Læserbrev
Jeg tilbragte vinterferien sammen med en kommunist. Hans politiske engagement var falmet, så den tidligere blodrøde farve var blegnet så meget, at den røde farve blot lige kunne anes. Heldigvis var det gennem en bog, så jeg tænkte, at når jeg lukker bogen, kunne jeg have fuld fokus på feriens mange andre fornøjelser og oplevelser.
Der havde jeg imidlertid forregnet mig. Bogens personer, stemning og scener dukkede op i stille stunder, mens også på mindre bekvemme tidpunkter.
En styrke ved bogen er dens beskrivelse af, hvordan den menige tysker søger at fortrænge den nazistiske virkelighed og lever i små tryghedsbobler.
Pludselig dukkede sætningen op: ”Musikdirektøren havde besluttet at anvende Det Tredje Riges hovedprincip – aldrig at sige noget almindeligt, når man kan råbe.”
Uden varsel dukkede billedet af Hitler op – midt i frokosten – blodrød i ansigtet. Flådens nye stolthed skulle navngives af Bismarcks barnebarn – champagnen rammer skibssiden og… skibet står bomstille, det fremkaldte den højrøde farve, den lille mand var tæt på at eksplodere, men for det første var det upassende, for det andet havde Hitler så mange andre ofre at udgyde sin galde ud over: jøder, kommunister og børn med handikap.
I krigens tjeneste
Tanken kommer forbi, hvad svarer en far sin søn, der er aktiv i Hitler-jugend, når han spørger: ”Hvilken forpligtigelser har man overfor sit fædreland?”
Desværre er forstyrrelsen også gået den anden vej, at virkeligheden har trængt sig på, fordi parallellen til det, der sker i disse uger, bliver for tydelig: Stemningen af truende krig, raslen med atomvåben og indskrænkning af såvel ytrings- som kulturel frihed. Udstillinger lukkes frivilligt, gamle russiske forfattere er i bad standing. Dirigenter i flere lande siger op, fordi de bliver presset til at tage stilling til krigen.
Anledningen til, at mine tanker tog på vandring, var John Russells kæreste Effies trængsler.
Hun er skuespiller med både film- og teaterroller bag sig, men kulturens frigørende rolle får det stadig vanskeligere med et stadig stigende pres for, at kulturen skal gå i krigens tjeneste. En kamp vi følger dag for dag, nedslidende og nedbrydende. Vi er i dag begyndende på vej i den retning – men hvorfor begynde?
En togstation
Det foregår alt sammen i thrilleren Bahnhof Zoo af David Downing. Det er første bind i en serie, hvor hvert bind er opkaldt efter en togstation, og mon ikke der også sker et mord på hver station?
Englænderen John Russell er medlem af det udenlandske pressekorps i Berlin og førstehåndsvidne til Hitler og nazipartiets brutale intriger under krigsforberedelserne i de tidlige måneder af 1939.
Da en gammel bekendt dukker op på hans pensionat, begynder Russells liv at ændre sig. Med en blanding af trusler, penge og appeller til hans samvittighed overtales han gradvist til at blive spion – først for Sovjetunionen og derefter også for englænderne.
Et førkrigs-Berlins dystre gader, konstante frygt og overfladiske glamour udgør sammen med udflugter til Prag, Danzig, London og Østersøkysten et overdådigt bagtæppe, mens Russell, der er en modstræbende helt og for nogle en frelser, prøver at holde balancen i et rum mellem russerne, englænderne og Gestapo, der bliver mindre og mindre.
Enkle episoder
Bogens styrke er dens evne til at koge store historiske begivenheder ned til enkle episoder, hvor mennesket er centrum.
Eksempelvis når Storbritannien og Tyskland i 1938 aftaler, at Storbritannien skal modtage tyske jødiske børn. Så koges det ned til afskedsscenen, lige inden toget forlader stationen med grædende børn og mødre og nazister uden pli og medfølelse. Det udstiller den mørke (u)menneskelige side af aftalen.
En anden styrke ved bogen er dens beskrivelse af, hvordan den menige tysker søger at fortrænge den nazistiske virkelighed og lever i små tryghedsbobler i biografen, på barer og teatre og revy, fodboldstadion og bag hjemmets endnu trygge mure. Imens håber de, at boblerne ikke brister, og den omgivende utryghed trænger sig på, og håber, den forslugne Hitler bliver mæt, og krigen undgås.
Opbygning af spænding
Det hele krydres med en gradvis opbygning af spænding. Ligesom i Leonardo Padura’s Havanakvartetten fylder bagtæppet meget, og som dennes Mario Conde er der også her en antihelt i centrum. John Russell forandres langsomt og modstræbende til spion og en slags barmhjertig samaritaner – trods farer og tvivl.
Hvis bogen spøger lige så meget i dit hoved som i mit, så bliver det ikke det sidste bind i denne serie. Heldigvis har forlaget besluttet at udgive yderligere to bind i serien på dansk.
David Downing: Bahnhof Zoo. Oversat af Niels Frölich. 330 sider, 150 kroner. Forlaget Solidaritet.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
