værker af Käthe Kollwitz (1867-1945) for “Mensch”, for mennesket står i centrum i hendes værker. Takket være lån fra mange museer og privatpersoner kommer hun her til fuld udfoldelse som tegner, grafiker og billedhugger med 130 værker, hvor tre temaer er gennemgående: “Mor og barn”, “Kvinder” og “Selvportrætter”.
Udstillingen begynder i en stor sal, der deles op i mindre enheder af et rum i midten. Her vises filmen “Sædekorn skal ikke kværnes” fra 1967 om kunstneren, som er en god introduktion til udstillingen, der fortsætter i de små alkover.
Hendes søn Peters død i Første Verdenskrig gjorde et dybt indtryk på hende og kom til at præge mange af hendes værker resten af livet.
Käthe Kollwitz blev født i Königsberg, det nuværende Kaliningrad, i 1867. Tidligt viste hun kunstnerisk talent, og som 14-årig kom hun på en kunstskole, og i 1886 rejste hun til Kvindernes Kunstskole i Berlin. Under opholdet der traf hun sin kommende mand, Karl Kollwitz (1863-1940), som læste til læge. De blev gift i 1891 og slog sig ned i den berlinske bydel Prenzlauerberg, hvor de boede i 50 år. Hendes mand arbejdede som sygekasselæge i fattigkvarteret, og det var ikke noget givtigt job. Hun oplevede på første hånd de fattiges nød og elendighed, og når patienterne sad i venteværelset, tegnede hun dem, og hun betalte også folk fra kvarteret for at sidde model.
Under sit ophold i München 1888-89 arbejdede hun sammen med sine studiekammerater med temaet kamp. Hun valgte en illustration til Emile Zolas bog “Germinal”, der skildrer en strejke i Nordfrankrig i 1860’erne, “Tvekamp på værtshus”.
Sit gennembrud fik Käthe Kollwitz i 1898 med de seks grafiske blade “Væveropstanden”, der skildrer opstanden i Schlesien i 1844, som hun var blevet inspireret til af Gerhard Hauptmanns teaterstykke “Væverne”. Hermed slog hun sit navn fast som en social og politisk kunstner. De kan ses på udstillingen sammen med hendes anden store serie, “Bondekrigen” (1902-08), der skildrer bondeopstanden i Tyskland under reformationen, der blev slået ned med hård hånd. Vi oplevede det samme i Danmark med Skipper Clement i spidsen. Senere fulgte yderligere tre serier: “Krig”, “Proletariat” og “Døden”.
Hendes søn Peters død i Første Verdenskrig gjorde et dybt indtryk på hende og kom til at præge mange af hendes værker resten af livet. Det lammede hende for en tid, og først i 1919 tog hun fat igen, og et gennemgående tema derefter var kampen imod krig, for eksempel plakaten “Aldrig mere krig” (1923).
Efter krigen gik hun over til kun at arbejde med træsnit og litografi, som kunne trykkes i større oplag og egnede sig bedre til agitation, ikke mindst som plakater. Tidligere havde hun også arbejdet med raderinger.
Interessen for skulpturer begyndte under hendes ophold i Paris i 1904, hvor hun gik i en skulpturklasse. Hun fik mulighed for at besøge August Rodin i hans atelierer. Det blev ikke til nogen stor produktion, i alt 43, hvoraf 19 er bevaret. I næsten 20 år arbejdede hun med sit hovedværk “Sørgende forældre”, som i 1932 blev opstillet ved den kirkegård i Belgien, hvor hendes søn er begravet. Det gav anledning til, at der i byen blev etableret et museum for hende. På udstillingen kan ses fem skulpturer.
Efterhånden blev hun en så anerkendt kunstner, at hun i 1919 blev medlem af Preussens Kunstakademi og nogle år efter professor, men i 1933 blev hun, sammen med forfatteren Heinrich Mann, smidt ud af akademiet. Heinrich Mann flygtede hurtigt ud af landet, da han fik at vide, at han stod på nazisternes arrestationslister, mens Kollwitz blev. Hun mistede dermed også sit atelier på akademiet og indgik i 1934 i et atelierfællesskab, hvor hun arbejdede meget med skulpturer. Fra 1940, hvor hendes mand døde, arbejdede hun i hjemmet.
Kollwitz betegnede ikke sig selv som revolutionær, men hun anså den russiske revolution for et stort håb for menneskeheden og støttede arbejdet for hjælp til de hungerramte i Sovjet-Rusland. Det blev også til plakater som “Vi støtter Sovjetunionen” og “Solidaritet”. I 1927 besøgte hun Sovjetunionen i anledning af 10-året for Oktoberrevolutionen.
I mellemkrigstiden var Käthe Kollwitz ikke ukendt i Danmark. Fra 1915 til 1937 blev der vist fem udstillinger, og hun blev også meget omtalt i en række socialistiske blade og tidsskrifter som Solidaritet, Klassekampen, Clarté, Monde og Plan. I 1932 kom den første bog om hende på dansk i serien Social Kunst, der blev udgivet af Mondes Forlag.
Man kan undre sig over, at Statens Museum for Kunst først i 1941 købte en litografi, “Mor med et barn på armen” (1936), selv om hun var meget kendt, og der havde været mulighed for det tidligere i forbindelse med de mange udstillinger. Det kan måske hænge sammen med, at museet ikke prioriterede social kunst højt. I 1953 tog man sig sammen og købte værker fra serien “Væveropstanden” og “Bondekrigen”.
En af de få danskere, der har mødt Käthe Kollwitz, er forfatteren Karin Michaëlis. Hun skrev to kronikker i Politiken i 1926, som giver et indtryk af forholdene i Berlin og blandt andet bygger på oplysninger fra et brev fra Kollwitz, hvor hun beskriver de forfærdelige forhold, der fandtes i arbejderkvartererne i Moabit. I udstillingskataloget bringes kronikkerne.
En anden, der har haft kontakt med Kollwitz, var den dansk-tyske tegner og billedhugger Harald Isenstein (1898-1980), der var flygtet fra Tyskland i 1933, fordi han var antinazist og jøde. De havde i 40 år haft en tæt kontakt med hinanden, da de boede i samme område. Kontakten fortsatte indtil 1941, hvor han modtog det sidste brev fra hende.
Isenstein var med til at sikre, at Kollwitz’ 70-års fødselsdag i 1937 blev markeret her i landet med hendes deltagelse i Den Fynske Forårsudstilling. Værkerne var lån fra private samlinger, da det tyske Kulturkammer ikke ville give tilladelse til, at hendes værker blev sendt herop. Isenstein var også aktiv i arbejdet for at sikre, at en vandreudstilling i 1949 kom til Danmark og blev vist på Charlottenborg. Desværre var det ikke muligt at se den anden halvdel af udstillingen med værker af Ernst Barlach, som hun beundrede meget. Der skulle gå næsten 60 år, før vi fik lejlighed til i Danmark se dem sammen på en udstilling i 2014. Barlach led samme skæbne som Kollwitz og fik udstillingsforbud. Til hans bisættelse i 1938 var hun en af de få deltagere.
I 1935 lukkede man i Tyskland en udstilling med hendes værker, hun fik udstillingsforbud, og i 1936 blev alle hendes værker fjernet fra offentlige museer. Det betød, at hun mistede sit indtægtsgrundlag, og bedre blev det ikke, da hendes mand døde. Broby-Johansen fortæller, at han blev opsøgt af hendes plejesøn i et forsøg på at opnå indrejsetilladelse til Danmark for hende, da hun var ved at sulte ihjel. Broby kontaktede Hans Hedtoft, og denne svarede, at “der må være en grænse for, hvor mange af dine kommunistiske venner, jeg skal redde fra den suppedas, de selv har bragt sig i.”
Kollwitz var ikke kommunist, men følte sig mere forbundet med det kommunistiske parti end med det socialdemokratiske. I 1943 flyttede hun til Nordhausen og senere til Moritzburg, hvor hun døde den 22. april 1945, få uger før krigens afslutning. Hendes sidste tegning er fra 1943 med titlen “Her står jeg og graver min egen grav”. I en kronik i Politiken fra 1949 skrev forfatteren og maleren Mogens Lorentzen, at “hvis aviserne talte sandt, døde hun simpelthen af sult. Sultedøden som hun ofte havde skildret.”
Mange af værkerne til udstillingen kommer fra Käthe Kollwitz Museet i Köln, men der findes også tre andre for hende. I Berlin, hvor det i mange år holdt til i Fasanen Str., men som nu er flyttet til Charlottenburg og har fået mere plads. Et mindre som blev etableret i 1995 i bygningen “Rüdenhof” i Moritzburg, hvor hun boede 1944-45. Endelig et i Belgien som er nævnt tidligere.
Hendes fortsatte betydning kan aflæses ud af, at mere en 50 skoler i Tyskland, ikke mindst i det tidligere DDR, bærer hendes navn, og også mange gader hedder Käthe Kollwitz Str.
I forbindelse med udstillingen er udgivet et stort katalog med mange fine tekster og gengivelser af de udstillede værker. Heri skriver Birgitte Anderberg, at “I dag synes Kollwitz’ aktualitet næsten større end nogensinde”, og det må man give hende ret i.
Statens Museum for Kunst: Käthe Kollwitz – Mensch. Slutter 23. februar 2025. Katalog Käthe Kollwitz; Mensch. 254 sider, 249 kr.
(Uddrag fra kronik i Politiken 1926)
I en Loge træffer jeg den af hele Nutiden saa beundrede Malerinde Käthe Kollwitz, som jeg var sammen med i Salzkammergut i Fjor. Hendes Ansigt er hverken smukt eller hæsligt, men uforglemmeligt og som skaaret i Bronze. I et lynsnart Nu ser jeg for mig paa Kobberstiksamlingen en Udstilling af Selvportræter af moderne Kunstnere, deriblandt seks af Käthe Kollwitz. Paa det første er hun 26 Aar, et ubeskrevet, ligegyldigt Ansigt. Næste Billede, fra 1917, viser en ældgammel Kone med Øjne udvisket, næsten udslettet af Graad. Hun mistede en Søn i Krigen. Taler aldrig derom. Aldrig. Billedet to Aar senere viser endnu en fortvivlet, selvopgivet Kvinde. Billedet fra 1921 synes ti Aar forynget, Trækkene begynder at hærdes. Munden er en Streg, Øjnene stirrer hævnfyldt ind i Skæbnen. Det sidste Selvportræt, fra i Fjor, er som Gengivelse af en Bronzebuste. Munden træder frem med et haardt Drag, men Blikket er roligt, hvilende, forskende. Hun har faaet Fred i Sjælen – men for hvilken Pris!
Käthe Kollwitz er de Ulykkeliges Tegner. Paa en Tid, hvor der var “Fred” i Verden, smed hun sine Tegninger af Elendigheden ud som en Trussel mod alle dem, der tillod sig at leve i Solen uden at bekymre sig om dem, der blev i Skyggen. Hendes blotte Eksistens er Kamp for de Forurettede, Kamp uden Ord, ført med dræbende sikker Haand.
Og nu sidder hun her i Logen. Hendes jerngraa Haar omvundet med en mørkladen Sølvknipling. Hendes Aasyn uden Smil.
Dansen gaar omkring hende. Hun er en af Verdens helt Store, som Menneske og som Kunstner, men uden Ærgerrighed. Hvad hjalp det hende, om man byggede Altre til hendes Ære, naar hun véd, hvad hun véd, om den Nød, der er blandt Menneskene? I denne Nat er Glemsel for mange – ikke for hende.
Denne artikel har været bragt i Magasinet Arbejderen nr. 4, 2024.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Vi har et dikt til verket “Solidaritet” fra 1932:
PSYKOLOGISK
lett påvirkelig
lett påvirkelig
stødig nå
de prøver seg
de øver seg
men vi har sterk medisin:
mennesker
hver gift
sin motgift
hvert mørke
sitt lys
hver tomhet
fylles
de skremmer ikke oss
~ ¤ ~
Käthe Kollwitz: “Solidaritet” (1932)
Et meget stærkt og smukt kunstværk
Log ind for at svareDu skal være logget ind for at skrive en kommentar.
